Det var en lørdag morgen. I kanterne perlede og glimtede duggen i lyngen, septemberurter, græsser og edderkoppespind. Jeg har set det så mange gange før, men det får stadig et lille smil frem i mine øjne.
Vi kørte fra Ribe og ud mod havet og vandkanten. Vi steg ud på en form for holdeplads og kiggede os lidt omkring. Himlen her var så stor – råbende stor, især i det bløde, lange lys. Lysten til at sætte sig bump ned væltede op i mig, lysten til at have højt græs omkring ørerne.
Men inden jeg nåede det, passerede omkring fem-seks biler forbi os, anført af en firehjulstrækker med logoet »Nationalpark Vadehavet«.
Det var vejen til Mandø, vi tilfældigvis var kommet til. Vi skulle bare lige have været her lidt, men alt trak i os. Vejen var blevet kørbar. Det var ebbe, og havvandet var ved at trække sig. Det gled ud gennem marskens loer og løb. Blotlagde vaderne, og vi fandt vejen.
Det sitrede i mig, for jeg kendte ikke sådan en vej. Et ældre ægtepar stoppede, og vi kørte op på siden af dem.
»Kender I tidevandets rytme lige her?« spurgte jeg.
