Til Hans Peder Schmidts bisættelse var hans søstre ikke i tvivl.
Der skulle spilles »What a Wonderful World«, når folk kom ind i kirken. Sangens optimistiske, håbefulde stemning passede til deres brors positive livssyn. Og selv om hans død havde været pludselig og voldsom, var bisættelsen fyldt med mennesker, og med tårer og latter ligeligt fordelt. Nok endda mest latter. For Hans Peder Schmidt elskede at lave sjov. Blandt familie og venner var han især berygtet for sine evner udi telefonfis. Han kunne lave sin stemme om til ukendelighed – for eksempel dengang han bildte sin golfspillende søster ind, at han var journalist og ville lave en stor forsidehistorie om hende, fordi hun havde vundet en golfturnering.
Også når livet blev mere alvorligt, kunne han bedst lide at gå til det med et smil. De ting, der var svære, gled han helst lidt let hen over. Det kunne godt gøre det svært for ham selv og hans nærmeste at håndtere de problemer, der dukkede op hos ham.
