De lokale børn kaldte hende heksen. Det syntes Lone Mortensen passede meget godt

Når Lone Mortensen talte om sin opvækst med varme i stemmen, handlede det ofte om ulykken.

Hvordan hun var blevet påkørt som teenager og efterfølgende blev indlagt på hospitalet i cirka et år med komplicerede ben- og bækkenbrud, gentagne operationer og med benene spændt op mod loftet. I slut-60’erne så lægevidenskaben det som helende, hvis patienten forblev sengeliggende i flere måneder efter en operation, og Lone Mortensen betegnede hospitalstiden som sin redning.

På sygehuset øste sygeplejerskerne nemlig omsorg ud over hende gennem et helt år. De så hende, lyttede til hende, hjalp hende ud af hendes misbrug og overbeviste hende desuden om, at ordblindhed ikke var en forhindring for at suge viden til sig. 

Lone Mortensen blev født i Birkerød som det yngste af tre børn. En dag gik faren en tur og kom aldrig tilbage.

Konstant knoklende forsøgte moren at forsørge sine børn ved hjælp af forskellige rengøringsjob og forefaldende arbejde. Hun gjorde sit bedste, men blev syg og måtte lade sig indlægge i flere måneder.

Som voksen fortalte Lone Mortensen sine to nære veninder om, hvordan hun som otte-ti-årig havde været bange for at blive fjernet fra hjemmet under morens indlæggelse. Hun og hendes to ældre brødre holdt indlæggelsen hemmelig og klarede sig med ugentlige madpenge udleveret af moren. Lone Mortensen lærte som barn, at man må have tillid til sig selv og ikke til så mange andre.

I psykiatriens mørke gange

Hun søgte tilflugt i hash sammen med byens outsidere, og som 14-årig kunne Lone Mortensen ikke klare sig uden hash – altså indtil ulykken førte hende i sygeplejerskernes trygge favn.

Efter indlæggelsen kastede hun sig umætteligt over alverdens fagbøger, hun fik en flot HF-eksamen og fik arbejde i den daværende åndssvageomsorg og senere i psykiatrien og ældreplejen som plejer og social- og sundhedsassistent.

I psykiatrien mødte hun sygeplejerskerne Kit og Jytte, som skulle blive hendes to bedste veninder. Særligt Kit blev et livsvidne. De to havde i en periode fælles nattevagter og opbyggede en fortrolighed ved at færdes sammen i psykiatriens nattemørke gange. Stilhed sammen med Lone var rart.

Hun gjorde ikke umiddelbart meget væsen af sig, men når Lone Mortensen var på arbejde, var patienterne som regel trygge. Hun satte sig naturligt blandt dem og tegnede, strikkede eller lavede smykker, mens hun roligt lyttede og rummede deres smerte.

Gennem 32 år og frem til sin død var Lone Mortensen i et fast kæresteforhold. Børn var ikke hendes nummer: »Jeg egner mig ikke til at være nogens mor,« sagde hun. Men hun egnede sig til at være en ven for livet for få udvalgte mennesker. I næsten 30 år kom Lone Mortensen på månedligt weekendbesøg hos Kit fra fredag til søndag. Ingen andre planer fik lov til at komme på tværs af de fælles weekender.

De to vandrede i skoven med flute og spegepølse i rygsækken, afsøgte skovbunden for træ, sten og knogler til smykker, de grinte og græd og delte alle følelser – også de grimme. Aftenen sluttede de gerne af med en øl på sofaen og en omgang Barnaby.

Spændt på at se den anden side

I maj 2022 fik Lone Mortensen konstateret lungecancer med metastaser til lever og hjerne. Sygdommen blev slået ned, men kom aggressivt tilbage i marts 2023. Kit tog plejeorlov for at passe hende i hjemmet den sidste tid.

I årevis havde Lone Mortensen passet sine venners og naboers haver og vandet blomster for Jytte og hendes mand, når de var på ferie. Selv da hun til sidst flød ud og ind af bevidsthed, insisterede hun på at se efter andres blomster.

Tingene skulle være, som Lone Mortensen ville have det, og hun ville dø i sit hjem omgivet af sine nærmeste, det vil sige Kit, Jytte og sin mangeårige kæreste.

Mens Lone Mortensen lå i sin seng i hjemmet i Birkerød omgivet af bøger, garn og hjemmelavede smykker, kunne de høre hendes have spille. Hun havde udstyret den velplejede, men vildtvoksende have med vindharper, klirrende chimes og prismer, der skulle holde onde ånder væk og sende regnbuelys ind i stuen. Blandt lokale børn havde haven givet hende tilnavnet heksen. Det syntes Lone Mortensen passede meget godt.

Lone Mortensen ærgrede sig over, at livet skulle slutte så tidligt, men hun var ikke bange for at dø, og som hun sagde, »så bliver det jo også spændende at finde ud af, hvad der er på den anden side«.

Hun frabad sig en bisættelse. Hun ønskede sin aske spredt, og at hendes arv skulle gå til Hospitalsklovnene, Julemærkehjemmet, Danmarks Naturfredning og Dyreværnet og Ventilen.

Efter hendes død gik hendes nærmeste en tur i skoven medbringende en øl, flute og spegepølse og hendes urne, præcis som Lone Mortensen havde ønsket det.