Velkommen til Vores version. Informations helt enestående, satiriske udlægning af tidens allermest presserende emner – på tryg afstand af saglighed og andre snærende bånd.
1: Skriv en partihistorie
Intet skaber sammenhold som fortællinger om historiske bedrifter. Socialdemokraterne har den om, at Stauning skabte velfærdssamfundet (og at Per Hækkerup forærede olien til nordmændene i en brandert). Den slags historier er sjældent helt sande, men de skaber en følelse af, at man er en del af et større og dybere fællesskab. Her er Moderaterne udfordret, fordi partiet blev stiftet sidste år, men med den rette fortælleteknik kan man sagtens få skabt nogle narrative højdepunkter alligevel.
Apropos teambuilding: Hvis alle mennesker var bygget som en legoklods, var sammenhold slet ikke noget problem.