Wagners operacyklus Nibelungens ring er på alle måder et storslået værk. Det indeholder udødelige klassikere, et storladent mytisk drama, som er spækket med psykologisk interessante karakterer. Forholdet mellem Wotan (gudernes konge) og Brünnhilde (hans datter, valkyrien) er et godt eksempel. Brünnhilde elsker sin far højt, men forbryder sig alligevel imod ham, fordi hun vægter kærligheden højere end guddommeligheden.
Men hvem er det så, hun elsker? Svaret er, at Brünnhilde af uransagelige årsager elsker Siegfried, som kort fortalt er røvsyg. Siegfrieds kendetegn er, at han ikke kender til frygt. Han er ikke bange for hverken guder eller drager, men det er, som om hans mangel på frygt snarere kommer af dumhed end mod. Han løser aldrig et problem med andet end vold, og han fremstår grundlæggende smålig, selvisk og lidt som et forvokset barn.
"Er det ikke, som om Siegfrieds Leitmotiv har fået karakter af en Benny Hill-agtig slapstickpolka?"
Næhhhh....!
Engelsktalende bruger det tyske ord. Herregud, de kan ikke bedre. Men på dansk har vi længe brugt et oversættelsesord: ledemotiv. Ved analytikerne ikke det?
Jo - men det lyder mere eksotisk med et tysk ord.....