USA's forvandling til torturstat

"Vi bliver nød til at bevæge os over på den mørke side. For at nå vores mål bliver det vitalt at bruge alle midler overhovedet." De på en gang ildevarslende og indvarslende ord var vicepræsident Dick Cheneys, på det første pressemøde efter terrorangrebene 11. september mod USA.

Og hvilke ord. Den amerikanske journalist Jane Mayer bruger dem i titlen på sin nye bog The Dark Side som afsæt til at dokumentere, hvordan få personer i toppen af regeringen reagerede på terrorangrebene ved at give militær og efterretningstjeneste lov til systematisk at begå krigsforbrydelser og krænke basale menneskerettigheder verden over i årene, der fulgte.

Den tortur, især CIA-agenter enten selv har brugt eller ladet kolleger fra mindre fintfølende lande bruge mod fanger, er så menneskeligt fornedrende, at man kun kan bøje hovedet i skam: Fangerne blev skåret i deres genetialer med barberblade. De blev hængt fra loftet i kæder og gennembanket med elkabler, udsat for lyde, de troede var deres kæreste udsat for tortur. De blev begravet i skoldende varmt ørkensand, holdt nøgne i månedsvis, truet med at blive voldtaget af de sultne kamphunde, de var lænket til, og i langt de fleste tilfælde udsat for waterboarding - det, som CIA også selv kalder for 'nærdødsafhøring', hvor fangen ligger med hovedet nedad med et lærred over hovedet, som bliver gennemblødt, så fangen oplever det som at drukne. Listen over teknikker er lang og sort som vejen til helvede.

En særlig styrke ved Mayers bog er den måde, hun kæder udvalgte ofres oplevelser i amerikansk fangenskab sammen med de politiske beslutninger bag. Meget velfortalt og meget klogere bringer hun læseren frem og tilbage mellem fangehullerne og Det Hvide Hus, uden at det en eneste gang bliver kunstigt.

Carte blanche til tortur

Allerede den 11. september 2001 om aftenen, hvor præsident Bush på tv fortalte, at han ville 'rydde verden for ondskab', gik en lille gruppe mænd omkring Cheney i gang med at udforme det første af en række hemmelige juridiske dokumenter, der skulle give præsidentembedet og USA's væbnede styrker langt større beføjelser.

Glem alt om galionsfigurerne Rumsfeld og Wolfowitz. De havde stort set ingen betydning på de indre linjer i Bushs Hvide Hus. Det havde kun Cheney, for han kontrollerer al information til det ovale kontor. Derfor fik hans nærmeste også en særlig ophøjet status i embedsapparatet - langt over hvad deres formelle positioner indbød til.

Vigtigst af dem er Cheneys juridiske rådgiver, David Addington. 'Cheney's Cheney's', som Addington også bliver kaldt, fordi han er så indflydelsesrig i Det Hvide Hus. Han bliver af vicepræsidenten sat i spidsen for et uformelt 'krigsråd', der udarbejder en række juridiske dokumenter, der over tid ophæver USA's forpligtelser under Genève-konventionen og legaliserer tortur. En proces, der starter med, at CIA får ret til at føre krigen mod terror over alt i verden. For så siden at slå fast, at fanger i krigen mod terror ikke kan stilles for hverken en civil eller militær domstol, og at de samme fanger må transporteres til afhøring i lande - kulminerende med det berygtede Yoo-Bybee memo, der tillader amerikansk personel at bruge 'udvidede afhøringsmetoder'; så længe der ikke er tale om 'smerte', der kan sidestilles med de smerter, der følger af alvorlige fysiske skader, som dem, der f.eks. kan opleves, når organer sætter ud, ved svækkelse af kroppens funktioner eller døden selv'.

Mens tidligere præsident Clinton næsten kun havde jurister i sin tætteste medarbejderstab, har Bush overhovedet ingen. Derfor får Addington, som Mayer beskriver som en af sin generation skarpeste juridiske hjerner, al den plads at boltre sig på, han overhovedet kan ønske sig.

Fascinerende indblik

På de måde er Mayers bog også et fascinerende indblik i den centrale del af Bush-administrationens maskinrum. Helt ind i de inderste rum, hvor folk som mormonen Timothy Flannigan med de 14 børn og topjuristen John Yoo sammen med Addington på få år formår at rykke på magtens tredeling til præsidentens entydige fordel. Skildring af topembedsmænd er ikke set bedre i den politiske litteratur siden Graham Allisons beskrivelse af Kennedys folk under Cuba-krisen.

Tankevækkende er det også, hvor skrøbeligt USA's politiske system er. Alene det, at Yoo f.eks. sidder placeret i Justitsministeriets nøglekontor, Office of Legal Counsel, betyder, at krigsrådet på få måneder reelt kan ophæve USA's forpligtelser inden for Genèvekonventionen.

Hvis man søger efter politiske bud på løsninger i kampen mod terror, skal man nok læse andre bøger. Evt. Benjamin Wittes Law and the Long War. New Yorker-journalisten Mayers bog har et andet sigte. Det er historien om, hvordan George Washingtons land blev til George Bushs land. Washington afviste blankt at bruge tortur i uafhængighedskrigen, selvom englænderne brutalt benyttede sig af det. Et valg, der - med historikeren David Hacket Fishers ord - "blev formativt for de amerikanske værdier". Helt frem til krigen mod terror og præsident Bushs administration, der legaliserede brugen af tortur i Guantanamo, i Abu Ghraib og i hemmelige fængsler verden over. Præcist at dokumentere det moralske skred er bogens sigte, og Mayer gør det med brug af et imponerende antal kilder og gennemgang af den ene rapport efter den anden.

Anmeldelsen her slutter på samme måde som Mayers bog. Til et pressemøde i Det Hvide Hus i 2006, hvor præsident Bush gør grin med det formelle sprog i Genève-konventionen: "Hvad betyder det i grunden? 'Krænkelse af den personlige værdighed'?".