Læsetid: 1 min.

Befrieren

28. november 2008

Det er en god historie, veteranen Michael Apted vil fortælle i periodedramaet 'Amazing Grace', og man forstår hans fascination af de virkelige begivenheder bag. Men tonen er alt for højstemt og hovedpersonen for meget en spejderdreng til, at filmen fænger.

Sidst af 1700-tallet bliver den 21-årige handelsmand, filantrop og ildsjæl William Wilberforce (Ioan Gruffudd) valgt ind i det britiske parlament, og gennem de næste 18 år kæmper han og hans allierede for at få afskaffet slaveriet i det britiske imperium.

Det er en svær, næsten umulig opgave, og Wilberforces fysiske og psykiske helbred lider under anstrengelserne, der indimellem ikke ser ud til at føre til noget. Men på et tidspunkt, hvor han er lige ved at give op, får han opbakning af Barbara Spooner (Romola Garai), der siden bliver hans kone, og i 1807 lykkes det ham at samle flertal i parlamentet.

Titlen, Amazing Grace, kommer fra den berømte sang, som Wilberforces mentor, præsten og den tidligere slaveskibskaptajn John Newton (Albert Finney), skrev, da han fik en åbenbaring og besluttede at bruge resten af sit liv på at sone sine ugerninger.

Det er svært at være uenig med Wilberforce og filmen i, at slaveriet var noget forbandet svineri. Men Apted leverer en lidt gumpetung blanding af forudsigeligt, overfladisk tv-drama og salvelsesfuldt portræt af en stor mand, der også lider under, at den renskurede Wilberforce egentlig ikke er så interessant - eller i hvert fald ikke bliver fremstillet og spillet som sådan. Meget mere spændende er nogle af de mennesker, han har omkring sig, især Newton og den kompromisløse aktivist Thomas Clarkson (Rufus Sewell), som taler om at sætte England i brand, da han hører om revolutionen i Frankrig. En begivenhed, der ryster det britiske samfund i sin grundvold og giver Wilberforce og Co. store problemer.

Amazing Grace. Instruktion: Michael Apted. Manuskript: Steven Knight. Engelsk-amerikansk (Dagmar, Kbh.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu