Det er blandt oplyste og højtuddannede mennesker en almindelig antagelse, at det er Dansk Folkepartis skyld. Det store slagsmål om indvandrere og flygtninge skulle således være skabt af Dansk Folkeparti, og hvis det ikke havde været for Dansk Folkeparti, ville vi have en 'god tone' og en 'anstændig humanisme'.
Men det fremgår af den bog om Venstres vej til magten, som Weekendavisens politiske journalist Hans Mortensen under titlen Tid til forvandling - Venstres vej til magten netop har udgivet, at en kreds af politikere i Venstre allerede i 90'erne var bevidste om, at der i udlændingedebatten var opstået en markant modsætning mellem tendenser i vælgerbefolkningen og den politiske konsensus. Partisekretæren Claus Hjort Frederiksen mente allerede dengang, at Venstre skulle satse på at udnytte den modsætning, men den daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, nægtede at gøre udlændingepolitikken til en politisk mærkesag ved valget i 1998. Venstre tabte som bekendt valget, Uffe Ellemann-Jensen trådte tilbage og overlod pladsen som partiets formand til Anders Fogh Rasmussen.
Overgangen fra Ellemann-Jensen til Fogh Rasmussen kom til at markere et afgørende vendepunkt for partiet: Uffe Ellemann-Jensen var den profilerede provokatør, som fastholdt en humanistisk linje i udlændingepolitikken, en liberal profil, som tiltalte moderne, urbane vælgere og repræsenterede udtalt begejstring for det europæiske samarbejde. På Anders Fogh Rasmussens første dag som formand mødtes han med partisekretæren Claus Hjort Frederiksen til en frokost i Nyhavn. De erkendte, at Anders Fogh Rasmussen måtte anlægge en helt anderledes politisk stil end Uffe Ellemann-Jensen: Han skulle være 'bredtfavnende' og 'resultatorienteret'. Han måtte ikke som sin forgænger støde frustrerede arbejdervælgere og tvivlende midterpartivælgere fra sig. Dengang regnede de ikke med Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtte. De to testede ideen om den nye Fogh Rasmussen på partiets reklamemand, Hans Morten Rubin, som straks støttede projektet. Fra den dag ændrede Anders Fogh Rasmussen politisk profil fra ideologisk liberalist til anti-elitær pragmatiker. Han var forbeholden over for EU, han krævede højere straffe og konsekvens over for kriminelle, og han lancerede udlændingepolitikken som et opgør med 'sødsuppementaliteten' og 'meningstyranniet'. I et interview hævdede den nye formand endda, at han ikke tog det så tungt, hvis man i pædagogisk øjemed kom til at stikke en lussing. Det værste for ham var ikke fysisk afstraffelse, det var mangel på konsekvens.
Den lille mands parti
Forandringen af Fogh Rasmussen var også en forandring af Venstre. Som Hans Mortensen dokumenterer, var det i løbet af firserne blevet klart for det gamle bondeparti, at deres vælgergrundlag var ved at forsvinde. Hvis Venstre skulle blive ved med at gøre sig gældende, måtte de tiltrække et nyt og moderne segment. De skulle tiltrække de unge erhvervsdrivende i byerne, som ikke så 'udviklingen' som en trussel, men derimod krævede personlig frihed, var kritikere af det høje skattetryk og tilhængere af internationalt samarbejde. En Gallup-måling indikerede i 1995, at forandringsprocessen var lykkedes. Venstrefolkene havde ifølge målingen 'større selvtillid end andre', de var mere 'tilbøjelige til at prøve nyheder', så det i højere grad end landsgennemsnittet som 'oplivende at tage en risiko', de var 'positive over for reklamer' og 'lagde mere vægt på at have personlig succes'. Bonden var ikke længere billedet på den typiske Venstre-vælger, det var derimod 'yuppien'. Anders Fogh Rasmussens debatbog Fra socialstat fra minimalstat var et radikalt og kontroversielt manifest for det nye Venstre.
Men det blev Anders Fogh Rasmussen selv, der siden tog opgøret med det liberalistiske Venstre og i stedet hævdede, at det nu skulle være det 'lille mands parti'.
Det var en kalkuleret strategi, som Anders Fogh Rasmussen overtog fra New Labour i England, at den politiske leder måtte tage et opgør med ideologerne i sit eget parti for at vinde troværdighed i den brede befolkning.
Hvad med vennerne?
Det sjove er i den forbindelse, at Anders Fogh Rasmussen har overbevist den brede befolkning, men stadig ikke formår at begejstre sine egne. Anders Fogh Rasmussen stråler som formand, fordi han kan holde partiet ved magten, men hans politiske projekt regnes blandt Venstrefolk stadig for et kompromitterende knæfald for socialdemokratismen. Hans Mortensen beskriver præcist overgangen fra den vilde jubel over sejren i 2001 til de rutineprægede klapsalver i en halvtom hal efter valget i 2007. Venstrefolkene vil gerne vinde valg. Men de vil tilsyneladende hellere vinde med det, de regner for deres egen politik.
Det gode ved Hans Mortensens bog er den grundige rekonstruktion af de overvejelser og indflydelser, som førte til de grundlæggende forandringer af partiet Venstre. Selv taler Mortensen ikke meget i bogen, men agerer snarere ordstyrer for aktørerne, som citeres udførligt. Og det er en så interessant proces, at den systematiske rekonstruktion gør en god bog.
Der er dog i bogen hverken egentlige analyser af mulighedsbetingelserne for forandringsprocesserne eller kritiske refleksioner over, om de omfattende reformer af uddannelsessystemet, kontraktpolitikken og globaliseringsstrategien lever op til målsætningen om at være 'den lille mands parti'. Bogen fokuserer så meget på arbejdet med partiets identitet, at der ikke bliver plads til at analysere partiets politik. Bogen bliver i den forstand symptomatisk for en udviklingstendens, som også er med til at forklare Anders Fogh Rasmussens succes. Hvem holder en mand op på indholdet af løfterne, hvis bare han holder, hvad han lover?
