Læsetid: 3 min.

Vi bestemmer ikke selv vores selv

Svend Brinkmann har skrevet en bog om 'identitet' i forbrugersamfundet, som udmærker sig som et katalog over samtidens teorier om identitet og selvfortolkning
Hvem er jeg? Selv om vi nogen gange taler, som om vi er ophavsmænd- og kvinder til vores egen tilværelse, viser det sig for et analytisk blik, at vi identificerer os med fælles antagelser og hierarkier, når vi identificerer os selv, skriver psykolog Svend Brinkmann i sin nye bog.

Hvem er jeg? Selv om vi nogen gange taler, som om vi er ophavsmænd- og kvinder til vores egen tilværelse, viser det sig for et analytisk blik, at vi identificerer os med fælles antagelser og hierarkier, når vi identificerer os selv, skriver psykolog Svend Brinkmann i sin nye bog.

S. Lindberg

14. juni 2008

Hvis man virkelig vil realisere sig selv, kan man ikke være sig selv nok. Hvis man vil svare sagligt og redeligt på spørgsmålet 'Hvem er du?', kan man ikke bare beskrive sig selv. Det vil sige: Det kan man selvfølgelig godt. Men denne beskrivelse vil fra starten være tvunget til at henvise til moralske principper og æstetiske forestillinger, som rækker langt ud over det enkelte selv.

Man kan måske bilde sig ind, at man selv har valgt sin moral og sin smag. Men man kan ikke engang et øjeblik indbilde sig selv, at man selv har opfundet det væsentlige i ens egen tilværelse. Selv om vi nogen gange taler, som om vi er ophavsmænd- og kvinder til vores egen tilværelse, viser det sig for et analytisk blik, at vi identificerer os med fælles antagelser og hierarkier, når vi identificerer os selv. Når vi træder i karakter, gør vi det i socialt rum, som kommer før os selv.

Det er et udgangspunkt for adjunkt i psykologi Svend Brinkmanns nye bog, Identitet - Udfordringer i forbrugersamfundet, at vi ikke er suveræne forfattere til vores eget liv. Det er ikke nogen teoretisk spektakulær pointe, men den fungerer alligevel som et korrektiv til, hvad man ofte antager, når man spørger: 'hvem er du?'.

Den næste indsigt, som er grundlæggende for bogen, er følgelig, at selvrealisering ikke kan anskues som et udelukkende egomanisk eller æstetisk projekt. Selvrealisering er også et moralsk anliggende. Den, der realiserer sig selv, gør det også implicit i forhold til antagelser om, hvordan man bør handle, og man bliver anerkendt som et værdigt selv eller miskendt som en egocentriker efter moralske kriterier. Disse moralske kriterier er ikke koblet til synlige ritualer, som de antages at have været det i 'førmoderne samfund'. Og de ekspliciteres sjældent som dogmer.

Det kan derfor være svært at få øje på dem, og det er blandt bekymrede kulturkritikere ikke usædvanligt at identificere selvrealisering som sådan med moralsk forfald og selvoptagethed. Det kan selvrealisering naturligvis praktisk forfalde til, men når vi kritiserer mennesker, som bruger andre mennesker som midler til at opnå personlige mål, er det netop ud fra en anden moralsk forestilling om, hvad selvrealisering burde være. Derfor anbefaler Brinkmann mod slutningen af sin bog, at "vi i højere grad fokuserer på de fortolkningsprocesser, som vi alle er en del af, når vi forstår os selv, frem for at kræve, at vi finder sandheden om, 'hvem vi er' ved at kigge ind i os selv."

Over de store tænkere

Brinkmann opsætter to kriterier for den vellykkede selvrealisering: Det ene kalder kan 'korrespondens' og det andet 'kohærens'. Korrespondens betyder i denne sammenhæng, at det, man gør som person, korresponderer med fælles antagelser om det gode og det rigtige. Og kohærens betyder, at man fortolkende forbinder begivenheder og situationer i tilværelsen i en helhed. Korrespondens handler om at leve op til moralske standarder, og kohærens betegner bestræbelser på - gennem en fortælling om sig selv - at skabe en personlig identitet over tid. Det gælder også i denne kontekst om at erkende, at den enkelte person er indlejret i fortolkningsfællesskaber, som ligger før personens egen historie.

Dette gælder i særdeleshed også for Brinkmanns egen bog. Han vandrer fra den ene store tænker over psykologer og videre til et veritabelt vælde af sociologer. Der er ikke tale om fortolkninger af de berørte tænkere, men små nedslag i enkelte citater og gengivelser af, hvad Michel Foucault, Charles Taylor, Martin Heidegger, Hartmut Rosa, Richard Sennett, Nikolas Rose, Axel Honneth, Zygmunt Bauman og mange andre mener.

Det er ikke læsninger, som fortolkende opholder sig ved en pointe, men derimod citeringer, der fungerer som små sten, forfatteren kan træde på igennem bogen. Bogen udvikler sig således mest til et fint katalog over samtidige analyser af identitet, selvfortolkning, selvteknologier og identitetsudfordringer. Og den ender med at gentage nogle af de mest udbredte generaliseringer om samtiden: I forbrugersamfundet bestemmes identitet ikke af, hvad vi har, men af hvad, vi forbruger, og "den centrale værdi i forbrugersamfundet er blevet den gode (intense, spændende, udviklende) oplevelse".

Der postuleres således nogle historiske forandringer for menneskelivet, som kan resumeres i klare konklusioner og entydige domme. I de første tre kapitler er Brinkmann meget omhyggelig med at nuancere sine teser om 'identitet', men i det sidste kapitel forfalder bogen til forenklinger og konklusioner, som man kender i forvejen fra kronikker og kommentarer. Det er, som om bogen fortaber sig i de fortolkningsprocesser, som også den er en del af, og ikke rigtig tilføjer noget nyt. Og det er jo en slags pointe i sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det er, som om bogen fortaber sig i de fortolkningsprocesser, som også den er en del af, og ikke rigtig tilføjer noget nyt. Og det er jo en slags pointe i sig selv. "

Hmm...hvilken pointe er mon det ?

Som modspil til 'refleksivitetsanbefalingen' som vores kultur er godt proppet med i visse kredse og arenaer som coaching, biografier, udd.sektoren, tv-shows - som fortolkning af fortolkninger, iagttagelse af iagttagelser - bør man lære at opdyrke ikke-identitetstilstande:

Altså jegløse tilstande i og med kunst, meditation, sindsformning, procesflow, bevægelse, stilstand og ren lytten ect. Ellers bliver det hurtigt en ond gnavende cirkel med al den refleksivitet og selvfordobling. Selvarbejde macht frei, synes det at lyde til gavn for BNP både i den produktive og i den konsumerende ende af kasseapparatet. Der er slet og ret penge, og stemmer, i identitetsforhippethed. Fra Pia K til Oprah til Nike til den lokale anerkendelsespusher på arbejdet eller i skolen.

Jeget er jo i sidste ende, og til at begynde med, 'tomt', eller fyldt op af 'verden'. Alle, eller mange af de religiøse traditioner har den dimension med. Sufi, zen, tao, kabbalah, tillært uvidenhed ect....

Refleksivitet og fortolkning af fortolkninger er kun en dimension, men brugbart i forhold til konkrete indlejrede og aktivt virksomme forestillingsverdener om dit og dat i den sociale virkeligheds meningsspil...