Måske skal man have boet i Danmark i et stykke tid for at kunne se, hvor mærkelig den er, de tyske partiers holdning til højreekstremisterne. Et eksempel: Hver gang der er valg i en af delstaterne og NPD, DVP, Republikanerne, eller hvad de højredrejede partier nu engang måtte hedde i dag, har klaret spærregrænsen, så bliver deres spidskandidat naturligvis inviteret til den efterfølgende partilederrunde for at kommentere valget. Og hvad sker der så? Så snart vedkommende får tildelt ordet, udvandrer alle andre partiledere i protest. Demonstrativt, vel at mærke. I stedet for at tage debatten, konfrontere højreekstremisternes - for det meste ret enkle - verdensbillede med kritiske spørgsmål og udfordre deres populistiske opskrifter, så står de alene tilbage og kan præsentere sig i den rolle, som de allerbedst kan lide, nemlig som udstødte og ofre for den etablerede elite. Og dermed bliver disse partier en præcis spejling af deres vælgere, der har det på akkurat samme måde.
Noget lignende, kunne man hævde, gør sig gældende på den anden side i det politiske spektrum. Naturligvis kan venstrepartiet Die Linke ikke sammenlignes med partier, der mere eller mindre åbenlyst påberåber sig Hitlers arv. Men de andre etablerede partier leverer alligevel en god portion berøringsangst.
Et blandingsprodukt
Tag nu for eksempel Kurt Becks afgang som SPD's partiformand i sidste weekend. I bund og grund skal forklaringen på hans retræte findes i, at Beck i sin tid i spidsen ikke har formået at definere sit eget partis forhold til Die Linke. Det er endnu ikke gået op for hverken ham eller mange andre socialdemokrater, at Tysklands politiske system har forandret sig for good - fra et firepartisystem med det konservative CDU/CSU, det liberale FDP, de Grønne og det socialdemokratiske SPD hen til et fempartisystem, hvor Die Linke efterhånden har etableret sig som en konstant faktor.
Og hvad så, vil man kunne spørge. Med rette. For set ud fra et pragmatisk synspunkt, kunne man jo sige, at SPD har fået en potentiel koalitionspartner mere, for hvor sandsynligt er det, at Die Linke vil indgå i en regering med Merkels CDU eller det neoliberale FDP? Her begynder den tyske Befindlichkeit (den tyske selvforståelse, red.) at spille en rolle. For ikke bare ledes Die Linke af SPD's forhenværende partileder Oskar Lafontaine, som har brændt en del personlige broer bag sig, og som af mange sosser betragtes som en forræder. Nej, Die Linke er et blandingsprodukt, hvor halvdelen stammer fra det forhenværende østtyske PDS - et parti, som er arvtager til det gamle SED og dermed til det østtyske diktatur. Og dette diktatur, føler mange, har partiet på intet tidspunkt distanceret sig entydigt fra.
I stedet for at tage et klart opgør med Die Linke eller afgrænse klart, hvorvidt et samarbejde mellem SPD og Die Linke vil være muligt, har Kurt Beck ladet sig styre af denne amorfe mængde følelser over for konkurrenten ved sin venstre side. Inden valget i delstaten Hessen i foråret 2008 spillede han på vesttyskernes fordomme over for partiet og udelukkede ethvert samarbejde. Efter valget vendte han på en tallerken, for valgresultatet åbnede pludselig muligheden for at indtage en konservativ højborg med Die Linkes hjælp. Denne kovending underminerede Becks troværdighed på en uoprettelig måde, og hans afgang var fra dette tidspunkt kun et spørgsmål om tid.
Die Linke er med andre ord blevet en faktor i tysk politik - et fænomen, som de færreste har forstået og lært at forholde sig til. Set i dette lys bliver man taknemmelig for en bog, som netop lover en analyse af Die Linke. Der er mange spørgsmål, som trænger sig på: Hvem er medlem? Hvad holder dem sammen? Hvad ønsker partiet at opnå? Og med hvilke midler? Står det på grundlovens grund og respekteres det parlamentariske demokrati? Eller vil partiet et helt andet samfund? Og ikke mindst: Hvem er vælgerne?
Forhåbningerne er høje, men hvor bliver man dog skuffet, når man tager denne bog i hånden. "Aldrig og ingensteds må der være en indholdsmæssig kooperation med Die Linke," skriver politologen Harald Bergsdorf fra universitetet i Bonn.
"De etablerede partier må ikke gøre sig afhængige af ekstremister. Der må ikke være koalitioner med partier som Die Linke. Machiavellisme må aldrig triumfere over antiekstremistiske principper."
Et kampskrift
For at gøre en lang historie kort, så ligner bogen mere et kampskrift end en analyse. For Bergsdorf er Die Linke en fortsættelse af det gamle PDS, som ifølge ham udelukkende var et skjule- og opsamlingssted for den gamle DDR-elite. Ikke et ord om, at partiet i 1990'erne selv har været splittet mellem én fløj, som slet ikke ville have med det parlamentariske system at gøre, og én fløj, som godt ville operere på dets grundlag. Ikke et ord om, at PDS i lang tid har siddet i regeringen i for eksempel Mecklenburg-Vorpommern og i Berlin, uden at det har ført til disse delstaters undergang.
"Set i lyset af dets ideologi, virker Die Linkes bekendelse til demokratiet utroværdig og snarere taktisk motiveret. Den udgør ingen opposition i systemet, men imod systemet."
Og sådan bliver Bergsdorf ved på over 200 sider, der kulminerer i et 12-punkts-program for en effektiv bekæmpelse af partiet. Det er naturligvis legitimt, man bliver bare ikke klogere på fænomenet. For ligesom med de højreekstremistiske partier er der mange kritiske spørgsmål, som kunne stilles til Die Linke. Spørgsmål som ville bringe mange af dets højtflyvende fraser ned på jorden. Bergsdorf derimod agerer som de fleste tyske politikere - han nøjes med en demonstrativ og selvtilfreds fordømmelse, vender sig om og går. Og tilbage står et parti, bekræftet i sin offerrolle, og som får lov til at vokse sig stort i sin egen fortryllelse.
