Journalisten Helle Merete Brix ser ganske givet sig selv som frihedskæmper. Nu da det er åbenbart for næsten enhver, at visse islamistiske grupperinger med al-Qaeda i spidsen udgør en trussel mod vestlige interesser, er det Brix' ærinde i hendes nye bog Mod Mørket. Det Muslimske Broderskab i Europa at gøre opmærksom på, at det ikke kun er denne ekstreme udlægning af islam, der er problematisk. Brix skriver det meget klart: "Efter min opfattelse er det selve islam, der er problemet, og det er vigtigt at forstå". Islam handler altså på egen hånd. Blandt forskere og analytikere af religioner og religioners udvikling er der ellers en klar forståelse af, at det er de troende, der handler, og ikke religionen som sådan. Med andre ord er islam, hvad muslimer gør islam til. Konsekvensen heraf er, at islam er mange ting. Men sortseeren Brix ser altså islam som noget essentielt. Der er kun én islam. Her er hun helt på linje med de muslimer, som hun er så nervøs for er ved at overtage og omskabe Vesten i et nyt og totalitært billede.
Brix er skuffet. Meget skuffet. Der er nemlig kun få, der kan se, hvad hun ser, og med sin nye bog forsøger hun at råbe vagt i gevær. Det er, ifølge Brix, især Danmarks - og mere generelt Vestens - islamforskere der ikke har levet op til forventningerne. Konsekvensen - i Brix' logik - er, at politikerne ikke har forstået, hvor vigtige spørgsmål integration og indvandring er. En anden konsekvens er, at de europæiske politikere er usikre på, hvordan de skal håndtere en række krav som Brix hævder, at muslimer i Europa vil fremsætte i fremtiden. Brix er således sikker på, at vi vil opleve "yderligere krav, så som kønsopdelt undervisning overalt i skoler og undervisningsinstitutioner, promovering af det 'hellige' arabiske sprog, offentlig anerkendelse af muslimske helligdage, ændring af skolernes pensum, så muslimske elever ikke udsættes for undergravende tanker, ret til polygami, mild domspraksis i tilfælde af 'æresdrab' og lignende ...". Da den vigtigste af de muslimske organisationer i Europa, ifølge Brix, er Det Muslimske Broderskab, er den organisation bogens omdrejningspunkt. Desværre synes der slet ikke, at være andet holdepunkt end at 'de store stygge muslimer kommer'. Der er nemlig tale om "et koordineret islamisk fremstød i Europa". Denne ide er, siger Brix, "ikke noget, der er fostret i excentriske journalisters og forskeres hjerner ...", det er simpelthen sådan verden ser ud, selv om kun få er i stand til at se lige så klart som hun.
Tendentiøst værk
Bogen er ikke alene tendentiøs med et ofte vulgært sprogbrug, den er også præget af direkte fejl. I et af bogens første kapitler, hvor Brix slår til lyd for, at det er islam, der er problemet, forsøger hun at signalere et vist kendskab til det arabiske sprog. Hun skriver: "Ordet 'sekulær' findes ikke på arabisk. Nutidens islamforskere gør ikke meget ud af at betone denne grundlæggende forskel". Her viser Brix en grundlæggende mangel på viden om sit felt og ikke mindst det arabiske sprog, som rent faktisk har flere ord for sekulær, hvoraf det mest benyttede er ilmanî.
En anden svaghed ved bogen er, at Brix ganske enkelt ikke magter at fastholde fokus på Broderskabet. Hun beskriver således en lang række meget forskelligartede muslimske grupperinger, som for eksempel Jamaat al-Islami, Tabligh, Hizb ut-Tahrir med flere. Også den danske gruppering Muslimer i Dialog får et par hårde ord med på vejen. Brix hopper endvidere selektivt fra land til land alene med det ene formål at så tvivl om muslimske grupperingers oprigtighed. Brix understreger da også i bogen, at vi under ingen omstændigheder kan stole på muslimer, der er en del af Broderskabet. Hun henviser i den sammenhæng til begrebet taqiyya, der omtales som "kunsten at skjule eller lyve om sine hensigter". En kunst alle Broderskabets organisationer i Europa, ifølge Brix, mestrer. Bogens sammenblandinger skaber absolut ingen klarhed, men måske har det heller ikke været hensigten. Det er faktisk synd, da dens emne er interessant og trænger til at blive belyst mere indgående.
Med Helle Merete Brix seneste bog er det vanskeligt at vurdere, hvor formørkelsen har bidt sig mest fast: er det hos Brix og hendes allierede? Eller er det blandt segmenter af muslimer i den europæiske kontekst, der på den ene eller anden vis bekender sig til politisk islam? Én ting er sikker: de kan ikke undvære hinanden, for de lever og næres af hinanden. Lad os håbe, at vi andre ikke skal være gidsler i disse mørke kræfters vold alt for længe.
