Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En ny 'New Deal'?

To bøger tager Barack Obamas økonomiske politik og forslag til en finansreform op til behandling og finder meget at værdsætte i Demokratens tænkning
Moderne Tider
20. september 2008

Det er ikke til at tage fejl af. Pendulet svinger i den anden retning, og en ny æra med politiske og økonomiske reformer er undervejs i USA.

Efter 35-40 år med liberalisering af finanssektoren og store dele af den amerikanske industri (teleselskaber, el- og gasbranchen og luftfart), samt en udhuling af fagbevægelsens indflydelse, står Amerika på tærsklen til en periode med progressive reformer, hvis dybde og omfang måske vil svare til New Deal-perioden i 1930'erne.

Laissez-faire Republikanere (og Wall Street-Demokrater som Clinton-parret og andre), der ville have staten distanceret så meget som muligt fra den frie markedsøkonomi og løsnet for reguleringsmekanismer indført under præsident Franklin D. Roosevelt, har nu spillet ideologisk fallit.

Efter krakket

Det finansielle kollaps på Wall Street i den forløbne uge har om noget illustreret et desperat behov for strammere regulering, krav om besiddelse af større kapitalreserver og øget tilsyn med hypotekbanker, forsikringsselskaber og ikke mindst investeringsbanker og kapitalfonde. Den gyldne alder med kæmpe gevinster til de få, høstet ved hjælp af vidunderlige finansinstrumenter som derivativer, er nu ovre. Fornuften vender omsider tilbage.

Den slags historiske vendinger kan naturligvis ikke tages for givet. Især tidspunktet kan der herske tvivl om. Trods det er det nu blevet en almen antagelse, at Republikanerne bærer størsteparten af ansvaret for den finansielle og økonomiske krise, landet gennemlever dette efterår. Og at de vil blive smidt på porten under novembervalget.

Hvis John McCain og Sarah Palin ved et mirakel skulle krybe over mållinjen først, vil det være op til disse to Republikanere - der har lagt al regulering og økonomisk reform for had i deres politiske karriere - at regere i strid med deres egne ideologiske principper. Resultatet kan blive en usammenhængende pærevælling af halvhjertede initiativer, som vi oplever lige nu fra Bush-regeringens side - og dermed en kraftig forværring af krisen.

Det kan derfor ikke undre, at mange amerikanere nu står over for en skæbnesvanger beslutning. Tør de tage springet og give Barack Obama nøglerne til Det Hvide Hus? Vil finanskrisen og risikoen for en økonomisk depression overbevise dem om at stemme på ham?

For amerikanere og interesserede i udlandet foreligger der allerede to bøger, som på hver sin facon giver en introduktion til Obamas økonomiske idéer og tilføjer nogle ekstra forslag.

I Obamanomics gennemgår den tidligere investeringsrådgiver for Goldman Sachs John Talbott systematisk Obamas taler og programdokumenter. I Obama's Challenge foreslår den progressive økonomiske kommentator Robert Kuttner en genoplivelse af Roosevelt-tidens statslige indgreb med henblik på at tæmme den vilde finanskapitalisme.

Det er ikke hver dag, man støder på en tidligere Wall Street-investor, som slår til lyd for progressive reformer. Talbott kan engang imellem virke lidt politisk naiv, men når han redegører for subprime-krisen i USA's boligsektor og den efterfølgende krise i finanssektoren (bogen er afsluttet efter forbundsstatens redningsaktion for investeringsbanken Bears & Stearn i marts), er der grund til at spidse øren. Nogle af hans forudsigelser - bl.a. de to hypotekbanker Freddie Mac's og Fannie Mae's samt Lehman Brothers' betalingsstandsninger - har udspillet sig i de sidste par uger.

Talbott ser i Obama en politiker, der evner at forstå komplekse sammenhænge og besidder modet til at konfrontere økonomiske magtinteresser (lobbyisterne i Washington) med reformer, som kræver tværpolitisk opbakning. Efter at have læst Obamas nu berømte Cooper Union-tale om finansreformer givet i New York i marts 2008, skriver Talbott:

"Vi ved, at Obama ikke er udstyret med en sofistikeret uddannelse i finansanliggender, men han lyttede til sine rådgivere og kom til sin egen konklusion. Han besad nok visdom til at forstå problemet fuldt ud og blev ikke afskrækket af lobbyister eller af vælgere, som foretrækker lette og smertefrie løsninger. Han fremlagde nogle reformforslag, som langt fra virkede plausible på det tidspunkt."

I sin tale foreslog Obama så indlysende ting som at pålægge banker, der låner penge af forbundsstaten, at blive underlagt overvågning og tilsyn. Han forlangte større kapitalreserver for at undgå den høje gældsættelse, som finansselskaber er blevet fældet af. Han ville have større gennemsigtighed, således at aktionærer har mere indsigt i ledelsens dispositioner samt undersøgelser af potentielle interessekonflikter mellem banker og kreditvurderingsinstitutter.

Talbott lægger særdeles stor vægt på, at ingen reformer af finanssektoren er mulig uden radikale indgreb mod banker og andre finansselskabers kampagnebidrag til politikere og lobbyvirksomhed i Washington. Også her mener han, at Obama - trods væsentlig støtte fra Wall Street - vil kunne gøre en forskel.

Kuttner virker mere skeptisk. Han beundrer Obamas tale om finansreform i Cooper Union og håber inderligt, at Demokraten vinder.

"De mænd og kvinder, der lige nu styrer vort land, tror ikke på regulering af økonomien og finanslivet. Derfor kan vi ikke forvente en sammenhængende teori; indgrebene vil være ad-hoc," skriver Kuttner.

Reform nu

Det har han ret i. Finansminister Hank Paulson kommer fra en høj stilling i Goldman Sachs, så da han fik overtalt præsident Bush til at lade forbundsstaten medfinansiere J.P. Morgans overtagelse af Bears & Stern til en pris på 35 millioner dollar, er der god grund til at formode, at Republikanerne blot gjorde investeringsbankerne en tjeneste som tak for deres kampagnebidrag.

Hvis Obama vinder og samler en gruppe eksperter (helst ikke Wall Street-venlige finansministre fra Clinton-tiden som Robert Rubin og Larry Summers) omkring sig for at formulere dybe finansreformer, siger Kuttner, "er chancen stor for, at de alle går ind for strammere regulering", og at det derfor vil blive en effektiv lovgivning.

Men det nytter ikke noget at vente. Obama bliver nødt til at slå til nu og hurtigt fremlægge sine programforslag og visioner for en løsning af finanskrisen - altså et opgør med laissez-faire-filosofien. I går, fredag, sammenkaldte han sine nærmeste økonomiske rådgivere - formentlig for at lægge nogle nye reformidéer frem i en tale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her