Læsetid: 5 min.

Kampen mod en alt for mægtig modstander

Den tyske filosof Theodor Wiesengrund Adorno udstillede i sit lille kampskrift 'Egentlighedens jargon' fra 1964, hvordan et banalt sprog i hans samtid blev udbredt som indsigt i det dybeste og det mest egentlige
I kølvandet på Heideggers Tyskland skrev Theodor Adorno 'Egentlighedens jargon', hvor han afdækker den sproglige afsmitning fra Heidegger. Adorno mente at kunne konstatere et udbredt 'Heideggeri'. Det var let at identificere, fordi Heideggers tænkning er forbundet med udviklingen af en række specifikke begreber som 'egentlighed', 'befindtlighed' og 'omhu'. Man kan følge sporene af Heidegger ved at følge sproget, og det gør Adorno i sin lille bog.

I kølvandet på Heideggers Tyskland skrev Theodor Adorno 'Egentlighedens jargon', hvor han afdækker den sproglige afsmitning fra Heidegger. Adorno mente at kunne konstatere et udbredt 'Heideggeri'. Det var let at identificere, fordi Heideggers tænkning er forbundet med udviklingen af en række specifikke begreber som 'egentlighed', 'befindtlighed' og 'omhu'. Man kan følge sporene af Heidegger ved at følge sproget, og det gør Adorno i sin lille bog.

7. juni 2008

Det er et både delikat og dramatisk møde. Den tyske kulturkritiker og filosof Theodor Wiesengrund Adorno blev tvunget til at forlade sit hjemland under nationalsocialismen, fordi han var jøde. Og han var bestemt ikke den eneste jødiske tænker, som blev tvunget ud af landet. Walther Benjamin flygtede også fra Nazityskland og tog sit liv under rejsen ind i Spanien, fordi han regnede med at blive afsløret. Også Hannah Arendt flygtede fra nazisterne og endte med at slå sig ned i New York.

Martin Heidegger derimod, som allerede i 1927 med Væren og Tid havde skrevet et af det 20. århundredes væsentligste filosofiske værker, forlod ikke Tyskland. Han var ikke jøde, men derimod medlem af det nationalsocialistiske parti. Heidegger havde oprindeligt dedikeret Væren og Tid til sin jødiskfødte læremester Edmund Husserl, men da nationalsocialisterne kom til magten, blev dedikationen fjernet. Heidegger holdt taler om 'Det Store Germanien' og den særlige tyske ånd, og til et møde i Italien med sin jødiske kollega Karl Löwith, valgte Heidegger at bære det karakteristisk røde naziemblem på overarmen.

Da Adorno kom hjem til Tyskland efter krigen, var Heidegger forment adgang til lærepladser ved de tyske universiteter, men hans tænkning gjorde sig stadig gældende. Adorno mente at kunne konstatere et udbredt 'Heideggeri'.

Det var let at identificere, fordi Heideggers tænkning er forbundet med udviklingen af en række specifikke begreber som 'egentlighed', 'befindtlighed' og 'omhu'. Man kan følge sporene af Heidegger ved at følge sproget, og det gør Adorno i sin lille bog Egentlighedens jargon fra 1964, der nu er udkommet på dansk.

Fascistisk kitsch

Bogen er i første omgang ikke et kampskrift rettet imod Heidegger selv, men en aggressiv og komisk afdækning af den sproglige afsmitning fra Hedeigger, som kaldes 'egentlighedens jargon'. Mange bærer ifølge Adorno 'jargonen' i knaphullet i stedet for det for 'tiden ikke velansete partitegn'. Fascismen lever altså videre i jargonen. Den besynger ifølge Adorno det opbyggelige og det positive, den priser det 'egentlige' og det oprindelige. Den giver sig ud for en særlig dybsindighed og originalitet, men i virkeligheden er den evindelige snak om 'det egentlige' ikke andet end en serie af tomme floskler, der cirkulerer. Adorno citerer præster, studerende, kulturkritikere og filosoffer, der abonnerer på jargonen, som om det var en kritik af den forfladigende massekultur. Men jargonen udbredes selv som slogans for produkter på markedet:

"Jargonen bliver disponibel på hele skalaen fra prædiken til reklame. I begrebets medium ligner jargonen overraskende reklamens vaner. Jargonordene og ord som Jägermeister, Alte Klosterfrau og Schänke er to sider af samme sag,"

Jargonens disciple romantiserer de mest trivielle konstateringer af, at mennesker kan tale, og at det værende er givet, som var det tænksomme indsigter. Martin Heidegger pointerede, at 'væren' kommer før 'det værende'. Forudsætningen for, at et menneske kan betragte en given genstand og bestemme den, er, at både mennesket og genstanden er givet. Hvis man kun fokuserer på det værende som genstande, der er givet for betragtningen, overser man den væren, som går forud. Denne pointe vulgariseres i jargonen, som hylder alt det bestående.

Det bestående samfund bliver ifølge Adorno hævet over kritik, fordi det udlægges som noget ganske udmærket, at det bare er til. Jargonen reproducerer derfor fascismens modstilling af det gode og opbyggelige og det dårlige og opløsende.

Denne retoriske modstilling fungerer som afvisning af kritik overhovedet. Samtale handler i jargonen ikke om at nå til klarhed over et bestemt problem, men blot om at bekræfte det fantastiske, at samtalen finder sted.

Jargonen forholder sig hverken til indhold eller substans, men komplimenterer intensiteten og dybden. Det gælder bare om at bekræfte, at sproget taler, lyset lyser og blomsten blomstrer. Jargonen fungerer som en bekræftelse af de "mølædte instinkter i den tyske småborgerkitsch", som for Adorno er nært beslægtet med fascismen. Jargonen leverer det skin til den kapitalistiske vareverden, som den skal bruge for at forekomme naturlig og uundgåelig.

Adorno erkender, at det kun er en lille gruppe af mennesker, der praktiserer jargonen, men deres virkning er alligevel vanskelig at overvurdere. Jargonen bliver nemlig til selve den tyske ideologi, og kritikken af jargonen bliver til en ideologikritik.

Mellem hvad og hvordan

Egentlighedens jargon er skrevet over et simpelt ideologikritisk skema: Den sammenholder det, jargonen siger, med det, jargonen gør:

"At dette sprog faktisk er ideologi, samfundsmæssigt nødvendigt skin, kan immanent afsløres ud fra modsigelsen mellem dets hvordan og dets hvad."

Jargonen giver sig ud for at være dyb, men den er i virkeligheden overfladisk. Den hylder det egentlige og tænkningen, men den gør det tankeløst og som uegentligt eftersnakkeri. Jargonen kritiserer ligesom Adorno den instrumentelle fornufts dominans i den sociale verden, men den ignorerer kapitalismen som kilde til denne dominans. Fordi jargonen således "vender samfundets og dets objektive ånd ryggen", kommer den til at retfærdiggøre vareverden og den kapitalistiske udbytning.

Til sidst vender Adorno sin ideologikritik mod Heidegger, som han forsøger at 'afsløre'. Han antager, at Heidegger selv er 'forsigtig' og holder sig 'for god' til at give sig tilkende, men i læsninger af løsrevne citater vil Adorno bevise, at Heidegger også selv forfalder til jargonens produktion af skin.

Bogens ideologikritiske ærinde er baseret på en problematisk præmis: Adorno antager, at det kapitalistiske samfund som sådan er svangert med fascisme.

Adornos negativitet

Den ideologi, som han kritiserer, er således både potentielt fascistisk og småborgerlig og fungerer som legitimation for kapitalismen. Alt det onde er i Adornos optik forenet i en mægtig modstander. Påpegning af småborgerlig kitsch glider umærkeligt over i en beskyldning om fascisme og følgelig en retfærdiggørelse af udbyttende og manipulerende kapitalisme. Det positive står hos Adorno for alt det dårlige, som er samlet i det bestående samfund. Det eneste gode er derfor det 'negative', som heroiseres som den eneste ordentlige position til kamp mod alt det onde.

Det er naturligvis en opportun position at bedrive kritik fra, fordi man nemt kan vise, at de andre ikke kender betydningen af deres handlinger og derfor indgår i et komplekst netværk af dårlig smag, moralsk indifferens, udbytning og manipulation.

Hvis bare man fanger en flig af fjenden, kan man rulle hele fjendebilledet ud som sandheden om de andre.

Det er også lidt komisk, at en kulturkritiker, der hylder det 'ikke-identiske' og heroiserer 'den negative dialektik', selv identificerer alle forfaldsmomenter i én modstander og slynger om sig med beskyldninger om fascisme også i tilfælde, som mest handler om forskelle i smag.

Adorno var en umådeligt skarp iagttager af specifikke fænomener og tendenser i sin samtid. Hans afdækning af udbredelse af jargonen er både morsom og satirisk præcis, men det ideologikritiske skema, som bogen er skrevet over, udstilles også undervejs som en selvretfærdig parodi på en kritisk position. Modstanderen bliver så stor, og de andre bliver så dumme og smagløse, at kritikkens eneste funktion er at pege på sprækker og hylde dem som 'ikke-identiske'.

Det sjove er, at lige præcis den kritiske position siden udviklede sig til en jargon blandt venstreintellektuelle, der med Adorno ved hånden kunne være sikre på, at være på den rigtige side, hvis bare de holdt med det 'ikke-identiske' og påpegede de andres ideologi. Men det er en anden historie, som Adorno helt sikkert selv ville kunne kritisere ondskabsfuldt, satirisk og præcist.

Theodor Adorno: 'Egentlighedens jargon'. Indl. og overs. Henning Goldbæk. 128 sider. 190 kr. Det lille forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu