Mennesket har et chokerende lille tarmsystem – årsagen skal måske findes i ilden

Uden for et skindtelt ved bredden af en lille sø sidder en mand og syr. Han kalder sig Rana, men egentlig hedder han Laurent Mazet og er arkæolog i Sagnlandet Lejre. Fødderne er svøbt i skindstøvler, og fra teltåbningen sniger en røgsøjle sig fra tid til anden hen bag hans nakke og ud i det fri.

Spredt omkring sig har Laurent Mazet, hvad han skal bruge for at tænde ild som et stenaldermenneske. Et nævestort stykke flint. En fyrsvamp, der vokser på døende træer, og som er blevet tørret og banket, så svampekødet er klar til at fængsle en gnist. En skindpose fyldt med trevler af birkebark, dunhammerdun og træflis. Og endelig et stykke pyrit – et mineral, der ligner guld, som guld ser ud, når en selebeklædt guldgraver hiver det op af floden i tegneserier.

Laurent Mazet lægger synålen fra sig og samler pyritten op. Mineralet skinner i solen. Så slår han det mod flintestykket, igen og igen, og små glitrende støvkorn falder ned over fyrsvampen. Hurtigt lægger han bløde dunhammerdun over dét, han håber er en gnist, og vifter med fingrene. Ingenting sker.

»Det driller,« siger han.

Så rejser han sig og går ind i teltet. Der er for meget sus herude til at tænde ild. Tidligere på morgenen tændte han bålet derinde – med lighter, indrømmer han – men nu er det gået ud. Ild kræver ilt, men også læ. Den kræver helt særlige materialer og tørre forhold og opmærksomhed, tålmodighed, snilde. Ild er en delikat størrelse, den lader sig ikke sådan lige overtale til at bryde frem. Der er brug for en ny strategi.

Laurent Mazet sætter sig i skrædderstilling og roterer en træpind mod et stykke træ. Snart bølger grå røg frem, men ingen ild. Brættet er for gammelt, siger han. Han må skaffe sig et nyt.

»Jeg tror, de havde nogle tricks dengang,« siger han. »Nogle, vi ikke kender længere.«

På dage som i dag virker det utroligt, at vi nogensinde har lært at lave ild, men det har vi. Engang for måske millioner af år siden lærte de tidlige mennesker at forstå flammerne, udnytte branden, høste ilden og bøje den efter vores ønsker, og en dag gjorde et fortidsmenneske noget næsten magisk: tændte den selv.

Det var et af de mest epokegørende tidspunkter i menneskets historie. Men at finde ud af, hvornår det skete, er mere bøvlet, end man skulle tro.

Vores ven ilden

Arkæologisk set er ild noget møg. Ild foretrækker organiske materialer, og de forgår nemt. Den efterlader rødfarvede jordsedimenter, som er nogenlunde ens, uanset om de stammer fra en vild brand eller et bål. Har ilden brændt i det åbne, kan vind have spredt gløderne og jorden være eroderet efter årtusinders regn og storm, og findes der spor efter forkullede knogler inde i huler, er det ikke til at vide, om et dyr er blevet grillet over et bål i grotten eller fanget i en naturbrand udenfor, hvorefter en hyæne har trukket det ind i mørket.

Faktisk kan vi være så godt som sikre på, at arkæologer aldrig vil finde spor efter den allerførste gang, vi tæmmede ilden. Men før mennesket overhovedet nåede så langt, måtte vi lære at forstå flammerne, og det skete sandsynligvis sådan her:

Da fortidsmennesker løb rundt på de afrikanske savanner, brændte ilden sig jævnligt gennem landskabet, og det er egentlig ret exceptionelt. Fordi Jorden er den eneste planet, vi kender, hvor livet spirer, er den også det eneste sted, vi kender, hvor ilden findes. Ild kræver ilt og noget at æde, og begge dele findes kun, fordi livet findes og folder sig ud i krøllede bregneblade, høje træer og tørre græsser.

Vi bor på en ildplanet, og det kunne vi lige så godt lære at vænne os til. Så det gjorde vi. Selv om man skulle tro, at vilde dyr skyr ilden, har vi i dag observeret chimpanseflokke, der hænger ud ganske få meter fra en brands fremmarch. Ikke et ildinferno som de store skovbrande, men mindre græsbrande, som opstår temmelig ofte, når lyn og tørre strå mødes. Faktisk er chimpanserne så vant til ilden, at de har nogle helt specielle kald, hvis vinden ændrer sig, eller flammerne tager en uforudset drejning, og så flytter de sig, men kun lidt.

Nogenlunde sådan tænker vi også, at de tidlige mennesker må have haft det med ilden. Den var en bekendt, der jævnligt kiggede forbi, men på et tidspunkt fandt man ud af, at den kunne blive en skattet ven. For når branden havde passeret, kunne menneskene gå rundt i asken og samle insekter op, hive færdigbagte smådyr ud af deres jordhuler og tygge de før så hårde rodknolde, som ilden havde efterladt søde og møre. Samtidig åbnede den brændte jord landskabet, så det blev lettere at bevæge sig omkring, rovdyrene var nemmere at spotte, og nye, spæde planter voksede frem.

Faktisk var der så mange fordele ved ilden, at man skulle være et skarn for ikke at udnytte den. For eksempel ved at samle en brændende kæp op og transportere den med sig, tænde et bål og sørge for at fodre ilden med brænde. Var man virkelig ihærdig, kunne man hjælpe naturbrandene lidt på vej ved selv at sætte ild til bestemte dele af landskabet, sådan som mennesker i Australien gjorde det for mindst 40.000 år siden. For ét var, at ild kunne være et jagtvåben, der jog byttedyr ud af deres skjul, men var man smart, kunne man indrette et mosaiklandskab af bevoksning i forskellige aldre, så der aldrig var langt på stisystemerne mellem nyafbrændte felters spæde planter og granvoksne træers frugt.

På den måde blev vores omgang med ild definerende ikke bare for os selv, men også for vores omgivelser. Og skal man tro den britiske antropolog Richard Wrangham, har den endda formet vores kroppe.

En tak til kokken

Da Richard Wrangham var ung, fik han en vild idé. Han var i Tanzania som forskningsassistent for den legendariske chimpanseekspert Jane Goodall, da han opdagede, at chimpanserne opførte sig forskelligt, alt efter hvor meget mad der var til rådighed. I nogle sæsoner var der masser af frugter, og chimpanserne lå i en stor klump og åd af overfloden, og på andre tidspunkter, hvor maden var knap, delte de sig op i små grupper for at søge føde.

Det fascinerede ham, har han fortalt i et interview mange år senere, at maden og adfærden var så sammenflettet. Så han opsøgte Jane Goodall for at indvie hende i sin idé: Han ønskede at undersøge, om et menneske kunne leve på chimpansernes diæt. Og forsøgspersonen skulle være ham selv – han ville leve en tid som chimpanse i naturen og spise deres mad.

»Ja … okay …« husker han, at hun svarede, »det lyder skørt. Men hvis det er det, du vil, så gør det.«

I øvrigt skulle det være så autentisk som muligt, tilføjede Wrangham, så han ville gøre det nøgen.

Jane Goodall tøvede. Det blev nødt til at være anstændigt, mente hun. Så han måtte i det mindste bære et lændeklæde. Dét nægtede Wrangham – muligvis, har han senere fortalt, fordi det tjente som undskyldning for ikke at gennemføre det temmelig ubehagelige eksperiment. Hvilket måske var meget godt. Det er nemlig mere end tvivlsomt, om et nutidsmenneske i længden ville kunne leve på en chimpansediæt.

Der skulle gå 25 år, før Richard Wrangham igen vendte sine tanker mod kosten. Men så udviklede han også en bredt anerkendt hypotese om, at en drivende kraft brag menneskets udvikling var mad. Duftende, veltilberedt mad.

Kaster du en kartoffel ind i et lejrbål, sker der mange ting. Membraner brister, strukturen ændrer sig, stivelsen bliver blød og geléagtig, smagen sødere og rodfrugten nemmere at spise – og så holder kartoflen i øvrigt op med at være giftig. På en måde har du tyvstartet fordøjelsen, allerede inden rodfrugten rammer din tunge, og ifølge Richard Wrangham er det netop nøglen til at forstå vores evolutionære succes.

For 2,6 millioner år siden var menneskearten ved at udvikle sig fra vores forfader, den ret lille Australopithecus, som gik oprejst, men let vraltende, og hvis stærke kæber knuste en kost bestående af blade, rødder, insekter og frugt. Selv om fundene er sparsomme, tyder det på, at en ny art opstod for omtrent 2,3 millioner år siden, Homo habilis, og de kunne lave simple, skarpe stenflager, der som et sæt tænder uden for kroppen kunne skære tungerne ud af antiloper og partere dyr. Med stenflagerne kunne føden findeles, og allerede dét hjælper fordøjelsen på vej, ligesom det gjorde, når disse tidlige mennesker brugte sten til at stampe maden. Der var tegn på forandring: Ud fra kranierne ser det ud til, at habilis’ hjerner var vokset, men de få skeletter, vi har fundet, tyder samtidig på, at de stadig var små og havde lange arme.

Og så, en halv million år senere – hvilket evolutionært set er en tur rundt om blokken – vandrede den flotte, høje Homo erectus ind på evolutionens scene. Med en omskrivning af Wranghams ord lignede de os nutidsmennesker så meget, at en Homo erectus kunne gå ned ad gågaden i Holstebro, dreje ind i Vero Moda og passe tøjet på bøjlerne.

Selv om deres kranier var mindre end vores og panderne lavere, var deres kæber blevet svagere og maverne fladere – deres tarmsystem var skrumpet, og det er fuldstændigt afgørende for Wranghams hypotese.

Tarmsystemet er en kæmpe energisluger. Ligesom hjernen er. Så hvis man lykkes med at gøre tarmsystemet mindre, vil man kunne frigive mere energi, der kan krudtes af i hjernen. Det er dét, vi kan se af skeletterne, mener Wrangham: at mennesket ved at bruge ild til at tilberede mad ikke længere havde brug for det store tarmsystem. Tilsat hundredtusinder af år og evolutionens vridemaskine resulterede det i en menneskekrop, der kunne spendere langt mere af den kostbare energi i hjernen og mindre på fordøjelsen. Selv om vores nutidshjerner vejer to procent af vores kropsvægt, futter vi 20 procent af energien af oppe under skallen.

Mestringen af ilden udrullede desuden et helt nyt menukort med madvarer, der i rå tilstand er svære at fordøje eller direkte giftige, og det gav os mulighed for at æde ådsler uden at frygte farlige bakterier. Samtidig kunne vi spare de omtrent syv timer om dagen, chimpanser bruger på at finde og æde hårde rødder og seje blade.

Der findes kritikere af Wranghams hypotese og desuden en række ikkeildrelaterede hypoteser om, hvorfor mennesket ændrede sig, som det gjorde – vi kan ikke med sikkerhed sige, at der jævnligt er blevet tilberedt mad, før Homo sapiens gjorde sin entré. Men for Wrangham er det indlysende: Det var kogekunsten, der gjorde os til mennesker.

Rundt om bålet

Den amerikanske forsker Andrew Sorensen har en svaghed for ild. Allerede som barn var han med egne ord en lille pyroman, og da han voksede ind i et liv som arkæolog, styrede ilden også hans bane.

Længe har forskere ment, at det først var vores menneskeart, Homo sapiens, der var klog nok til at tage det sidste afgørende skridt og ikke bare bruge ilden, men skabe den selv. Der fandtes ingen arkæologiske fund, der tydede på, at neandertalere nogensinde lykkedes med det. Vi ved, de brugte bål – vi har håndfaste arkæologiske beviser for, at mennesker i mindst 800.000 år har lavet ildsteder ved at høste flammer fra naturbrande, holde ilden ved lige og, når den gik ud, klare sig uden.

Men kunne det nu passe, at neandertalerne aldrig lærte det, spurgte Andrew Sorensen og satte sig som eksperimentel arkæolog for at gå meget håndgribeligt til spørgsmålet. Med pyrit og en håndøkse forsøgte han at lave gnister, og det lykkedes. Al den banken af mineral mod håndøkse lavede ikke bare gnister, men også meget distinkte mærker i redskaberne og efterlod mineralske spor, som han kunne sammenligne med neandertalredskaber, der var omtrent 50.000 år gamle.

Det var et match.

»Det var det ældste ordentlige bevis på fremstilling af ild,« siger Andrew Sorensen. »Hvilket jo egentlig er ret ungt.«

Andre er mere i tvivl, og der er stadig debat om, hvornår mennesket først lærte at skabe ild. Men hvis neandertalerne rent faktisk mestrede det for mindst 50.000 år siden, viser det, at det ikke udelukkende var Homo sapiens, der kunne udføre dén lille genistreg.

Længe før dette havde vores omgang med ild dog allerede ændret os. Ilden fik os til at kravle ned fra træerne om natten og sove på jorden, hvor vi nu ikke længere behøvede frygte rovdyrene. Den åbnede landskaber og gav os mulighed for at jage bjørne og andre store huledyr ud af de grotter, vi selv ønskede at bebo. Den varmede os, så vi kunne rejse mod koldere egne af kloden, den lod os hærde træ og sten, så de blev til mere effektive redskaber, og at smelte birkebark, så man kunne udvikle tjære til at klistre spydspidser på skafter.

Ilden forlængede også dagen. Bålet blev et samlingssted, hvor kulturer formedes, sprog udvikledes, ritualer blev udført, historier fortalt og myteverdener opstod. Og med tiden udviklede vi ildstederne, så de blev til ovne, hvor temperaturerne kunne nå hidtil ukendte højder, vi lærte at smelte metaller og fandt på at blande tin og kobber, så bronzen opstod og afsluttede stenalderen.

Vi er ildvæsner. Engang for et ukendt antal år siden fandt et ansigtsløst fortidsmenneske ud af, at man kunne tvinge ild fra to kolde sten, og det var dét.

»Det var en lang march,« siger Andrew Sorensen. »Men alle disse små innovationer ledte til den næste fase og den næste indtil et punkt, hvor vi byggede den moderne verden på ild.«

Kilder: Felix Riede, professor i arkæologi, Aarhus Universitet. Ivo Jacobs, forsker i pyrokognition, Lund Universtet. Tobias Wang, professor i biologi, Aarhus Universitet. Andrew Sorensen, arkæolog og forsker, Leiden Universitet. Laurent Mazet, arkæolog og koordinator, Sagnlandet Lejre.

Bøger: Stephen J. Pyne: The Pyrocene, University of California Press, 2021. Richard Wrangham: Catching Fire, Profile Books Ltd, 2010.

Podcasten Talking Apes. Sæson 1, afsnit 13: »Cooking and our Closest Cousins«, 2021

Collagerne er lavet med udgangspunkt i fotos af: Jewel Samad, Bob Edme/AP/Ritzau Scanpix