Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Filmanmeldelser

Filmanmeldelser
Moderne Tider
13. juni 2008

Ny film: Helt til grin

af Christian Monggaard

Will Ferrell er det, englænderne kalder an acquired taste - altså noget, man skal vænne sig til. Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke helt har vænnet mig til den amerikanske komiker og skuespiller, der har gjort den uhyggeligt umodne mand til sin specialitet.

I sin nye film, Semi-Pro, der foregår i 1970'erne og skiftevis rammer helt ved siden af og lige i plet, spiller Ferrell den flamboyante Jackie Moon, der ejer et elendigt basketball-hold i American Basketball Association. Jackie har svært ved at tiltrække tilskuere - selv om han gør, hvad han kan med bjørnebrydning og kanonkonger - og bliver lykkelig, da det annonceres, at ABA skal fusioneres med den professionelle liga, NBA, hvor pengene er flere.

Uheldigvis er det kun de fire bedste hold i ABA, der kommer med over i NBA; resten lukkes, og Jackie, der selv træner sit hold og spiller med, og hans ikke voldsomt boldbegavede spillede, må tage sig gevaldigt sammen, blandt andet med hjælp fra den afdankede NBA-spiller Monix (Woody Harrelson).

Fremherskende tendens

Plotmæssigt er der altså ikke meget nyt at komme efter i den instruktørdebuterende Kent Altermans Semi-Pro, der forsøger den svære kunst at blande det dybt tåbelige med det genuint rørende, hvilket langt fra altid lykkes.

Man må give Will Ferrell, at han sjældent holder sig tilbage, og at det netop er hans frygtløshed i forhold til at gøre sig selv fuldstændig til grin, som gør, at man trods alt kommer til at holde lidt af ham - og i glimt morer sig undervejs.

Omvendt har man svært ved at tage ham - dvs. Jackie Moon - alvorligt som karakter, og det bliver i længden lidt anstrengende at se på en granvoksen mand, der opfører sig som et vanartet barn, uden at man føler, at der er en mening med galskaben. Således er Ferrell i øvrigt - og sammen med Adam Sandler og Steve Carell - en overbevisende repræsentant for den fremherskende tendens inden for den fjollede amerikanske mainstreamkomedie.

Semi-Pro. Instruktion: Ken Alterman. Manuskript: Scot Armstrong. Amerikansk (En forfærdelig masse biografer landet over)

Ny dvd: Mord i maskinrummet

af Jonas Varsted Kirkegaard

Carter Page (Woody Harrelson) er ud af en fin sydstatsslægt og bor i det Washington DC, hvor faren gjorde politisk storkarriere. Page, som er dannet, veltalende og homoseksuel på den flamboyant-teatralske Truman Capote-facon, ernærer sig som walker, dvs. han ledsager overklassekvinder til teatret, holder dem opdateret med sladder, osv. (Nancy Reagan havde faktisk en sådan).

Udover sit vakkelvorne kæresteforhold til den bemærkelsesværdigt væsensforskellige paparazzifotograf Emek (Moritz Bleibtreu), som også sysler med noget Abu Ghraib-skandale-inspireret kunst, er politikerhustruen Lynn (en sjældent bedre Kristin Scott Thomas) det tætteste, Page har på en rigtig relation i en by befolket af manøvredygtige magtmennesker. Da Lynn finder sin elsker myrdet, rodes den konfliktsky Page ind i sagen, og tvinges til at tage sin overfladiske livsstil op til revision.

Nutidig anakronisme

The Walker ligger lidt i forlængelse af Paul Schraders American Gigolo fra 1980, men selvom Page ligner en anakronisme, udspiller filmen sig i et meget nutidigt Washington DC, hvor leden ved og mistilliden til Bush-regeringen er dyb og intens.

Takket være især dialogen og miljøbeskrivelsen er The Walker godt selskab i den første times tid, mens det dramatiske klimaks ikke rigtig overbeviser.

Ekstramaterialet er sparsomt: En trailer og et kort interview med instruktøren.

The Walker. Instruktion og manuskript: Paul Schrader. Region 2. Sandrew-Metronome

Ny dvd: En teenager på sporet

af Christian Monggaard

Sherlock Holmes og Philip Marlowe møder Beverly Hills 90210 - sådan kunne en kortfattet beskrivelse af Veronica Mars lyde.

Uden dog på nogen måde at yde retfærdighed til Rob Thomas' skarpe og underholdende tv-serie, der er lige dele klassekampsdrama, coming-of-age-fortælling og krimiføljeton. Ja, det er meget på én gang, men Thomas og seriens skiftende forfattere og instruktører holder uden besvær de mange bolde i luften rundt om hovedpersonen, smukke, rapkæftede Veronica Mars (Kristen Bell), der ved siden af sit liv som gymnasieelev bijobber som detektiv, gerne sammen med sin far, Keith (den fabelagtige Enrico Colantoni), der ernærer sig som en sådan, men helst alene.

Udstødt

Veronica bor i den umiddelbart idylliske, californiske provinsby Neptune, der er delt ned gennem midten med de rige på den ene side, de meget mindre rige på den anden og gymnasiet, hvor elever fra begge kår går, lige i midten.

Det skaber naturligvis nogle gevaldige spændinger i den lille by, hvor Veronicas far engang var sherif og en ganske betydningsfuld skikkelse.

Men så begik han den synd at anklage en af egnens rigeste og mest magtfulde mænd for mordet på sin egen datter - Veronicas veninde - og nu er hverken han eller Veronica en del af det gode selskab længere.

Naturlig udvikling

I løbet af seriens første sæson følger man Veronica - der med hjælp fra sin bedste ven, nytilflytteren Wallace (Percy Daggs III) - bliver en slags husdetektiv på Neptune High, samtidig med at hun og faren - hver for sig og uden hinandens vidende - arbejder på at opklare det mystiske mord på Veronicas veninde og dermed give faren oprejsning.

Veronica Mars er en serie for alle fans af en intelligent, velskabt krimi, spændstig dialog og hovedpersoner, især Veronica, naturligvis, som man gider være i selskab med, og som får lov til at udvikle sig naturligt afsnit for afsnit. Undervejs har serien - og dens bagmænd og -kvinder - beundringsværdigt meget at skulle have sagt om mennesker, unge som ældre, om kærlighedens på én gang forførende og forræderiske væsen, om retfærdighed, moral og etik og om de farlige og uretfærdige forskelle på rig og fattig.

Det er bestemt ikke alle amerikanske mainstream-tv-serier, man kan sige det samme om.

Veronica Mars Sæson 1. Skabt af: Rob Thomas. Region 2. Warner Home Video

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her