Årets Giro d’Italia har foreløbig været lige så uforudsigeligt og dramatisk, som når det er bedst. Herhjemme trak det naturligvis overskrifter, da først Mads Pedersen og siden Magnus Cort med etapesejre kørte sig ind i den eksklusive klub af ryttere, der har triumferet i de tre Grand Tours, Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España. Af danskere har kun Jesper Skibby bedrevet det før dem.
Men i udlandet fik den førende Remco Evenpoel endnu større opmærksomhed, da han rejste hjem på grund af coronavirus på løbets første hviledag. De fleste ærgrede sig over afskeden med den lyserøde førertrøje, men begivenheden blev også mødt med skepsis visse steder. Enkelte antydede ligefrem, at belgieren – der havde vist formnedgang dagene forinden – brugte en positiv coronatest som undskyldning for at undgå nederlag i de kommende bjergrige dueller.