Læsetid: 5 min.

Troells episke øjeblikke

Jan Troell er i sit rette element med en fortryllende familiefortælling om arbejderkvinden Maria Larssons sans for at se sin hverdag med et eget blik i begyndelsen af det 20. århundrede
/b> Med Mikael Persbrandt i rollen som Marias skiftevis voldelige og elskelige mand forstår vi gradvis det svære forhold i mellem dem. Maria, spillet af Maria Heiskanen, tager med sit fotografiapperat hul på drømmen om noget mere end det liv, hun umiddelbart bliver budt.

/b> Med Mikael Persbrandt i rollen som Marias skiftevis voldelige og elskelige mand forstår vi gradvis det svære forhold i mellem dem. Maria, spillet af Maria Heiskanen, tager med sit fotografiapperat hul på drømmen om noget mere end det liv, hun umiddelbart bliver budt.

Nille Leander

31. oktober 2008

Pif, paf, puf. Med de ord tager en fotograf et billede i en tid, hvor ingen rigtigt forstår kameraets magi. Hvordan kan livet fanges på en metalplade? Hvordan kan flygtigt lys blive til et evigt øjeblik på papir?

Jan Troells nye film Maria Larssons evige øjeblik udnytter den fascination og billedernes mystik til fulde. Filmen fremstår selv som et lille filmisk trylleri ved at få os til at se så meget mere i historien om arbejderkvinden Maria Larsson i Malmø i begyndelsen af det 20. århundrede end det, der først lader til at være så håndgribeligt, jordnært og ligetil.

Maria Larsson indskriver sig smukt i rækken af den nu 77-årige Troells historiske skæbneportrætter af mennesker, som har drømt om noget andet end den umiddelbare virkelighed. Hvad enten det drejer sig om politik og litteratur som i Hamsun (1996), om ingeniør Andrées hasarderede tur over Nordpolen i luftballon i Den umulige drøm (1982) eller om Elsa Anderssons drøm om at blive aviatrice i Troells forrige spillefilm Så hvid som sne (2001).

Jan Troells univers er befolket af Udvandrerne (1971), Nybyggerne (1972) og andre med mod på nye kyster og højere luftlag. Maria Larsson skiller sig dog ud ved at leve et hverdagsliv, hvor der stort set ikke er tid til at tænke på livet som andet end overlevelse. Alligevel finder hun gradvis plads til at se verden omkring sig med sit særlige blik i det kamera, hun en gang vandt i lotteriet. Først bliver kameraet gemt og glemt, men siden bliver det omdrejningspunktet for historien i den smukke familie- og samfundsskildring, som filmen om hendes evige øjeblik ender med at blive, frem for fortællingen om en fascinerende eners skæbne.

Dramatisk brydningstid

Maria Larssons umiddelbare skæbne er ikke ulig mange andre kvinders på den tid. Gift med en spritglad havnearbejder (Mikael Persbrandt), knokler hun (Maria Heiskanen) for at få en familie med fire børn til at hænge sammen. Filmens første del tegner et portræt af tiden i Marias del af byen, hvor kapitalismen og 'den socialistiske sygdom' støder sammen på arbejdspladserne, afholdsforeningerne er vigtige sociale sammenhænge, og kvinder ikke har ret til meget andet end at føde børn, knokle og få tæsk.

Der er sprængfyldt materiale med virkelige begivenheder som bombningen af Amathea-skibet, som husede engelske strejkebrydere i havnen, men historien bevarer hele tiden fokus på det nære. På Maria, hendes mand og børneflokken, som med årene ender på i alt syv. På hvordan de lever, kæmper og drømmer og slås med alt det, vi mennesker stadig slås med, mens historien går sin hektiske gang.

Kompliceret kærlighed

Filmen fortælles af Marias ældste datter Maja, som ligesom os har svært ved at forstå, hvordan hendes mor kan holde sin skiftevis voldelige og elskelige mand ud. Med Mikael Persbrandt i rollen som manden begynder vi som publikum gradvis at forstå det svære forhold. Persbrandt får skabt en nuanceret karakter, som man netop skiftevis elsker og hader, mens han svigter og charmer og drikker og kalder sin hest Kropotkin.

Han er perfekt som modspil til Heiskanens lille, fornuftige, hverdagstapre Maria, der leder tankerne hen på Mike Leighs Vera Drake. Heiskanen fik sit gennembrud i Troells Kaptajnen og hans kvinde (1991) og bærer her gribende filmen på sine spinkle skuldre med en række stærke danske og svenske skuespillere (bl.a. Ghita Nørby) og en velspillende børneflok omkring sig.

Et smukt venskab

Jesper Christensen leverer en vidunderlig modpol til en Bond-skurk med portrættet af den ensomme indehaver af byens kamerabutik, som fra starten har et godt øje til Fru Larsson. Som et respektfyldt og afdæmpet gemyt i en verden med klassisk violin, Chaplin-film og madeira som dufte i et glas er han for Maria et møde med alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, som hun længes efter i hverdagen.

Da Maria vil sælge kameraet, opfordrer han hende i stedet til at afprøve det først, og således indledes en alternativ fotografisk karriere og et smukt venskab, hvor Maria fanger glimt af sit liv og fotograf Pedersen beundrer resultaterne.

Først katten i vindueskarmen og de mange børn. Siden nabokonens døde datter, som i en smuk sekvens går bort i disen over isen og siden fastfryses af Maria med kvarterets nysgerrige børn som tilskuere bag isblomstrede ruder. Troell får afdæmpet lirket poesien ind i fortællingen og lader os opleve omgivelserne med Marias blik, som når hun ser skønheden og ikke noget mislykket i en anden nabos mongolpige.

Blotlægger

Filmen er baseret på en roman af Troells kone Agneta Ulfsäter-Troell, som har fået Marias virkelige historie fortalt af hendes datter Maja. Niklas Rådströms manuskript over bogen tror på styrken i hendes skæbne og bruger ikke de store armbevægelser til at dramatisere unødvendigt. Nuancerne og detaljerne får lov at tale for sig selv.

I filmens første del med etableringen af tidens vilkår bliver overgangene ind imellem noget bratte, men når den mere personlige del af fortællingen med Marias fotografering og umulige forelskelse i fotograf Pedersen forandrer hendes liv, finder filmen en egen ro og rytme. Børnene, ja selv katten, finder naturligt en plads i fortællingen uden at fylde så meget hver især.

Det er blevet sagt, at Troells film blotlægger frem for at beskrive. At han gennem at skildre arbejdet, viser mennesket. Det blik på hans film er ikke mindst sandt her, hvor ting altid sker midt i hverdagen med arbejde, madlavning og badning af børn. Man har ikke en oplevelse af at være vidne til et konstrueret drama, men snarere af at være blevet inviteret indenfor i en række øjeblikke i nogle menneskers liv.

Mange dimensioner

Tingene sker ligesom bare, men for personer, som vi hurtigt er engageret i, og i billeder, som suger blikket til sig. Med komponisten Matti Byes valsende violin og stemningsfulde klaver til at binde det sammen, bliver filmens 130 minutter ikke et øjeblik for meget.

I Maria Larssons evige øjeblik får Troell det til at virke så let at gå ind i nogle historiske personers liv og få både de universelle, personlige og poetiske såvel som de mere specifikke tids- og samfundsmæssige dimensioner med. Det er en præstation, som efterlader én fortrinligt fortryllet. Pif, paf, puf.

Maria Larssons evige øjeblik. Instruktion: Jan Troell. Manuskript: Niklas Rådström med Jan Troell og Agneta Ulfsäter-Troell. Dansk-svensk (Grand og Dagmar, København, Metropol og Øst for Paradis, Århus, samt Cafébiografen, Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu