Emil Bjerregaard sætter en lille æske med en sommerfugl foran sig.
Han læner sig ind over bordet og betragter den orange dagsommerfugl, som er fastgjort med en tynd nål i bunden af æsken.
»Hvis man kigger her,« siger han og sætter forsigtigt spidsen af sin pegefinger ved sommerfuglens vinge. Han lader den følge rundt langs vingens kant, hvor et mønster af hvide trekanter lyser op.
» … så ligner det pilespidser. Men hvis man så kigger længere inde på vingen, så har den pletter. I alle mulige størrelser.«
Han flytter fingeren.
»Og hvis man kigger på sommerfuglen langt fra, så ligner det faktisk en smiley.«
Emil Bjerregaard sidder ved et bord på Zoologisk Museums sommerfuglesamling, hvor han ved siden af sine studier arbejder frivilligt med at katalogisere dagsommerfugle. I bunden af æsken ligger en lille seddel med navnet på den truede art: rødlig perlemorssommerfugl.