Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Historien vender tilbage

Den nykonservative tænker Robert Kagan ser en ny global kappestrid mellem demokratier og autokratiske lande som Kina og Rusland. Men hans analyse lider af fundamentale mangler og forbløffende udeladelser
Moderne Tider
7. juni 2008

Robert Kagan er en amerikansk nykonservativ intellektuel, som altid er værd at læse, når han sætter pen til papir i håb om at få sat skik på en kompliceret verdenssituation.

Men - og det er en vigtig tilføjelse - Kagans analyse bærer altid stærkt præg af hans centrale 'weltanschauung': At De Forenede Stater er et godartet imperium, der godt nok begår fejltrin ind imellem, men hvis dominans på verdensscenen er uundværlig, med mindre man altså ønsker hobbesianske tilstande.

Problemet med dette præmis er, at uagtet hvordan USA agerer, så vurderes supermagtens indflydelse ud over sine nationale grænser i Kagans øjne at være fuldt ud legitime. Tilsvarende er enhver anden stats bestræbelse på at stække USA's globale magt á priori illegitim, især hvis udfordreren ikke opfylder den nykonservative tænkers strikse kriterier for at være et demokrati i Oplysningstidens traditioner.

I sine tidligere bøger har Kagan slået til lyd for det i USA uortodokse synspunkt, at Amerika lige fra sin dannelse har begæret at være en verdensmagt og at det aldrig har afskyet at anvende magtmidler til virkeliggørelse af sine imperiale ambitioner.

Men ifølge Kagan er vore dages USA ikke et 'klassisk' imperium, fordi amerikanerne som et folkefærd aldrig har bestræbt sig på at bygge og udbytte kolonier. De har derimod ønsket at sprede demokratiske (og universelle) værdier, hvilket skulle gavne andre folk og til gengæld sikre det amerikanske demokratis overlevelse på én og samme tid.

Kappestrid om dominans

I sin nyligt udgivne bog Historiens Tilbagevenden og Afslutningen på Vores Drømme postulerer Kagan, at en ny magtkamp er tonet frem på verdensscenen - mellem demokratiske og autokratiske lande. De første identificeres som USA, Europa, Japan, Australien og flere østasiatiske lande (Canada og latinamerikanske lande nævnes besynderligt nok ikke), mens de autokratiske lande skulle være Kina, Rusland og Iran (i et afsnit om den islamistiske trussel lægges ret ubemærket de autoritære og USA-venlige arabiske stater, minus Irak, til listen).

Ifølge Kagan vil de to blokkes kappestrid om det globale overherredømme dominere det 21. århundredes internationale scene og derved overskygge et mindre betydningsfuldt opgør mellem 'moderniteten' og den radikale Islam. Her bryder han altså med den nye konventionelle tænkning i Vesten, at Islamismen er dette århundredes største trussel mod 'civilisationen'. Hans begrundelse lyder, at islamisternes stræben efter at vende tilbage til et traditionelt og formørket samfundsmønster er dømt til at mislykkes, fordi moderniteten er overlegen som samfundsmodel. Et argument, der stinker af vestlig kulturarrogance og end ikke søger at forstå de kræfter, som gør oprør mod den vestlige indflydelse i traditionelle islamiske samfund.

Nynationalismen

Kagan ser konturerne af den nye globale kappestrid i en afart af den nationalisme, som avlede det 19. århundredes etniske konflikter og krige. Vor tids nationalisme skulle altså være en drivende kraft i internationale magtrelationer, og han mener - ikke overraskende - at autokratiske staters "push-back" mod den amerikanske supermagt skal forstås i dette perspektiv: Ledere af autokratiske stater føler sig truet af demokratiet; derfor søger de at ekspandere deres magt på den globale scene.

Nynationalismen er ifølge Kagan et fænomen, som opstår i forbindelse med afslutningen af den Kolde Krig. Som man vil erindre, var det den toneangivende opfattelse i 1990'erne, at ikke alene de tidligere sovjetiske satellitstater, men også det nye Rusland, ville blive Vestens pålidelige og værdige demokratiske samarbejdsparterne i en ny æra.

Det var i den anledning, at Francis Fukuyama (tidligere nykonservativ og nu Obama-fan) formulerede sin tese om en ny global tilstand - den konfliktfyldte Histories endeligt - hvor markedsøkonomi og demokrati var blevet den eneste mulige samfundsmodel. Amerika havde besejret alternativet - kommunismen.

Nykonservative Kagans ærinde er at finde en ny raison d'etre for USA's fortsatte globale dominans ved at vende Fukuyamas tese på hovedet og erklære, at Historien er vendt tilbage i form af autokratiske Kinas og Ruslands "aggressive" bestræbelser på at akkumulere mere magt i forhold til USA og dets allierede.

Han fremmaner altså et nyt trusselbillede, der kan tjene til at berettige en stedse stigning i forsvarsbudgettet og en prioritering af konventionelle våben fremfor større vægt på anvendelse af bløde magtmidler til undergravelse af terrorismens grundlag.

Usynligt Irak

Men Kagans teori lider af nogle fundamentale mangler. For det første er det primært USA, som i den nykonservative æra har optrådt som en traditionel nationalistisk magt ved at fokusere snævert på sin egne interesser fremfor at underbygge og konsolidere det system (fra Bretton Woods), som det tog initiativ til at realisere efter 2. Verdenskrig. Amerika opfattes ikke længere som garant for denne verdensorden, men snarere som en supermagt, der handler efter eget forgodtbefindende uden omsorg for det internationale samfunds institutioner.

For det andet forsømmer Kagan - i en forbløffende udeladelse - at analysere de internationale følger af præsident George W. Bush' og de nykonservatives invasion af Irak i 2003. At postulere, at Kina og Rusland (inklusionen af Iran i denne kreds er latterlig) udgør kilderne til en ny international kappestrid uden at vende spejlet og selvkritisk granske i USA's unilaterale politik, er ensidigt til det ekstreme.

Værst bliver det, når Kagan i sin konklusion advokerer for grundlæggelsen af en ny 'Demokratiernes Liga', hvis indlysende formål er at erstatte FN's sikkerhedsråd. Man kan sige mange kritiske ting om Sikkerhedsrådet, men at Kina og Rusland alene skulle bære ansvaret for denne institutions paralyse er en ahistorisk og unfair dom.

Republikanernes præsidentkandidat John McCain har entusiastisk adopteret Kagans ide om en ny liga og endda bebudet, at han som præsident vil prøve at få Rusland ekskluderet fra G8-gruppen, fordi landet ikke er demokratisk. Kagan er en af flere nykonservative rådgivere i McCains inderkreds. Så er verden advaret, om hvad man kan vente af en McCain-regering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her