Som filmanmelder må man i princippet ikke være forudindtaget, men man er, fanden stå i det, blot et menneske. Og hvis sandheden absolut skal frem, var jeg ikke ved at boble over af forventningsfuld glæde ved udsigten til en norsk film om teenagetrængsler og biseksualitet. Lidet hjalp det, at filmen på norsk såvel som dansk har en akavet titel: Henholdsvis Mannen som elsket Yngve og Mig og Yngve.
Jeg så i ånden en velment, men vattet og humorforladt ombæring. Hvor kan det være vidunderligt at tage fuldstændig fejl af og til.
Det første gode tegn var den uforstilte bramfrihed, der flyder gennem filmens generelt glimrende dialog. I åbningsscenen - som i øvrigt sender tankerne i retning af Trainspotting - klinger det således helt ægte, da outsideren Helge under en søvndyssende skoleudflugt skærer igennem med spørgsmålet: "Nogle gange synes livet så meningsløst. Hvad er der blevet af den hellige treenighed: Fisse, Rock og Revolution?"
Modsætninger mødes
Spørgsmålet stilles til vores hovedperson, 17-årige Jarle, som er på samme frustrerede bølgelængde. Et venskab grundlægges, og Helge og Jarle råder bod på det med den udeblevne rockmusik ved også at grundlægge et band.
De opkalder det logisk nok efter en respektløs ung vovehals, der fik hele verdens opmærksomhed, da han tog røven på selveste Sovjetunionen, nemlig den egenrådige pilot Mathias Rust. Sangene handler om det, der nu engang optager teenagedrenge: Sex, blasfemi, anarki og den slags.
Nok lader revolutionen vente på sig, men Jarle får også dækket sig ind, hvad angår treenighedens første punkt. Efter længere tids kurtisering har han nemlig fundet sammen med den smukke drengepige Katrine, som fra øvelokalets sidelinie tilbyder drengene konstruktiv kritik tilsat lidt kærlig overbærenhed, hvad angår deres storskrydende machoposering.
Da titelpersonen starter i Jarles klasse, udvikler Jarle imidlertid også varme følelser for ham, skønt Yngve med sit yuppie-ydre, sin ufarlige musiksmag og sine sunde fritidsinteresser egentlig slet ikke er Jarles type. Men hjertet går som bekendt sine egne veje, og da følelserne er gengældte, har vi balladen.
Dobbeltspil
Da Mig og Yngve handler om drastisk forandring, giver det god mening, at den udspiller sig lige efter Berlin-murens fald. Denne verdensomvæltende begivenhed finder også vej til Jarles ellers så rå tekstunivers. Han forfatter en kærlighedssang, som han bilder både Katrine og Yngve ind, er skrevet specielt til dem. Et dobbeltspil, som næsten må give bagslag.
Det må være en stor udfordring for enhver manuskriptforfatter og filmmager at indfange såvel teenagetilværelsens afgrundsdybe alvor som dens overstadige sorgløshed, og Mig og Yngves måske største force er den fine føling med de unge personers modsætninger.
At Jarle ubesværet favner det profane og det sentimentale behøver ingen forklaring: Ond-i-sulet-attitude og blævrende hjerte-smerte-mentalitet lever jo med største selvfølgelighed side om side i denne turbulente livsfase. En splittelse, som på humoristisk vis spejles i Jarles tøjstil, der veksler mellem monokrom postpunk spleen og farverige, ømme og umiskendeligt norske sweatere.
Tidens toner
Filmens personer fremstilles som både ganske fejlbarlige og ufrivilligt komiske - jævnfør den kiksede Berlin-mur-metafor i Jarles kalvede kærlighedshymne, som siger alt om purunge poeters manglende mådehold med patos.
Men tonen bliver aldrig ondskabsfuld, fordi instruktør Stian Kristiansen samtidig opretholder en skudsikker solidaritet med sine figurer og udviser stor respekt for det, de går igennem. Han udviser også en skarp forståelse for unges gruppedynamik, de på en gang intense og skrøbelige alliancer mellem Jarle, Helge, Yngve og Katrine.
I et af filmens finest observerede øjeblikke er det dog den ældre generation, der må holde for: Første undervisningsgang efter murens fald slår en skolelærer med indstuderet og selvbevidst fanden-i-voldskhed en stor sort tuschstreg henover det nu forældede Europa-kort.
Mig og Yngve er desuden tilstrækkelig vital rent filmisk, af og til ved hjælp af meget simple midler, som når et cykelhjuls eger drøner henover over Jarles ansigt som et billede på hans indre virvar.
Tidens toner
Derudover er filmens 80'er-soundtrack fint doceret. Det inkluderer The Cure og REM og kulminerer i Joy Divisions udødelige "Love Will Tear Us Apart". En film har bare at gøre sig fortjent til at bruge et nummer af den kaliber, men det gør denne også.
Der er dog et par knaster: Til slut gennemgår Yngve en dramatisk udvikling, som ikke virker tilstrækkeligt motiveret. En enkelt uvorn vits - der udspiller sig under et forhindringsfyldt pot-togt, som Jarle og Helge foretager - rammer ved siden af, og endelig lykkedes det mig ikke at regne ud, hvad den simrende Ødipus-konflikt mellem Jarle og hans fraskilte forældre skulle betyde eller bidrage med. Knægten har da kærlighedskvaler nok, som det er!
Menneskeklog
I luksusproblemafdelingen er hovent charmerende Arthur Berning, som spiller Helge, faretruende tæt på at stjæle billedet fra den ellers glimrende hovedrolleindehaver Rolf Kristian Larsen (som har en diskret fysisk lighed med den unge danske skuespiller Cyron Melville).
Men alt i alt en både menneskeklog og underholdende film, som yder noget nær fuld retfærdighed til teenagetilværelsens unikke miks af gru og eufori.
Mig og Yngve. Instruktion: Stian Kristiansen. Manuskript: Tore Renberg. Norsk (Gloria og Vester Vov Vov i København samt Øst for Paradis i Århus)
