Læsetid 7 min.

Negerpik, negersved, negerrøv, negerpat - og Beethoven

Det klassiske ensemble Dygong er brudt igennem konservatorieverdens osteklokke og har fundet et publikum, der ikke bare består af mænd i rullekrave og kvinder med grå page
21. november 2008

Det støvregner på Gråbrødre Torv i indre København og her er gråt som, der kun bliver sidst på eftermiddagen i november. Butikkerne er ved at lukke og folk småløber over pladsen, mens de kigger ned i jorden. Der er ingen, der taler - kun den klukkende lyd fra en fontaine og de hurtige skridt på brostenene høres.

Men i den fjerneste ende af torvet brydes tavsheden af en stor knirkende port, og lyden af støvler, der marcherer i takt gjalder ud mellem husene. 11 mænd og kvinder i grå uniformer og sorte baretter marcherer på en lige linje ud på pladsen. De vender i en stor firkant og indtager position som et kor fra Frelsens Hær. Forbipasserende er standset op for at se på den nu stillestående, men stadig trampende uniformerede flok, der pludselig bryder ud i skønsang. Det lyder som et smukt højskolekor, der synger Carl Nielsen, men tilskuerne hører snart, at teksten ikke lige lyder som noget, Grundtvig kunne have skrevet. "Du skal ikke tro du er dansker," synger koret og ord som 'negerpik' og 'døde børn' bliver højstemt sunget.

Det er ikke Frelsens Hær og det er ikke Grundtvigtekster, der er i spil på Gråbrødre Torv. Det er det klassiske ensemblet, Dygong, der blandt andet sat har musik til den unge forfatter Maja Lee Langvads digte fra bogen Find Holger Danske. Egentlig er Dygong normalt fire klassisk uddannede komponister fra Musikkonservatoriet i København, men som gruppen har for vane, har de samarbejdet på kryds og tværs af musikcirkler og kunstarter, og samlet en større gruppe musikere til denne happening. Dygong har i snart fire år befundet sig i et krydsfelt af digte, performance, videokunst, klassisk musik, ny musik, elektronisk musik, rockmusik, popmusik og musik, der ikke rigtig lyder som musik. For selv om de fire unge komponister er uddannede på landets mest elitære uddannelse, og selv om den moderne klassiske musik normalt er intellektuel, kompliceret og til tider helt utilgængelig, vil Dygong ud med deres kunst. De vil høres og opleves, men ikke nødvendigvis forstås.

"Jeg har aldrig forstået, hvad det er, man skal forstå i musik. Man skal vel mærke det mere end forstå det," siger Simon Løffler, da jeg efter koncerten på Gråbrødre Torv mødes med tre fjerdedele af Dygong på en tesalon i nærheden. Christian Winther Christensen supplerer:

"Det er vigtigt for os at blive hørt. Det er en flad fornemmelse som kunstner at lave noget, som ingen modtager har. Vi er skolet et sted, hvor man ikke bliver hørt, men samtidig er vi vokset op med pop og rockmusik, så det er også en del af vores musiske opdragelse. Det kan godt være, vi ligger i forlængelse af det, man i klassisk musik kalder 'den ny musik', og den tradition, som blandt andre Per Nørgaard har ført herhjemme, men to generationer har passeret siden Nørgaard, og der er sket virkelig meget i den periode."

Simon Løffler: "Det klassiske konservatorium, hvor vi kommer fra er ekstrem indadvendt." Regin Petersen færdiggøre hans sætning: "Man tænker nærmest ikke i et publikum i den verden, men vi vil gerne gøre op med tanken om ny musik, som man har oplevet den de sidste 30 år. Vi tænker ikke så meget på at skrive os ind i en tradition, men simpelthen på at lave det, vi har lyst til."

Selvhøjtidelighed

Der er ikke nogen leder i Dygong, og de fire komponister arbejder også hver for sig med deres egne kompositioner. Christian Winther Christensen er således lige kommet hjem fra en Europa-turné med sine egne værker, men i virkeligheden kedede det hele ham en smule.

"Hele scenen kan blive virkelig nørdet og selvrefererende, og det er altså ikke altid lige interessant. For mig at se, kan man ikke være selvhøjtidelig og samtidig blive taget seriøs. Det er svært at tro, at musik kan frelse verden, når der ikke er nogen, der kender den, og det er blandt andet derfor Dygong udtrykker sig inden for nogle andre rammer."

Regin Petersen: "Derfor er noget af det vigtigste ved vores værker også den sammenhæng, de indgår i, når vi giver koncerter. Selve projektet handler om at tage spændende værker - enten skrevet af os selv eller jævnaldrende komponister - som har en indre sammenhæng, vi kan binde sammen i et forløb. Ved video, performance, digte eller hvad det kunne være, der bidrager yderlige til værkerne."

Simon Løffler: "Vi laver mindre rent musik og mere koncept. Hvis Christian skriver et nyt stykke, blander han måske Beethoven ind i kompositionen, og jeg kan måske finde på at bygge et bur på scenen som en del af mit værk. Det er et forsøg på at gennemtænke vores kompositioner æstetisk og ekspressivt."

Regin Petersen: "De værker, vi vælger eller komponerer, er værker, der har en meget umiddelbar tiltrækningskraft. Hvor generationerne før os var meget selvfokuserende, indadvendte og super svære at komme ind i, præsenterer vi værker med en skarpere overflade. Måske er det på bekostningen af dybden, men så meget betyder det ikke for os."

Simon Løfter: "Jeg tror egentlig ikke vi mister noget i dybden. Jeg håber, vi kan balancere begge dele, og at vi ved sammenstillingen af mange forskellige værker, måske kan finde endnu flere lag. Jeg tænker hele produktionen ind i mit værk, når jeg sidder og komponerer. Koncerten, udtrykket, instrumenter - det hele bliver en del af værket, sammensmeltning af form og indhold."

Christian Winther Christensen: "Vi hiver ikke det selvhøjtidelige ud af musikken for at gøre grin med den. Tværtimod gør vi det i respekt for musikken."

Respekt

Dygong har med deres særegne udtryk fået et publikum, der ligger langt ud over det klassiske konservatoriums komponistlinje. Med en række spektakulære koncerter blandt andet på Litteraturhaus i København har de for fulde måbende huse udfordret rammerne for musikken.

"Det er det tætteste, vi kommer på en decideret avantgarde herhjemme," siger en begejstret Paul Opstrup, der til dagligt er leder af Litteraturhaus:

"De breder sig til alle mulige forskellige kunstarter. Hvor den klassiske kunst tidligere stort set bare bestod af en scene med nogle musikere, tager Dygong lyd, lys, video og installation med i deres værker og vælter sig rundt i det.

Således opførte Dygong ved deres seneste show Varmt Kød et stykke musik skrevet efter bevægelserne af to piger i et lukket plexiglasbur, og tidligere har de akkompagneret toiletbesøg på et offentligt toilet i Århus, der var beklædt med mikrofoner. De har brugt meditation som en del af koncerten, og for Paul Opstrup, der er litteraturuddannet, er det særligt glædeligt, at Dygong også bruger tekster i deres værker og samarbejder med digtere og forfattere fra deres generation.

"Det beriger både musikken og teksten. Og så har de en god fornemmelse for humor og ironi, uden det går ud over kunsten - for selv om det virker vildt det, der foregår, er det dybt seriøst, og de er dybt seriøse og professionelle musikere. Det er slet og ret kunst på et højt plan."

Også de etablerede klassiske komponister respekterer det vilde ensemble. En af de mest succesfulde klassiske komponister herhjemme, Bent Sørensen, har set flere af Dygongs koncerter, og hver gang er han gået glad derfra, fortæller han.

"Det er ingen tvivl om, at de har fat i den lange ende, og det er absolut noget af det allermest spændende, der sker på den scene i øjeblikket," siger Bent Sørensen, der på nogle punkter sammenligner Dygong med et rockband. Han mener, gruppen har samlet den unge generation i et miljø ved ikke kun at opføre egne værker, men inddrage andre komponister og kunstnere.

"Og så har de den utrolige vigtige egenskab, at de ikke er bange for at være pinlige. For at falde igennem. For det er først når, du tillader dig selv det, du for alvor når nogen vegne. På den måde benytter de den æstetik, der ligge i stand up'en," siger Bent Sørensen.

Bare balder

For Dygong hænger det store vovemod sammen med selve konstellationen i gruppen. Som Regin Petersen siger:

"Det betyder meget, at vi har hinanden til at turde de ting, vi gør, og jeg tror, det kendetegner os i Dygong - og måske hele vores generation - at vi ikke er så bange for at røre ved vores egne værker. Vi leger med vores musik og vores udtryk, som man ikke har gjort før."

Christian Winther Christensen: "Jeg tror, at meget af den selvhøjtidelighed og angsten for at destruerer sine værker stammer fra en usikkerhed, og der har vi det nemmere som en gruppe på fire mand. Det giver en stor selvtillid at kunne stå sammen, og så presser vi også hinanden langt ud ind imellem."

Regin Petersen: "Lige nu arbejder vi med et røvballe-stykke, hvor vi vil have nogle slagtøjsmusikere til at spille på vores bare balder med fluesmækkere - det havde man nok ikke bedt en slagtøjsmusiker om, hvis man var solokomponist."

Simon Løffler: "Og så handler det også om overhovedet at få lov til at opfører sine værker. Det er en kendsgerning, at Radioens Symfoniorkester ikke spiller ny musik. Det kan godt være, de har et par værker i deres program, men så er det af Per Nørgaard i anledning af hans 75 års fødselsdag, men de tager næsten aldrig de nye komponister ind."

Regin Petersen: "Men det har jeg aldrig oplevet som et problem. Jeg synes, det er meget sjovere at gøre det, vi gør. Det her med at tage nogle virkelig dygtige musikere, der helt specifikt kan det, man skal bruge, og så bruge dem til præcis det, de kan - det ser jeg virkelig som en gave."

Simon Løffler: "Der er utrolig meget klynk i den her branche. Selv om det er helt sandt, at der bliver færre penge til den ny musik, så er der ingen grund til ikke bare at komme af sted og gøre ting selv."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer