Læsetid: 6 min.

Helmut Schmidt gør regnskabet op

For den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt var politik ikke en værdikamp, men at regere landet med lidenskab, ansvarsfølelse og øjemål. Politik er et moralsk anliggende, og sådan ser den snart 90'årige karismatiske statsmand det stadig. Han er netop udkommet med sin biografi
Den ældre statsmand, Helmut Schmidt (tv.), i samtale med den yngre, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (th.) fra Schmidts eget parti SPD. Schmidt var en yderst populær forbundskansler, der så politik som et moralsk anliggende - blot må moralen vise sig i handlinger og ikke i proklamationer.

Den ældre statsmand, Helmut Schmidt (tv.), i samtale med den yngre, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (th.) fra Schmidts eget parti SPD. Schmidt var en yderst populær forbundskansler, der så politik som et moralsk anliggende - blot må moralen vise sig i handlinger og ikke i proklamationer.

Roland Magunia

11. oktober 2008

af Per Øhrgaard

Da Helmut Schmidt fra 1974 til 1982 var forbundskansler i Vesttyskland, afviste han at være "nationens førstetænker". Han anså det ikke for en regeringsopgave at føre værdikamp, men at regere landet med lidenskab, ansvarsfølelse og øjemål, som Max Weber sagde. Schmidt citerer ham i sin nyeste bog, Ausser Dienst, der udkom for en måneds tid siden. Titlen er meget tysk for så vidt, som den fortæller, at man som statstjener aldrig helt bliver privatperson, man er "a.D.", så at sige i reserven. Eftersom Schmidt fylder 90 i december, vil han næppe blive officielt aktiveret igen. Men han er ikke hørt op med at kommentere tidens gang, og "uden for tjenesten" viger han ikke tilbage for at anstille moralske betragtninger. De er måske ikke originale, men de har vægt ved at komme fra en mand, der har haft praktisk ansvar for en stor nation.

Og politik er for Helmut Schmidt et moralsk anliggende - eller burde være det. Blot må moralen vise sig i handling og ikke i proklamationer. Han skriver spydigt, at efterfølgeren Helmut Kohls ideer om "en åndelig-moralsk vending" i Tyskland ikke ses at have sat sig spor i hans politik (men Schmidt anerkender Kohls indsats i årene 1989-90). Han har også meget lidt til overs for den senere grønne udenrigsminister Joschka Fischers forvandling fra pacifist til interventionist. Derimod var kansler Schröders nej til at deltage i det amerikanske angreb på Irak "ikke alene aldeles velbegrundet, men også en moralsk nødvendighed".

Med dette syn på politik er det logisk, at Schmidt indleder sin bog med at opregne nogle personer, som han i sin politiske karriere altid har kunnet stole på: Hans-Jochen Vogel og Herbert Wehner fra sit eget parti, men også folk fra CDU som Rainer Barzel og Richard von Weizsäcker. Ligeså oplysende som disse navne er dem, der ikke er med på listen: Man finder ikke Willy Brandt - og slet ikke Hans-Dietrich Genscher. Om regeringsskiftet i 1982 skriver Schmidt, at han burde have fyret FDP-ministrene noget før. Da han så gjorde det, informerede han først Genscher personligt, hvorpå Genscher gik ud og forkyndte, at de frie demokrater havde opsagt regeringssamarbejdet. Foragten for den opførsel er til at tage og føle på.

En overbevist eur0pæer

En forudsætning for at være seriøs politiker er for Schmidt, at man ikke kun er politiker. Ingen burde gå ind i politik, førend de har lært og praktiseret noget, som de også kan vende tilbage til. Kun sådan kan man bevare sin uafhængighed. Og "hvis man ikke benytter lejligheden til ved siden af sin erhvervsuddannelse at lære mindst to fremmedsprog, risikerer man for altid at forblive andenrangs".

Helmut Schmidt, ophavsmanden til NATO's berømte dobbeltbeslutning fra 1979, kan næppe kaldes pacifist. Men han er en afgjort modstander af de brud på folkeretten, som de seneste 10-15 års ideologiske udenrigspolitik har ført til.

"Bomberne mod Beograd viste, hvor hurtigt en såkaldt humanitær intervention bliver til en voldelig forfølgelse af egne magtpolitiske interesser - det kommer der ud af at begynde at blande sig. (...) Jeg anser forsvaret af mit land mod fremmed vold og ligeledes forsvaret af vort demokrati og vor retsstat for ikke blot folkeretligt legitimt, men også for et moralsk påbud. Samtidig ligger det mig på sinde at sige: Lad den omhyggelige pleje af et godt naboskab være os vigtigere end al mulig deltagelse i fremmede konflikter på andre kontinenter."

Et godt naboskab ønsker Schmidt også med Rusland. I et tv-interview for nylig kritiserede han skarpt vestens iver efter at være til stede i Georgien og Ukraine: "Det svarer til, at Warszawa-pagten i sin tid havde holdt topmøde i Caribien!," sagde Schmidt. Også i bogen pointerer han, at det ikke er Rusland, men Vesten, som har optrådt ekspansivt efter 1990.

"De amerikanske regeringer har over for det svækkede Rusland ikke holdt de løfter (om nedrustning, p.ø.), som de gav Sovjetunionen i 1990."

Schmidts syn på invasionen af Irak er allerede nævnt - og ikke nyt. Han sagde det samme, da den fandt sted. Og at Tysklands sikkerhed skulle kræve tyske soldater i Afghanistan, anser han for regulært vås. Det er ikke på den måde, terrorismen bekæmpes - siger en af dem, der har egne erfaringer med terrorisme.

For Helmut Schmidt, den overbeviste europæer, er den hurtige og voldsomme udvidelse af EU en alvorlig fejltagelse, som indtil videre har lammet og sikkert længe endnu vil lamme Europa. Hvis man nu "endnu engang forhaster sig" i forholdet til Ukraine, Georgien etc., vil EU formentlig ende som en ren frihandelszone. Det vil glæde de imperialistiske kræfter i USA, men ikke være til gavn for Europa. Thi Europa har netop brug for samling og styrke i en tid, hvor USA har sat sin moralske førerstilling i verden over styr og måske er på vej til også at miste den økonomiske. Når Schmidt foreslår skrappere regler for de internationale finansmarkeder, kan han henvise til, at han altid har talt for det. Han er hverken neoliberal skrivebordsstrateg eller en af de sidste dages hellige, som først ville have frit slag og nu råber på statsstøtte. Det var Schmidt og Giscard d'Estaing, som i 70'erne lagde grunden til det, der i dag er eurozonen, og begrundelsen var dengang den samme som nu: USAs uansvarlige politik.

Det største interne problem for det tyske samfund er ifølge den 89-årige Schmidt, at det bliver stadig ældre. Kombinationen af længere levetid, tidligere pensionsalder og faldende fødselstal gør det derfor nødvendigt at omstrukturere velfærdsstaten, helt uafhængigt af den såkaldte globalisering. Så Schmidt er tilhænger af "Agenda 2010" og mere til, men vil ikke bilde nogen ind, at man kan se frem til lavere skatter: et moderne samfund er nu engang dyrt i drift. Privatisering er ingen løsning, for også pengene til den skal jo komme et sted fra. Schmidt er som mange andre bekymret for organisationernes magt, men til forskel fra mange andre lige så bekymret for arbejdsgivernes som for fagforeningernes kortsynethed: De fleste erhvervsledere er ikke spor klogere end andre mennesker, er hans erfaring. Som tidligere taler han for særlige regler, der kan bringe "de seks østlige forbundslande" på benene (normalt taler man jo kun om fem, men for Schmidt hører Berlin med).

Schmidts pligtkatalog

Schmidt gør sig endelig nogle erklæret amatørfilosofiske overvejelser over religion og politik. Selv kalder han sig en kristen uden noget særligt forhold til kirken, og han skriver ikke om religiøs fanatisme uden at nævne den kristne på linje med andre religioners. Og så hugger han til: "Det er ikke Tysklands opgave at hjælpe det religiøse overhoved for de tibetanske buddhisters lille, etnisk begrænsede sekt med at blive offentligt anerkendt. Derimod er den offentlige anerkendelse af den islamiske verdensreligion i vores interesse". Og: Det kan ikke nytte at bebrejde nogle muslimske lande, at de er diktaturer, og samtidig være gode venner med andre (Saudi-Arabien), som også er det. Schmidt agiterer ikke for at bryde med Saudi-Arabien, men for i det hele taget at blande sig mindre i andres indre anliggender: "Hvis man ligefrem med magt vil påtvinge andre folkeslag demokrati, tager man uundgåeligt krige med i købet." Her er Schmidt på linje med sin gamle kollega Egon Bahr, som engang sagde: Fred er ikke alt, men uden fred er det hele ingenting.

Med andre internationale forhenværende (fra Carter til Gorbatjov) har Schmidt arbejdet på en slags pligtkatalog, der kunne supplere menneskerettighederne. Jeg ved ikke, om han er bekendt med, at Hermann Broch arbejdede med præcis det samme kort efter FN's grundlæggelse, men motiverne er ens. Hvis rettigheder ikke balanceres af pligter, kan de gøre mere skade end gavn. F.eks. kan det være meget godt med ytringsfrihed, men den bør indeholde pligten til ikke unødigt at krænke f.eks. andre religioner.

Da Helmut Schmidt i 1982 blev væltet som kansler, skruede jeg mig her i bladet op til at citere Shakespeare: "When comes such another?". Han eller hun har ikke vist sig endnu. Så det er godt, at den snart 90-årige endnu er iblandt os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu