Hun tager små sager med store konsekvenser, og hun kæder episoder fra sit eget liv sammen til en periode i Irans historie.
Den iranske jurist og nobelprismodtager Shirin Ebadi havde en privilegeret position i shahens Iran. Allerede som ung blev hun ansat som undersøgelsesdommer, og tidligt blev hun anerkendt offentligt for sin sans for retfærdighed. Alligevel stod hun på tagene og råbte, at "Allah er stor" under den revolution, der i 1979 væltede shahen. Hun havde set, hvordan politiske dissidenter blev fængslet og befolkningen holdt i fattigdom, mens Shahen levede overdådigt og dekadent. Der var gode sociale og politiske grunde til at vælte Shahen. Men i sin bog Iranske erindringer, der nu udkommer på dansk, erkender Ebadi, at hun mest af alt blev revet med af "den glødende stemning" sidst i 1970'erne. Hun følte, at hun havde vundet sammen med den sejrende revolution:
"Det tog mig knap en måned at indse, at jeg i realiteten beredvilligt og begejstret havde taget del i min egen selvudslettelse. Jeg var kvinde, og denne revolution krævede, at jeg overgav mig."
Hun havde troet, at revolutionen ville skifte et antikt monarki ud med en moderne republik. Men da hun mødte på arbejde efter revolutionen, blev hun spurgt, om hun ikke selv mente, det ville være passende at iføre sig hovedtørklæde i respekt for den nye leder, ayatollah Khomeini.
Det syntes hun ikke, men som alle andre iranske kvinder endte hun med at måtte bære hovedtørklædet offentligt. Hun blev som kvinde hurtigt degraderet, inden hun meget tidligt lod sig pensionere.
Krigen
Shirin Ebadi fik to piger, som hun blev hjemme for at passe, samtidig med at Saddam Hussein indledte den krig mod Iran, som skulle vare otte år. Over en million iranere og irakere blev dræbt eller såret i krigen.
Hun beskriver i bogen, hvordan iranerne på grund af den irakiske invasion blev forenet bag ayatollah Khomeini i kampen mod den ydre fjende, som dengang var amerikanernes allierede. Khomeini udnyttede krigen til at romantisere den islamiske martyr, overvåge politiske modstandere og indlede den moralske kontrol over befolkningen.
Ebadi genoptager sit arbejde, da hendes svoger bliver henrettet. Han er en ung mand, som fører en politisk kamp mod præstestyret. En dag er han forsvundet, og familien hører ikke fra ham, før det bliver dem meddelt, at han er blevet henrettet. Hun har allerede registreret retssystemets forfald, fængsling af dissidenter og vilkårlige henrettelser. Og efter svogerens død indleder hun en karriere som pro bono advokat.
Ebadi søger principielle sager og krænkelser, som hun kan bringe til retten og skabe offentlighed opmærksomhed omkring. Gennem sin praksis udstiller hun konsekvent afstanden mellem lovens principielle løfte om lighed og den praktiske forvaltning af loven. Dette er hendes kamp indefra, og hun beskriver gribende, hvordan hun føler sig svigtet i den kamp, hver eneste gang højtuddannede venner og bekendte vælger at flygte til udlandet.
Hun ved, at deres børn vil identificere sig med deres nye land, glæde sig over privilegierne og forsøge at føre en tilværelse i tryghed og sikkerhed langt væk fra deres iranske 'brødre' og 'søstre'. Hun kan ikke bære bevidstheden om, at Iran mister de mennesker, som kunne være med til at forandre og reformere Iran. Og hun opgiver at fastholde kontakten med dem, der rejser væk. Hun skriver, at hun ikke kender dem længere.
To fronter
Der er to modstandere i Ebadis kamp: Den ene er naturligvis præstestyret i Iran, og den anden er USA. Hun var selv en lille pige, da amerikanerne væltede den demokratiske iranske præsident Mossadegh, hendes egne børn var små, mens amerikanerne assisterede Saddam Hussein med ekspertise og satellitfotos under krigen mellem Iran og Irak. Og hun skriver i sin epilog, at hendes bog er et forsøg på at "få rettet op på de stereotype forestillinger om muslimske kvinder", som præger krigen mod terror.
Ebadi er selv troende muslim, men hun anerkender ikke præstestyrets udlægning af Koranen som en facitliste fra det syvende århundrede over, hvordan en stat skal indrettes i det 21.århundrede. Som advokat arbejder hun pragmatisk. Hun sætter sine egne læsninger af Koranen op imod de skriftkloges diktater. Selv om hun foretrækker en absolut adskillelse af politik og religion, forhandler hun på systemets præmisser. Hun taber de fleste sager i retten, men vinder opmærksomhed omkring nederlagene:
"Sådanne små skridt," skriver hun til sidst, "minder os om, at vi via den politiske proces kan ændre hinandens holdninger og vores skæbner kan blive forbundne på en mere frugtbar måde."
Da hun havde modtaget Nobels Fredspris i 2003, blev hun modtaget i lufthavnen i Teheran af det største fremmøde af studerende, unge og frem for alt kvinder, siden ayatollah Khomeini landede med flyveren fra Paris i 1979 som den nye leder.
"Allah er stor," råbte hun til folkemængden.
Hun brugte revolutionens sprog imod dem, der vandt efter revolutionen. Hun satte en forskel mellem deres udlægning af islam og sin egen demokratiske kamp.
Ebadis erindringer er en fantastisk udlægning af de sidste 50 års dramatiske iranske historie skrevet indefra. Hendes kamp blev belønnet med en Nobelpris, der gør det næsten umuligt for ayatollaherne at henrette hende og giver håb til både dem, der valgte at blive, og alle dem, der drømmer om at vende hjem. Hvis de læser Ebadis bog, vil de genkende stoltheden og poesien hos det folk, som de har forladt. Og måske vil hun en dag komme til at erkende, at hun stadig kender dem. Det er det håb fra en ellers håbløs situation, som bogen efterlader.
