Læsetid: 1 min.

Fjerlette festligheder

Frances McDormand og Amy Adams. Den ene er den erfarne, altid seværdige skuespillerinde, den anden er et af de nye, kvindelige håb
31. oktober 2008

Frances McDormand og Amy Adams. Den ene er den erfarne, altid seværdige skuespillerinde, som med et hævet øjenbryn kunne få alibier til at falme i Fargo og for tiden som foretagsom fittnessfigur gør Washington DC usikker i Burn After Reading. Den anden er et af de nye, kvindelige håb, som siden Spielbergs Catch Me If You Can bl.a. har præsteret at få Disney-eventyr som Enchanted til at leve. Koblingen af de to i filmatiseringen af Winifred Watsons roman om romantiske forviklinger i Londons high society-kredse anno 1939 gør Miss Pettigrews fantastiske forvandling til en fornøjelse. Også selv om der ikke er skyggen af udfordrende plot i dette eventyr for voksne. Her gælder det spillet og stemningerne, som præges af Adams' sødmefyldte, evigt replikrablende starlet Delysia og hendes silkeglatte, ferskenfarvede univers. Fyret og fattig snyder Frances McDormands Miss Pettigrew sig til et job som guvernante i Delysias kaotiske husholdning, hvor bh'er skal hentes ned fra lysekroner og løgne produceres i en fart med hele tre forskellige forlovede i omløb. Med et swingende soundtrack går det over stok og sten, mens et umage venskab udvikler sig. Undervejs slår endnu en dejlig dame, Shirley Henderson fra Wilbur begår selvmord, sig sikkert til selskabet og hjælper med at skabe en kulørt verden, hvor krigen lurer, men kærligheden styrer blandt modeskribenter, lingeriproducenter, natklubpianister og musicaldrømmere. Alt dette på blot én dag, hvor Pettigrew også når at få sig en egen bejler (Ciarán Hinds) og en make over - dog uden agurker på øjenlågene, da hun udsultet spiser dem. Det er forpustende, festligt, fjollet og fjerlet, men hold fast hvor de spiller og stråler og swinger.

Miss Pettigrews fantastiske forvandling. Instruktion: Bharat Nalluri. Manuskript: David Magee & Simon Beaufoy. Engelsk. (Metropol og Falkoner, København, samt Metropol og CinemaxX, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu