Min kæreste og jeg har været sammen i et års tid. Jeg er stadig lige så – hvis ikke endnu mere – forelsket i ham, som jeg var for et år siden, og jeg er lige nu gravid med vores første barn. Alt sammen lykkelige omstændigheder, men … vores sexliv er efterhånden ikkeeksisterende, og det har generelt været haltende længe.
Han har tilsyneladende stort set ikke behov for sex, modsat jeg. Når jeg har konfronteret ham med det, siger han, at »han er et andet sted i livet« (han er i slut-30’erne, og jeg er i start-30’erne), og at han hele tiden er udkørt og derfor bare ikke tænker over det. Problemet er, at jeg tænker rigtig meget over det. Jeg har lyst til at have sex med ham dagligt, men jeg skal være heldig, hvis vi har sex blot én gang om måneden.
Det gør mig usikker, ked af det og slår skår i mit selvværd. Jeg er stoppet helt med at forsøge, for jeg kan ikke tåle flere afvisninger. Jeg synes, det er enormt svært at tale ordentligt med ham om det, og jeg ved efterhånden ikke, hvordan jeg skal gribe det an.
— Den liderlige
Problemet løser sig selv over tid - ellers må du bare se om du kan få lidt ved siden af. Men i så fald lad, for alt i verden, ikke ham vide det; det er nemlig en kæmpe misforståelse at man skal afsløre sit eventuelle utroskab og du kan sikkert selv regne ud hvorfor, hvis du tænker lidt over det. Men selvfølgelig er bedst, hvis du kan holde dig i skidet og i øvrigt kommer alt snart til at dreje sig om barnet, så det gælder egentligt bare om at holde ud. Endelig går der heller ikke mange år før sex begynder at fylde mindre, for glem ikke at sex og lysten dertil først og fremmest er til for reproduktionens skyld - og du er jo allerede gravid. Kommer sexlysten meget stærkt igen, kan I evt. overveje at få et barn mere, men så skal I bare - hvis I er idalistisk indstillet og bekymret for overforbrug, miljø osv. overveje om endnu et barn er det kloden har allermest brug for.
Hvor sandsynligt er det, at man finder et andet menneske, som man har lyst at dele livet med og som samtidig har samme hyppighed af sexlyst som en selv over hele livet?
Jeg kan fortælle, det er meget meget meget sjældent.
Menneskers sexlyst varierer af mange grunde over et livsforløb, ændringer i kroppen, sygdom, alderdom, hormonforstyrrende stoffer osv.
Derudover har undersøgelser vist, vi har mindre sex nutildags end selv i 1950erne.
Vi har en stressepidemi i Danmark og man tror, der er sammenhæng.
Så din kærestes forklaring kan være reel nok. Men prøv, at spørge ind til, hvor han er for travlt og om han kan forvente forbedring over tid eller om i kan gøre noget ved de sammen.
Du skal også forvente, at det er meget sandsynligt, at det er noget, der kan ramme dig på et tidspunkt, hvor udgangspunktet så er vendt.
Dvs sexlysts samtidighed mellem partnere i forhold korrelerer ikke både fra start af eller over tid.
Derudover er ens partner stadigvæk et autonomt menneske, som man ikke kan forlange sex af. Tvang og press går ud over det psykiske helbred og i sidste ende forholdet.
Hvis ens sexlyst er hyppigere end partnerens, kan man også på god gammeldags vis mastorbere.
Fordelen, ved at være i forhold, er derudover, at man kan have anden intimitet, der også er vigtigt.
Er forskellen for stor til man kan acceptere den, må man tage konsekvensen og forlade forholdet, med alt hvad det indebærer, af sandsynligheden for bare, at få sex eller intimitet som single eller enlig mor/far.
Ps for at undgå en evt effekt af hormonforstyrrende stoffer, vil jeg anbefale jer, at spise økologisk, undgå plast og pfas i hjemmet, bruge produkter, som både er svane og allergimærket, og sende kæresten til jævnlig bloddonation.