Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Aldeles ufarligt

Selvhøjtidelighed er som en kronisk sygdom. Den har solidt tag i Nicolas Cage
Moderne Tider
19. september 2008
Selvhøjtidelighed er som en kronisk sygdom. Når den først har fået tag i én, er det svært at slippe af med den. Sådan er det for den amerikanske skuespiller Nicolas Cage

Selvhøjtidelighed er som en kronisk sygdom. Når den først har fået tag i én, er det svært at slippe af med den. Sådan er det for den amerikanske skuespiller Nicolas Cage. Efter store år i 80'erne og begyndelsen af 90'erne, hvor han med glimt i øjet og detaljerigt spil tacklede mange forskellige, udfordrende roller, synes han nu at sidde fast i én slags: En selvtilfreds spradebasse, der har meget svært ved blot at smile af sig selv. Senest i de thailandske Pang-brødres genindspilning af deres debut, Bangkok Dangerous. I den første version af filmen fulgte man en døvstum lejemorder i Bangkok, i den nye udgave er det pigen, lejemorderen (Cage) møder, som er døvstum. Desværre, fordi denne lejemorder, som også får sig en ung elev, da han tager til den thailandske hovedstad for at udføre et sidste job, smider om sig med latterlige og ligegyldige læresætninger i et monotont tonefald, mens han samtidig forbryder sig mod samtlige af dem. Det kan både Cage og Pang-brødrene, der visuelt kan være ret opfindsomme, gøre meget bedre - ikke mindst, hvis de kan blive kureret for denne ulidelige selvhøjtidelighed.

Bangkok Dangerous. Instruktion: Oxide Pang Chun og Danny Pang. Manuskript: Jason Richman. Amerikansk (Biografer landet over). Foto: Nordisk Film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her