Læsetid: 2 min.

Ballade i Brügge

Belgisk middelalderby får et fortjent gennembrud i det eksistentialistiske, engelske gangsterkomediedrama 'In Bruges'
Belgisk middelalderby får et fortjent gennembrud i det eksistentialistiske, engelske gangsterkomediedrama 'In Bruges'
5. september 2008

To lejemordere, unge Ray (Colin Farrell) og midaldrende Ken (Brendan Gleeson), befinder sig i den belgiske middelalderby Brügge. Ken er behørigt imponeret over de smukke omgivelser, Ray hader stedet, og da Ken foreslår, at de skal gå en tur op i kirketårnet for at beundre udsigten, kan Ray ikke styre sig længere.

"Ken, jeg er vokset op i Dublin. Jeg elsker Dublin. Hvis jeg var vokset op på en gård og var retarderet, ville Brügge måske imponere mig, men det er jeg ikke, så det gør den ikke."

Jeg ved ikke, hvad turistkontoret i Brügge siger til den svada og spillefilmdebutanten Martin McDonaghs In Bruges, der vel kan kategoriseres som en art gangsterkomediedrama, men jeg har da fået lyst til at besøge byen efter at have set filmen.

En chance til

Personerne er måske lige lovlig karikerede, indimellem i hvert fald, men mere end solidt skuespil og en energisk blanding af løssluppen, næsten slapstick-agtig komedie og engageret, eksistentialistisk drama gør filmen mere end værd at se.

Det viser sig, at Ken og Ray, mesteren og hans lærling, er i Brügge på ordre af deres chef, den psykopatiske Harry (Ralph Fiennes), fordi Ray ved et uheld kom til at skyde en lille dreng, da han skulle skyde en præst. Og den slags gør man ikke ustraffet i Harrys verden - skyder et barn, altså.

Ray er da også selv plaget af mareridt om sin udåd, og han overvejer selvmord, hvilket fører til en af In Bruges' mere absurde og morsomme scener, hvor Ken på ordre af Harry er lige ved at skyde Ray, men ender med at redde hans liv, fordi Ray samtidig prøver at skyde sig selv.

Ken mener, at Ray bør have en chance til, det gør koleriske Harry ikke, og så dukker han også op i det Brügge, han besøgte som barn, og som med sine gamle huse, brostensbelagte gader og en flod fuld af ænder mindede ham om en eventyrby. Således er scenen sat til et shootout af de mere opsigtsvækkende, skiftevis tragisk, surrealistisk og komisk.

Andre ingredienser i In Bruges er en amerikansk dværg (Jordan Prentice), som er i byen for at medvirke i en hollandsk film, en visuel hyldest til Nicolas Roegs Rødt chok, en smuk ung kvinde, Chloë (Clémence Poésy), der sammen med sin ekskæreste ruller turister, og uhyggelige dommedags-malerier af Hieronymus Bosch, der både spejler personernes moralske dilemma og til slut på forunderlig vis vækkes til live i Brügges snedækkede gader.

Dialogen fyger rapt frem og tilbage mellem personerne, og Martin McDonagh, der i England bedst er kendt som dramatiker, kunne af og til godt ligne en fjern og meget europæisk slægtning til amerikanske Quentin Tarantino.

Veteranen Brendan Gleeson er altid en fornøjelse at se på det store lærred, og rollen som den på én gang voldsomme og følsomme Ray er en af Colin Farrells bedste i meget lang tid. Men det er Ralph Fiennes' kugleskøre Harry med det bizart veludviklede æresbegreb, der stjæler billedet, som f.eks. da han efter en telefonsamtale med Ken i et af sine pludselige raserianfald smadrer den sagesløse telefon til atomer, mens hans kone, børn og den japanske au pair chokerede ser til.

In Bruges. Instruktion og manuskript: Martin McDonagh. Engelsk-belgisk (Grand i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu