Læsetid: 5 min.

Markedsfundamentalismens afslutning

Den 77-årige George Soros beskriver betingelserne for den aktuelle superboble, som er ved at udløse en krise, der omslutter hele finansystemet
Krisetænkning. Det er ikke epokegørende tanker, der bærer Soros' redegørelse, men det er glædeligt, at netop han systematiserer sine tanker om markedets og finansverdenens dysfunktionalitet.

Krisetænkning. Det er ikke epokegørende tanker, der bærer Soros' redegørelse, men det er glædeligt, at netop han systematiserer sine tanker om markedets og finansverdenens dysfunktionalitet.

Win Mc

29. november 2008

Man kan blive så rig, at pengene ikke længere slår til, og man kan blive så beundret som vinder, at man får behov for at gøre noget for taberne.

Den ungarskfødte spekulant og storinvestor George Soros rangerer som en af de 100 rigeste personer i verden. Han blev i 1992 verdensberømt, da han på 'sorte onsdag' spekulerede så voldsomt imod det britiske pund, at Bank of England var ved at gå under. Og han er stadig genstand for trusler og foragt i visse asiatiske lande, hvor hans spekulationer regnes for en af årsagerne til krisen i 1997. Den nu 77-årige elegante og som regel smilende George Soros er således blevet et ansigt på den globale spekulationskapitalisme.

Men Soros vil ikke bare være ansigtet på profit og succes. Han vil gøre godt for verden. Filantrop er han nemlig også. Han har stiftet sin egen velgørende fond og åbnet sit eget institut. Siden Murens fald har Soros givet flere hundrede milllioner dollar til genopbygning af Rusland, ligesom han har givet store beløb til genopbygningen i det forhenværende Jugoslavien og i Sydafrika efter apartheid.

Rig og god er ikke nok

Men det er stadig ikke nok for Soros at være rig og god. Soros vil også være en international kritisk intellektuel. Og manden, der på en enkelt dag i 1992 tjente flere milliarder på at sælge de britiske pund, hører til de mest markante kritikere af den samme kapitalisme, som har gjort ham til milliardær. Mens kapitalismekritikken i årene efter Murens fald blev overladt til græsrødder og gamle travere, var Soros sammen med sin gode ven Joseph Stiglitz en af de få stemmer med globalt gennemslag, som pegede på kapitalismen som årsag til elendighed og krise.

Sammenbrud

Allerede i 1998 forudså Soros den globale kapitalismes sammenbrud. Det var et paradoksalt udsagn fra en mand, der i 40'erne i London stiftede bekendtskab med filosoffen Karl Popper, som blev hans intellektuelle guru. En af Poppers kritiske pointer imod marxismen var, at den ophøjede tendenser til udviklingslove og dermed udviklede en totalitær historieopfattelse, som han kaldte historicisme. En anden af Poppers teorier er den såkaldte fallibilisme, som hævder, at al menneskelig erkendelse er fejlbarlig. Antagelser om absolut erkendelse risikerer at føre til dårlig videnskab og overført til samfundet at retfærdiggøre totalitære postulater.

Denne indsigt er grundlaget for Soros' egen kritik af den dominerende økonomiske tænkning, som antager, at udbud og efterspørgsel er uafhængige variabler, og at aktørerne på markedet handler rationelt. Denne tænkning er ifølge Soros baseret på en problematisk overførsel af naturvidenskabelige kriterier til samfundsvidenskabelige forhold. Det betyder, at økonomerne anskuer genstande for deres forskning som naturfænomener, der kan afdækkes absolut og forudsiges. Derved overser de det historiske faktum, at det ikke er markederne selv, men derimod regulerende institutioner og myndigheder, som har etableret finansiel ligevægt i krisesituationer.

De overser også det grundlæggende forhold, som Soros betegner som refleksivitet: Mennesket har to tilgange til verden.

Den ene er kognitiv, man ønsker at erkende objekterne omkring sig. Den kognitive funktion dominerer i naturvidenskaberne. Den anden tilgang kalder han den manipulerende funktion. Den vil påvirke og forandre verden. Den bruger alle mennesker, når den vil bevæge andre mennesker til at udføre bestemte handlinger eller styre andres blik på den sociale virkelighed.

Paradigmeskift

Soros har tidligere redegjort for sine teorier om fallibilisme og refleksivitet, men i sin nye bog, Finanskrisen 2008-2009, bruges teorierne til at redegøre for, hvorfor vi står over for et paradigmeskifte i forståelsen og styringen af den globale kapitalisme.

De sidste 30 år har det paradigme, han kalder markedsfundamentalismen, været dominerende. Markedsfundamentalismen hævder, at markederne selv vil søge mod ligevægt. De korrigerer fejl og genopretter balancer. Ronald Reagan og Margaret Thatcher satte markedsfundamentalismen igennem politisk, og Allan Greenspan var som formand for Den Amerikanske Centralbank denne doktrins højeste faglige autoritet. Det var ham, der blev ved med at sænke renten for at tilføre likviditet til markederne, og det er ham, der nu selv har erkendt den aktuelle krise som et vidnesbyrd om, at han gik for vidt for længe.

Det nye paradigme

Ligevægtsteorien og markedsfundamentalismen tager ifølge Soros ikke højde for refleksiviteten. Hans pointe er ikke den banale, at forventninger til økonomien påvirker økonomien, og at den manipulerende funktion kan styre værdisættelsen. Pointen er den mere radikale, at den manipulerende funktion også styrer de fundamentaler, som finansmarkederne bygger på.

Soros' bog er skrevet i foråret 2008, inden den aktuelle krise accelererede. Finanskrisen er ifølge Soros en overordnet krise. De hidtidige bobler har fulgt en bestemt logik, som han kalder boom-bust: Værdierne på boligerne stiger langsomt, men konstant i en længere periode, indtil de falder hurtigt, og boblen brister. It-boblen fulgte stadig ifølge Soros den samme logik.

Men den overordnede krise er anderledes, fordi den ikke henfører til et specifikt økonomisk felt, men omslutter hele finanssystemet. Der er således tale om en superboble, som forbinder tre forskellige tendenser: Den første tendens er den stadige udvidelse af kreditter og højere gearing. Når risikable kreditudvidelser har truet den økonomiske stabilitet, har de finansielle myndigheder stimuleret økonomien med rentenedsættelser og ved at redde fallente institutioner. Når Soros kunne tage fejl, da han for 10 år siden annoncerede den globale kapitalismes kollaps, skyldes det, at han undervurderede myndighedernes vilje til at understøtte den fortsatte kreditudvidelse og finansmarkedets evne til at opfinde nye syntetiske produkter som securitizations og credit default swaps. Den anden tendens er, at finansmarkederne er blevet globaliserede. Og den sidste tendens er den fortsatte politiske deregulering af finanssystemet koblet med manglende indsigt i risici ved nye investerings- og låneformer. Der er altså tale om en 30 år lang intensivering af kreditudvidelserne på et stadigt større marked med stadigt mindre politisk kontrol.

Klar og kritisk

Soros tror ikke på en global recession, fordi der er stadig er vækst i Kinas og Indiens økonomier, som er blevet mindre afhængige af eksport til USA. Men Soros hævder, at USA må affinde sig med, at dollaren ikke kan forblive verdens reservevaluta, og generelt må indstille sig, at landet ikke kan opretholde sin dominerende position i de internationale finansinstitutioner. Markedsfundamentalimens, ligevægtsteoriens og USA's globale økonomiske dominans tilhører i følge Soros en epoke, hvis afslutning vi nu følger dag for dag.

Hans nye bog er en både pædagogisk klar og kritisk oplyst afdækning af krisens årsager og logik. Selv siger han, at han har skrevet bogen som et argument for sin filosofiske teori om refleksivitet, og fordi han har en drøm om at blive anerkendt som filosof. Det opnår han ikke med dette værk, som er oversat så hurtigt til dansk, at den ellers kompetente oversættelse er skæmmet af mange små fejl. De filosofiske tanker er hverken interessante eller originale, men hvis det er den drøm, der har motiveret Soros til at systematisere sine indsigter i finansmarkedernes krise og dysfunktion, skal man kun glæde sig over, at selv de rigeste og mest magtfulde ikke stiller sig tilfreds med rigdom og magt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sidder p.t. i min svenske skov, hvor jeg ikke har adgang til mit Popper-expl. af "Det åbne samfund og dets fjender".
Men som jeg husker Bind 2, er Karl Popper langt venligere overfor kapital-logikeren Marx, end folk almindeligvis går og tror.
Derfor undrer det mig heller ikke, hvis Soros med Popper som "guru" evt. ser positivt på denne side af Marx.
Igen efter hukommelsen:
Popper slagter (helt korrekt) historie-filosoffen Marx, ligesom han med ætsende sarkasme slagter alverdens tåbelige 'marxister'. Og dem var der mange af på Poppers tid.
I dag sidder den samme mennesketype i CEPOS og lignende steder, og Soros har helt ret, når han kalder dem for "markedsfundamentalister".
mvh