Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Mesterværk til terrortiden

Terror. Sørgeligt aktuelt har Philip Bobbitt med 'Terror Consent' skrevet en vigtig og den måske bedste bog i nyere tid om terrorisme i det 21. århundrede. En ny type terror, der spejler sig i globaliseringen, og som især er farlig, fordi vi ikke forstår dens forandrende natur
Prototypen. Al-Qaeda fremstår som protypen på det 21. århundredes terror. De er de første, men ikke de sidste. Fra Filippinerne til Spanien har al-Qaeda brugt lokale grupper. Det betyder i første omgang ikke så meget, om de lokale grupper til fulde deler de religiøse synspunkter, bare de udøver dødelig terror.

Prototypen. Al-Qaeda fremstår som protypen på det 21. århundredes terror. De er de første, men ikke de sidste. Fra Filippinerne til Spanien har al-Qaeda brugt lokale grupper. Det betyder i første omgang ikke så meget, om de lokale grupper til fulde deler de religiøse synspunkter, bare de udøver dødelig terror.

Wissam al-Okaili

Moderne Tider
7. juni 2008

Philip Bobbitts nye bog, Terror and Consent, starter med et billede af terror. Ikke af Bin Laden eller Baitullah Mehsud, men af to almindelige irakiske vælgere, der på vej til et valgsted helt instrumentelt bliver henrettet af tre pistolmænd. Mænd, der forfølger de muligheder deres stat tilbyder dem, og andre mænd der slår dem ihjel for det: Den situation - eller tilstand, som Bobbitt kalder den - er på én gang det 21. århundredes terrorismes middel og mål. Intet andet vil terroren opnå. For de nye terrorgrupper adskiller sig helt afgørende fra tidligere grupper ved ikke at have andre mål end en permanent tilstand af terror.

En tilstand af terror er den nye terrorismes mål, men - slår Bobbitt fast - den største trussel mod liberale lande - 'liberal' først og fremmest i økonomisk forstand - er, at landene hænger fast i et forældet billede af terror. At liberale lande verden over ikke forstår, hvordan terrorens struktur, taktik, våben og mål har forandret sig parallelt med og som et resultat af globaliseringen, og den udvikling verdens lande her gennemgår fra nationalstater til markedsstater. Som et epifænomen ændrer terroren sig med staterne.

Den lange krig

"Jeg tror, at stort set alle idéer om terrorisme i det 21. århundrede er forkerte og, at de trænger til at blive gennemtænkt på ny", skriver Bobbitt i indledningen. Og det påtager han sig selv i Terror and Consent at gøre på så gennemført vis, at bogen står tilbage som et helt enestående analytisk arbejde skrevet til alle, der søger en nuanceret fremstilling af terror, som andet og langt mere end islamisk fundamentalisme.

I sin analyse trækker Bobbitt først på en pointe fra sin forrige bog The Shields of Achilles fra 2002. Her beskrev han, hvordan stater har udviklet sig siden den Westfalske fred i 1648. Seneste trin i den udvikling er overgangen fra Den Kolde Krig, som Bobbitt selv kalder den sidste del af den lange krig, der startede med Første Verdenskrig, til globaliseringen.

I den proces har staterne gennemgået en forandring fra at være de nationalstater, der legitimerede sig selv ved at forbedre befolkningens velfærd.

De nationalstater, der sørgede for fri uddannelse, social sikkerhed og offentlighed sundhed - og fra slutningen af Anden Verdenskrig skabte det største økonomiske boom i verdenshistorien ved at øge verdens samlede bruttonationalprodukt med 700 procent. De sagde til borgerne: Giv os magten, og vi giver dig velfærd. De besejrede fascismen, udviklede den moderne kommunikationsteknologi, og byggede de enorme arsenaler af masseødelæggelsesvåben, våben, der først holdt kommunismen i skak og siden ruinerede den.

De nationalstater er nu ved at transformere sig til markedsstater, drevet frem af deres succes under Den Lange Krig. Markedsstaterne har et andet kodeks. De siger til borgerne: "Giv os magten, og vi giver dig nye muligheder". Hvor nationalstaten var tæt knyttet til sit territorium og sine grænser, er den nye statstype, om ikke grænseløs, så grænsende til det, fordi kommunikationsteknologi og international handel nedbryder grænserne mellem staterne.

For at optimere muligheder i stedet for velfærd benytter markedsstaterne sig i stigende grad af decentralisering og deregulering; markedsmekanismer, der igen har sat nye standarder for indtjening, men også mekanismer, der har åbnet op for en ny form for sårbarhed. Hvilket skyldes, at staterne ikke længere har monopol på de masseødelæggelsesvåben, som kriminelle og terrorister i dag kan handle, som var de helt almindelige varer, samt at teknologi også er blevet et redskab terrorister kan bruge mod markedsstaterne.

Markedsstatsterrorisme

En af de helt store styrker ved Terror and Consent er Bobbitts brug af data. Både et imponerende statistisk datamateriale, men også en række cases, der i anekdoteform understøtter hans pointer. Denne triangulering virker både intratekstuelt ved at bryde de nogle gange meget lange kæder af argumentationer, samt intertekstuelt til at skabe en løbende diskussion med andre forfattere, Bobbitt finder værdige til en duel på argumenter.

Og værdige forfattere skriver Bobbitt sig i den grad op imod. Selv om Bobbitt er uenig, vender og drejer han loyalt Robin Frosts argumenter om, at udbredelsen af masseødelæggelsesvåben ikke udgør en nævneværdig trussel. Senere gør han det samme med Oxfordhistorikeren Michael Howards - inden for genren nærmest kanoniserede - essay What's in a Name? om den semantiske betydning af 'krigen mod terror'. På den måde forbliver Terror and Consent bogen igennem på elegant vis ikke bare tankevækkende, men også tankedækkende.

Originaliteten i Bobbitts analyse er ikke hans gennemgang af nationalstaternes og markedsstaternes design. Som han beskriver markedsstaten, er det dybest set Giddens' efterhånden godt brugte tanker om Den Tredje Vej, han introducerer på ny. Det lægger Bobbitt heller ikke skjul på, når han skriver, at Reagan og Thatcher var de sidste ledere af nationalstaten, og Clinton og Blair de første ledere af markedsstaten med deres eksplicitte fokus på værdier. Det er der ikke noget nyt i.

Det, der derimod er dybt originalt ved bogen, er Bobbitts sammenkobling af markedsstatens tilblivelse med en ny form for terror: Markedsstatsterrorismen. Som en pervers bieffekt er den nye type terrorisme blevet muliggjort af præcist de samme tendenser og mekanismer, der driver globaliseringen frem. Markedsstatsterrorismen er også grænseløs, teknologiorienteret, netværksbaseret og i modsætning til tidligere former for terrorisme mere fokuseret på værdier end territorier og materielle goder. Som markedsstaten er de nye terrorister også mere optaget af at maksimere mulighederne for deres supportere - bare inden for et andet sæt værdier. Taleban er de sidste nationalstatsterrorister. Al-Qaeda er den første prototype på de nye markedsstatsterrorister, men ikke den sidste.

For markedsstatsterroristerne gælder det, at de bringer langt mere død. Tidligere handlede det grundlæggende for terrorister om, at blive set, nu er selve målet for terrorister alene ødelæggelse. Bobbitts data understøtter med al tydelighed den pointe. I 1996 var det globale antal ofre for terror 3.000, i 2006 var tallet oppe på 18.000.

Det 21. århundredes terrorister er også mere velhavende end deres historiske kolleger, der var helt afhængige af midler fra enkelte lande eller tilfældige donationer fra folk og røvere som Blekingegadebanden. Al-Qaeda, derimod, er selv medejere af store virksomheder, der fungerer helt på linje med andre multinationale selskaber. Det betyder, at de har et meget større og mere kontinuerligt cash flow samt adgang til den mest moderne teknologi.

Outsourcer død og ødelæggelse

På græsrodsniveau har al-Qaeda været gode til at integrere den gamle arabiske tradition for at flytte penge over store afstande, havalasystemet, i deres globaliserede virke. Som markedsstaten er markedsstatsterrorismen nemlig dygtig til at outsource sine aktiviteter, fordi den er organiseret omkring en netværksstruktur - i modsætning til tidligere terrorgrupper som IRA, der var meget hierarkisk opbygget.

Fra Filippinerne til Spanien har al-Qaeda brugt lokale grupper. Det betyder i første omgang ikke så meget, om de lokale grupper til fulde deler de religiøse synspunkter, bare de udøver dødelig terror.

Andre kendetegn ved markedsstatsterrorismen er dens brug af kommunikationsteknologi til at kommunikere og iscenesætte. Terroreksperten Peter Bergen har på et tidspunkt sagt, at al-Qaeda efter 'at have tabt deres base i Afghanistan, har overlevet på internettet, hvor de har fundet deres nye base'. Bobbitt illustrerer samme pointe med data, der viser at der i 1998 var 12 hjemmesider med forbindelse til terror, mens der i 2005 var 4.700.

I forhold til tidligere terrorister adskiller markedsstatsterroristerne sig også afgørende ved at have adgang til masseødelæggelsesvåben, som de gerne benytter sig af. Bobbitt afspiller følger scene: En våbenhandler spørger i 1980'erne Sinn Féins Gerry Adams om han vil købe et kernevåben. Adams eneste reaktion er at vende sig om og løbe væk. 20 år efter spørger våbenhandleren Osama bin Laden om det samme. Hans svar er: Hvor meget koster det?

Det sidste kendetegn ved den nye terrorisme er, at den er rettet mod USA og EU, fordi de to regioner repræsenterer det dominerende politiske, økonomiske og kulturelle system. Terroren retter sig altid mod det dominerende system, fordi det er den største trussel mod terroristernes værdier og kultur inden for, hvilken de søger at maksimere deres muligheder.

Åbner diskussion om tortur

Markedsstatsterrorismen er altså - ifølge Bobbitt - at sammenligne med en epidemi, en pest i vores tid. Og problemet med den nye terror er, at dem der er gået i krig med den, grundlæggende ikke forstår, at den er resistent overfor de midler der blev taget i brug overfor tidligere former for terror. At den nye terror er en funktion af de muligheder og midler - moderne kommunikation, international handel, masseødelæggelsesvåben osv. - der blev udviklet i det 20. århundredes lange krig. Forstår de liberale lande ikke denne terrorens ætiologi, forstår de ikke det 21. århundredes terror, og i den manglende forståelse ligger nøglen til nederlag, pointerer Bobbitt.

Forrygende interessant er det her, hvordan Bobbitt bruger den del af sociologien, der ser på, hvordan løsninger i dag let bliver til problemer og risici på samfundsniveau i morgen. Bobbitts bidrag til traditionen er at beskrive hvordan det 20. århundredes løsninger er blevet til det 21. århundredes største sikkerhedspolitiske problem.

Budskabet til de liberale lande fra Bobbitt er, at de lande der kæmper mod terror, bliver nødt til at tilpasse deres nationale retsvæsen og deres sikkerhedspolitiske strategier til markedsstatsterrorismens form. Ellers taber de krigen mod terror, og nederlagets pris er at forandre sig fra en liberal stat til en terrorstat. I den engelske betydning som Bobbitt bruger 'state of terror' angiver det både et geografisk territorium og en tilstand af terror.

Bobbitt vil have de liberale lande til at prioritere mere og tænke i scenarier. Inspireret af Royal Dutsch Shells idéer om scenarietænkning diskuterer han, hvordan tidens store udfordringer uløseligt hænger sammen på en måde, der betyder, at forbedrer man et område, forværrer man nemt et andet. Hvis liberale lande eksempelvis bekæmper en terrorgruppe, kan det samtidig øge spredningen af masseødelæggelsesvåben, fordi de regeringer, der før sponsorerede og kæmpede via terrorgruppen nu får brug for masseødelæggelsesvåben i stedet. Våben, der let kan bruges til overfald på mindretalsgrupper og udløse humanitære katastrofer.

Philip Bobbitt vil også have et stærkere efterretningsvæsen, han vil opbygge tættere bånd mellem EU og USA, og så introducerer han i et kontroversielt kapitel idéen om et internationalt agentur, der skal overvåge brugen af den tortur, som Bobbitt mener er uundgåelig i visse spidssituationer i krigen mod terror. Fejlen er ikke - skriver han - at USA i dag bruger tortur til at indhente informationer. Fejlen er, at de gør det i det skjulte og uden lovhjemmel. På den måde bevæger USA sig selv mod nederlaget, som jo er forvandlingen til en terrorstat kendetegnet ved tilfældig vold og manglende juridisk regulering.

Formen i Bobbitts bog er ikke alle steder så fuldendt som analysen. Bobbitt skriver meget langt. Lige så langt som en Robert Kagan skriver kort og præcist om samme emne. Det kan genere. Personligt mener jeg dog, at det mere end 100 sider lange noteapparat alene er alle pengene værd. Noget prætentiøst bruger Bobbitt også kontinuerligt skønlitteratur til at indlede, afslutte og krydre afsnit. Fra Thomas Aquinas over Shakespeare, naturligvis, til mange mange flere. Et par steder introducerer han nye begreber, der ikke rigtig bringer ny forståelse i forhold de begreber, der allerede findes inden for feltet. 'Preclusion' bliver anvendt, så ordet dybest set har samme betydning som 'preemtive war'. En krig, der skal forhindre større krige. Men når det kommer til indholdet har Bobbitt med Terror and Consent skrevet sig ind i rækken af giganter som Francis Fukuyama og Samuel Huntington inden for international politik og Timothy Garton Ash inden for international økonomi. Bobbitt nøjes bare ikke med at stå på skuldrene af giganterne, han er selv en.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per-Olof Johansson

Den amerikanske (USA) forfatter og professor Philip Bobbitt som har skrevet den meget omtalt bog om terror, bliver interviewet i Information i dag 23.06.08.
Han siger, at tortur skal forblive forbudt ved lov. Men desuden siger han, at man skal lovgive, så det alligevel bliver muligt at udøve tortur. Det hænger jo ikke sammen.
Der er to væsentlige grunde til at forbyde tortur:
1. Tortur er umenneskelig for både offer og bøddel.
2. Under tortur kan hvem som helst bringes til at påtage sig skyld for hvad som helst. Derfor duer argumentet med ” hvis det kan redde tusinders liv” overhovedet ikke. Det er det samme argument som torturbødler har brugt til alle tider. Om ikke andet viser perioden med hekseforfølgerserne, hvor falsk ‘argumentet’ er.

Lennart Kampmann

Spændende artikel, jeg er i hvert tilfælde blevet nysgerrig for at læse mere.

Tak for det.

med venlig hilsen
Lennart

@ Per-Olof Johansson

" Om ikke andet viser perioden med hekseforfølgerserne, hvor falsk ‘argumentet’ er.", skriver du.

Den kristne kirkes erfaringer med tortur osv var da vist gode. Heksene blev jo brændt - og det var jo formålet med processerne: Enten går du på vandet, og så bliver du bliver brændt, eller også drukner du. En win-win situation, som kirken havde meget glæde af.

Moussolini opnåede også store resultater ... fejlraten var måske nok enorm, men hans politiske mål blev tilgodeset.

Ha ... de onde ler og de gode er ligegflade.