Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Åbenhed er dannelse

Står det til den nye bog 'At stå i det åbne', skal pædagoger, lærere og vejledere tage ved lære af Sokrates. De skal være ydmyge, søgende og humoristiske. Og de skal altid være parat til at pille i alt for fastlåste sandheder for at hjælpe den anden og sig selv til at kunne stå i det åbne
Spørgsmålet er: Er der noget, der går tabt, når vi så præcist og målrettet fokuserer på funktionelle kompetencer? Er der fare for, at det således veltrænede, lærende og vidende blik går hen og bliver det døde blik?

Spørgsmålet er: Er der noget, der går tabt, når vi så præcist og målrettet fokuserer på funktionelle kompetencer? Er der fare for, at det således veltrænede, lærende og vidende blik går hen og bliver det døde blik?

Rune Evensen

Moderne Tider
13. september 2008

Der er næppe noget tidspunkt i historien, hvor vi har sat så præcise mål for børns læring og udvikling som nu. Det sker i læreplaner i dagtilbud og i elevplaner og trinmål i folkeskolen. Vi sætter mål, tester og evaluerer. Og dette med god grund. Basale kundskaber og færdigheder er afgørende for børns mulighed for at skabe sig en god tilværelse. De er nøglen til social mobilitet og til lighed i uddannelse. Alt dette ved vi.

Ikke desto mindre er der god grund til at spørge: Er der noget, der går tabt, når vi så præcist og målrettet fokuserer på funktionelle kompetencer? Er der fare for, at det således veltrænede, lærende og vidende blik går hen og bliver det døde blik?

Det er dette spørgsmål, som Finn Thorbjørn Hansen, der er lektor på DPU, forfølger i sin nye bog: At stå i det åbne. Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær. Gennem hele bogen forsøger han lidenskabeligt at eftervise, at et menneske, som kun udvikler sig i et funktionelt perspektiv, er et halvt menneske, en søvngænger.

Pointen er, at forud for at kunne udvikle kompetencer, som tjener et bestemt formål, må vi overhovedet have en åbenhed for de mange perspektiver, hvori vi kan fortolke og sætte mål for tilværelsen. Èt er at erkende og beherske omgivelserne. Noget andet og mere grundlæggende er at være til på en måde, hvori vi overhovedet møder tilværelsen med åbenhed og ægte forundring. At eksistere er at være åben for tilværelsen som et tydningsrum, som aldrig kan beskrives udtømmende.

At udvikle og kultivere denne åbenhed er dannelse. Og i dannelsesprocessen har børn såvel som voksne brug for sympatisk indstillede og udfordrende dialogpartnere. Står det til Finn Thorbjørn Hansen, skal pædagoger, lærere og vejledere tage ved lære af Sokrates. De skal være ydmyge, søgende og humoristiske. Og de skal altid være parat til at pille i alt for fastlåste sandheder for at hjælpe den anden og sig selv til at kunne 'stå i det åbne', være i et forundringsfællesskab, hvor hverdagens og tilværelsens under kan komme til syne. Dialogen baserer sig netop på et symmetrisk forhold - det er ikke nødvendigvis pædagogen og læreren, som har styr på det og instruerer børnene. Når pædagogikken lykkes, indtræder alle deltagere i en fælles undren og søgen.

For at kunne dette er vi, ifølge Finn Thorbjørn Hansen, nødt til at skelne mellem to tilgange til verden: På den ene side at møde verden som et felt af genstande, som vi kan erkende og lære os at beherske (det værende). Og på den anden side at stå undrende over for selve den måde, vi og verden er til på (væren). Her trækker han på en kreds af eksistensfilosoffer, heriblandt Heidegger, Arendt, Løgstrup og Gadamer. Bogens bidrag er, at den konsekvent fastholder en værens-orienteret og eksistentiel tilgang. Den kritiserer eksisterende teorier om læring og kompetence for netop ikke at stille de eksistentielle spørgsmål på en tilstrækkelig radikal måde, men derimod at indsnævre dem i mere lukkede og 'faglige' begreber. Denne kritik rammer blandt andre Knud Illeris og Lars Qvortrup.

Hjælp til at undres

Bogens andet vigtige bidrag er, at den tillige søger at konkretisere, hvad en værensorienteret tilgang betyder i praksis. Hvordan er det at være filosofisk praktiker? En hovedpointe er, at en filosofisk indstilling ikke kun kan opretholdes som en rent intellektuel affære. Den må leves. Meget af det allervæsentligste indhold i en filosofi kan ikke blot forklares abstrakt, det må vises og mærkes. Derfor gør Finn Thorbjørn Hansen sig umage med at beskrive filosofiske praktikker, herunder ikke mindst, hvordan vi kan stille spørgsmål og hjælpe hinanden med at forundres.

To anker kan rettes mod bogen. Den ene er, at den visse steder er meget hurtig til at affærdige teorier om læring og kompetence som instrumentelle, nytteorienterede og filosofisk ureflekterede. Der er en risiko for at karikere disse teorier, så deres forældre ikke vil kunne kende dem igen. Vi går glip af en mere interessant dialog om lærings- og kompetencebegrebernes filosofiske grundlag. Min anden anke angår Finn Thorbjørn Hansens modstand mod at udvikle klare definitioner og analyser. For ham er det som sagt en pointe, at ikke alt kan siges, men må fornemmes, vi må gribes af det og leve det. Men hvordan forholder vi os kritisk over for en fornemmelse eller en grebethed? Når begrebslig klarhed er en akademisk dyd, er det, fordi den muliggør en offentlighed, hvor argumenter kan vejes mod hinanden, og hvor vores opfattelser dermed kan kvalificeres. Hvad er spillereglerne for eksistensfilosofisk diskurs? Hvilken kritik vil Finn Thorbjørn Hansen føle sig forpligtet af? Faren er, at fremstillingen bliver poetisk og prædikende, og at den lukker sig om sin egen retorik. Og det var jo netop den sokratiske åbenhed, den ønskede at fremme. Det ville være spændende, hvis Finn Thorbjørn Hansen netop ville fremsætte et sæt spilleregler for kritik, som også vil kunne bringe hans egne grundantagelser på spil.

Bogen er dog et meget vigtigt bidrag til debatten om pædagogiske dannelses- og professionsidealer. At udvikle pædagogik som en filosofisk praksis og dannelse som et eksistentielt anliggende er et nærmest livsvigtigt ærinde, hvis vi vil gøre os håb om at bruge læringsmål og de tilknyttede læringsteknologier på en klog og balanceret måde. Jeg kan også give mit ord for, at bogen er medrivende og kaster læseren højt op i de filosofiske luftlag, så det både kilder i maven og kradser i hovedbunden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Dialogen baserer sig netop på et symmetrisk forhold - det er ikke nødvendigvis pædagogen og læreren, som har styr på det og instruerer børnene."

Det lyder stort set som det vrøvl jeg blev belemret med under pædagogikum tilbage i midt-halvfemserne, da jeg var gymnasielærer.

Jeg mener, at det er vrøvl, fordi jeg (stadig) ikke kan se, hvordan et sådant symmetrisk forhold skal kunne praktiseres indenfor naturvidenskabelige fag, der netop handler om videregivelse af objektivt - ikke subjektivt - erfaret viden om naturen.