Læsetid: 7 min.

Funktionærens ondskab

Filosofi. Med 35 års forsinkelse udkommer den jødiske tænker Hannah Arendts gennembrudsværk på dansk. En rapport om ondskabens banalitet er blevet en klassiker i den moderne filosofis forståelse af ondskab og er en usentimental beskrivelse af, hvordan den almindelige funktionær kan blive højtstående nazist, og om, hvordan ondskaben lever i det normale
Holocaust. Den jødiske tænker Hannah Arendts bog om den tyske SS-officer Adolf Eichmann er nu udkommet på dansk.

Holocaust. Den jødiske tænker Hannah Arendts bog om den tyske SS-officer Adolf Eichmann er nu udkommet på dansk.

18. oktober 2008

Ondskaben er ikke dyb og dæmonisk. Det er ikke en uregerlig kraft forbeholdt psykopater og sadister. Ondskaben er banal og kan bo i enhver, der ikke ser verden i øjnene og ikke konstant tænker over det system, de er en del af. Det er en af den jødiske tænker Hannah Arendts hovedpointer efter at have fulgt den israelske retssag mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann som korrespondent for The New Yorker i starten af 1960'erne. Artiklerne blev sammenskrevet i bogen Eichmann i Jerusalem - en rapport om ondskabens banalitet og blev et provokerende hovedværk for den moderne forståelse af ondskabens natur. Først 35 år efter foreligger bogen nu endelig på dansk.

"Ondskaben er ikke noget dybdefænomen, men så meget desto værre, for så er ondskaben pludselig alle vegne, og det er derfor, bogen er så vigtig i dag. Vi må hele tiden tænke os om, stoppe op og stille spørgsmål til alle de systemer, vi indgår i," siger Karen Marie Mortensen, der er ekstern lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet og forfatter til bogen Skabt til at begynde om Hannah Arendt.

Eichmann var normal

Eichmann var under krigen ansvarlig for deportationen af millioner af jøder til de nazistiske kz-lejre. Han flygtede fra amerikansk krigsfangeskab i 1946, men blev fundet i Argentina i 1960 af israelske agenter og bragt for en domstol i Jerusalem, hvor han i 1962 blev hængt for forbrydelser mod menneskeheden. Under retssagen gentog Eichmann, at han ikke var jødehader og blot fulgte ordrer, og gennemundersøgt af et helt hold amerikanske psykologer måtte man konstatere, at manden han tilsyneladende var helt normal.

Det er præcis denne normalitet, Hannah Arendt beskriver i sin bog, der på udgivelsestidspunktet var voldsomt provokerende.

"Ondskaben bliver ikke skildret som noget dæmonisk hos Arendt og er i den forstand ikke noget særligt interessant," siger Karen Marie Mortensen.

"I stedet knytter hun ondskaben til tankeløsheden, og således overlades man til samfundets strukturer. Det er det, der bliver ondskabens banalitet - hvis man ikke stopper op og tænker over, hvad det system, der omgiver dig, er i gang med."

Fordi Eichmann ikke tænker sig om, fører det til ondskaben, og på dem måde bliver SS-officeren et billede på den trussel, der ligger over os alle sammen, hvis vi ikke bruger eftertanken, forklarer Karen Marie Mortensen.

Lukket for samvittighed

Den tankegang gør samvittighed og moral til nøglebegreber hos Hannah Arendt, forklarer professor i filosofi ved Aarhus Universitet Hans Jørgens Schanz.

"Med idéen om tankeløshed taler hun om samvittigheden som en kraft, der bliver sat ud af spil. Og i Eichmanns tilfælde handler det om, at han har lukket for samvittigheden," siger Hans Jørgen Schanz.

Indtil Arendts analyse af retten i Jerusalem havde man betragtet holocaust som noget middelalderligt eller arkaisk, der brød ud i mennesket, forklarer Karen Marie Mortensen, og det er blandt andet derfor, værket har så stor en gyldighed i dag.

"Men med henvisning til sociologen Zygmunt Baumann påpeger Arendt netop, at jødeforfølgelsen lå i forlængelse af moderniteten. Det var en udryddelse, der foregik i system og på skinner, som kørte i døgndrift," siger Karen Marie Mortensen, og Hans Jørgen Schanz supplerer:

"Totalitarismen er kun mulig i moderniteten, siger Hannah Arendt. Den forudsætter en så effektiv naturbeherskelse og især en beherskelse af de administrative og kommunikative midler, at den kun er mulig i moderniteten, hvor vi kan have en stram styring af disse kommunikationsmidler og samfundsopbygningen. Og til det tilføjer jeg, at totalitarismen måske kun er mulig i moderniteten, men den er i sig selv antimoderne. Det er nemlig kun beherskelsesstrategierne, totalitarismen tager fra moderniteten. De andre normer, vi forbinder med moderniteten - personlig myndighed, demokratiske strukturer og det forhold, at religion er selvvalgt og privat - det undertrykker totalitarismen."

Fratager ham ikke skyld

Eichmann i Jerusalem var en punktering af den dæmonisering af nazisterne, der havde præget forestillingen om Anden Verdenskrig frem til 60'erne, og Arendt blev lagt for had i især jødiske kredse for sine teorier. Men som lektor Jacob Dahl Rendtorff fra Roskilde Universitetscenter forklarer, fratager hun ikke hverken nazisterne eller Eichmann skylden - tværtimod.

"Der er nærmest et kristent element i den måde, Arendt taler om ondskab på. Hun taler nemlig om synden. Det, at vi alle sammen er en potentiel Eichmann, hvis vi ikke stopper op og tænker os om. Hvis vi giver efter for en misforstået pligtmoral," siger Jacob Dahl Rendtorff.

"Men det fjerner ikke ansvaret fra mennesket. Tværtimod påhviler der mennesket et enormt ansvar og en moralsk pligt til konstant at tænke over den situation og det system, man befinder sig i. Derfor er der også en eksistentialistisk undertone i Hannah Arendts teorier, fordi hun påpeger, at man har friheden til at sige nej. Det er et menneske, der ikke vil vedkende sig sin menneskelige frihed til at tænke selv og derigennem ikke vedkende sig sit moralske ansvar."

Hans Jørgen Schanz henviser videre til en tidligere Arendt-udgivelse, Det menneskelige vilkår fra 1958, hvor hun har en længere udredning af moralsk ansvar og tilgivelse. Det, man ikke kan tilgive, kan man heller ikke dømme, siger Hannah Arendt - og det, man ikke kan dømme, kan man ikke tilgive.

"Men i Eichmann i Jerusalem tager hun et videre opgør med retten i Jerusalem," forklarer Hans Jørgen Schanz.

"Eichmann blev tiltalt efter tre paragraffer: 'Forbrydelser mod freden', 'Forbrydelser imod krigens love' og 'Forbrydelser mod menneskeligheden'. Hannah Arendt siger så, at han kun kan dømmes for paragraffen om forbrydelser mod krigens love, og der har han gjort nok til at skulle have knoppen af - på den måde var hun komplet usentimental. Men han kan ikke dømmes for forbrydelser mod freden, da han ikke personligt startede en angrebskrig, og han kan heller ikke dømmes for forbrydelser mod menneskeligheden. Det er en moralsk kategori og ikke en juridisk, og det er kun Gud, der opererer med moralske love."

Det er først inden for de seneste ti år, at Hannah Arendt er blevet brugt som en af de allerstørste moderne tænkere. Det er en proces, der har været i gang siden Murens fald, forklarer Hans Jørgen Schanz, for uden noget fast politisk ståsted var hun svær at placere mellem liberalister og marxister op gennem 70'erne og 80'erene.

"Men i dag er hun den mest citerede samfundsteoretiker overhovedet verden rundt," siger Hans Jørgen Schanz

Moralsk ansvar

Lektor Anne Marie Pahuus har udgivet bogen Hannah Arendt i Forlaget Anis' profilserie, og særligt efter 11. september 2001 så hun interessen for Arendt vokse.

"Hun er så vigtig i dag, fordi vi stadig arbejder utroligt hårdt med at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert i den politiske debat, og Hannah Arendt lader sig ikke placere i det politiske felt. Eichmann i Jerusalem er særlig brugbar efter 11. september, for her efter opstod den store generelle debat om ondskab, der aldrig rigtig kom efter 1945," siger Anne Marie Pahuus, der håber, at mange almindelige mennesker vil læse bogen, fordi den netop handler den ondskab, der kan ramme helt almindelige mennesker, og om vores moralske ansvar.

"Det handler om at være moralsk skyldig ved at være overfladisk, og det vil man forstå, hvis man læser bogen," siger Anne Marie Pahuus.

"Hannah Arendt besidder en dømmekraft, der gør hende til en særlig stærk filosof, der ikke taler abstrakt, men får os til at forstå, hvad det betyder at indgå i et system. Hun får os til at forstå, hvor meget hverdagssproget kan betyde for et system. Hvordan generaliserende hverdagsvendinger kan omskrive historien, og også på det punkt er hun uhyggeligt vigtig i dag. Hannah Arendt viser, at sproget er så utroligt vigtigt som redskab til at yde vore moralske pligt til at tage stilling. Og hvis man gennemgår protokollerne allerede fra Eichmanns afhøring, som Arendt også bruger, blive det klart, at han simpelthen ikke kan sætte præcise ord på det, de lavede."

Italesætter moral

Ifølge Pahuus er det først inden for de senere år, man også politisk er begyndt at tænke som Arendt om den moralske pligt. Tidligere talte man ud fra en forestilling om manglende indsigt som noget uskyldigt. Vi ved ikke, hvad vi gør, og så kan vi heller ikke gøres ansvarlige.

"Men det er, som om politikere som for eksempel Barack Obama er begyndt at italesætte moral som noget andet. Det ser du særligt med miljødebatten, hvor vi så småt er begyndt at forstå, at det ikke er uskyldigt ikke at vide, hvad vi gør. Herhjemme er det det, vi kalder medborgerskab."

Hannah Arendt. Eichmann i Jerusalem - en rapport om ondskabens banalitet. Udkommer i dag på Gyldendal. 384 sider. ISBN: 9788702053401

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu