Læsetid: 4 min.

Filmen som Bush selv bad om

Den afgående amerikanske præsident har fået en passende afskedssalut i Ridley Scotts agentdrama 'Body of Lies', hvor ondt i den grad fordrives med ondt
Den afgående amerikanske præsident har fået en passende afskedssalut i Ridley Scotts agentdrama 'Body of Lies', hvor ondt i den grad fordrives med ondt
28. november 2008

Scener fra CIA-markagenten Roger Ferris' liv: 1) Ferris myrder en stikker, han egentlig havde lovet en ny tilværelse i USA. 2) Ferris likviderer en mand i en møgbeskidt gyde, mens to rabiesbefængte køtere bider ham i benene. 3) Ferris affyrer sit håndvåben gentagne gange på en gade fyldt med mennesker. Her har vi tydeligvis en mand, der ikke ligger søvnløs ved tanken om lidt collateral damage.

Men så har Ferris vel en moralsk retskaffen kollega til at sætte tingene i relief? Nej, det opsigtsvækkende ved Ridley Scotts agentdrama Body of Lies er, at Ferris - som spilles af Leonardo DiCaprio - faktisk er filmens bedste bud på en helt.

Rundet af sin tid

De amerikanske antiterrorstyrkers brutale metoder skildres her som en selvfølgelighed, og det virkelig dumme svin inden for CIAs rækker er den for kvababbelser kemisk rensede Ed Hoffman, som spilles af Russell Crowe. Med sin sort-hvide verdensopfattelse, sydstatsaccent og 'det-er-dem-eller-os'-retorik har man lov at gætte på, at Hoffman skal forestille Bush-doktrinens repræsentant.

Body of Lies er altså et (problem)barn af sin tid, et direkte resultat af Bush og co.s uheldige håndtering af terrorangrebene på USA 11. september 2001 og på mange måder en passende opsummering af syv både surrealistiske og gruopvækkende år.

Den udspiller sig på baggrund af en verdenssituation, som er alt for genkendelig, men dog dramatiseret: Islamiske fundamentalister angriber med korte mellemrum civile mål i England og det øvrige Europa, hvilket får CIA til at rette sigtekornet mod manden, de kalder Den store hvide hval, terrorlederen Al-Saleem. Da terroristerne af sikkerhedshensyn har afsværget teknologisk kommunikation, er markagenter som Ferris for alvor blevet afgørende.

To tidsaldre

Tilbage fra Blade Runner (1982) har Scott den ældre haft et ømt punkt for et bestemt modsætningsforhold, nemlig højteknologi over for forfald, det ultramoderne over for det udtjente.

Ved at lade disse to køre parløb skaber han indtryk af en alt andet end homogen virkelighed, og allerede i åbningsscenen i Body of Lies synes to tidsaldre da også at kollidere; vi er i et boligkvarter i Manchester, der ligner et levn fra efterkrigstiden, og blandt det første, vi ser, er noget så nostalgisk som mælkeflasker.

Dette giver mening i den større sammenhæng: Hvor Ferris er den analoge mand i marken, er Hoffman ham med det store, højteknologisk tilvejebragte overblik. CIAs satellitter holder et vågent øje med alt og alle - Ferris ikke undtaget.

Filmens titel er et ordspil, da Hoffman konstant kalder Ferris for 'buddy' ('makker') - en jovialitet, man ikke må lade sig narre, af, hvilket vor 'helt' da heller ikke gør. Hoffman kører nemlig sit helt eget løb, også når det bringer Ferris i fare. Den amerikanske nations splittelse når nu helt ind i dens efterretningstjeneste.

Spejlvendt

Det skorter heller ikke på gensidig mistillid i samarbejdet mellem Ferris og chefen for den jordanske efterretningstjeneste (britiske Mark Strong i filmens bedste birollepræstation). Da samtalen på et tidspunkt falder på tortur, bemærker sidstnævnte spydigt, at "det har I utvivlsomt erfaring med", hvorefter Ferris blot lader en sigende tavshed fylde lokalet.

Body of Lies vidner altså om en virkelig verden, hvor målet helliger midlerne i en sådan grad, at alt er tilbøjeligt til at blive spejlvendt. Til slut slås denne pointe ret bogstaveligt fast, da vi hører Al-Saleem byde tilfangetagne Ferris "Velkommen til Guantanamo", inden han knuser et par af Ferris' fingre.

Selvom filmens force klart er eftertankevækkende samtidskommentar snarere end underholdning, tør den desværre ikke lade helt hånt om konventionerne. I tredje akt viger det abstrakte for det konkrete, når Ferris' mission pinedød skal have en personlig dimension komplet med en kvinde i nød.

En gammel dreng

Mere begavet er straks filmens måde at spejle temaerne om forråelse og forfald i hovedrolleindehaver DiCaprio. Rollen som Roger Ferris ligner skuespillerens endelige opgør med gennembruddet som kæk charmør med et hjerte af guld i den 10 år gamle Titanic (de tider er længst forbi, hvor Hollywood behøver at drage tilbage til gamle skibskatastrofer i jagten på dramatisk stof).

Selvom 34-årige DiCaprio stadig ligner en stor dreng, spiller han overbevisende Ferris som en mand, der er i fuld færd med at blive gammel i rigtig god tid - hvis han da ikke brænder helt ud, inden han når så langt. Det eneste egentlige spor af ungdommelig vitalitet er Ferris' rastløse sitren, formentlig en følgevirkning af det permanente alarmberedskab, der holder folk i hans metier i live.

Hvad nu?

Det forlyder, at amerikanske komikere frygter, at det ikke lader sig gøre at finde en komisk vinkel på den elegante sprogekvilibrist Barack Obama overhovedet. Men mon ikke seriøse, politiske filmskabere også ser mod fremtiden med en vis ængstelse? Den 20. januar er Store Vagtskiftedag, og man mistænker, at det må resultere i en løjerlig form for tomhedsfølelse sådan at miste sin superskurk.

Dårlige tider har det med at avle fremragende film, og de senere år har da også budt på en række overvejende vellykkede politiske film med deres meningers mod.

Amerikansk film nåede jo også et kunstnerisk højdepunkt umiddelbart før og under Nixons præsidentperiode (1969-74), der var en forfærdelig tid for USA med intern splittelse, økonomisk krise og en krig, som trak i langdrag.

Det skal blive interessant at observere Obamas indvirkning på Hollywood.

Måske nationens nye førstemand ligefrem baner vejen for en neo-Frank Caprask periode. Måske drømmefabrikken allerede har en stribe projekter i støbeskeen om unge mænd af blandet etnisk herkomst, der tør tænke stort og stræbe mod toppen.

Kan Obama give amerikanerne troen tilbage på, at de faktisk er the good guys? Endnu blæser svaret i vinden, men han skal i hvert fald kludre eftertrykkeligt i det for at gøre sig fortjent til sin egen Body of Lies.

En god film, alt i alt - må den aldrig få en efterfølger.

Body of Lies. Instruktion: Ridley Scott. Manuskript: William Monahan. Amerikansk (CinemaxX, Palads, Metropol og Empire i København samt en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu