Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tilbage til Weimar?

De tyske partier tumler rundt på den politiske midte og forskellen mellem dem bliver mindre og mindre. Denne afideologisering efterlader et hul, advarer politologen Franz Walter i sin nye bog. Et hul, som på sigt kan rive det tyske samfund fra hinanden
Moderne Tider
29. november 2008

Den, der ønsker at forstå Tysklands politiske system i dag, bliver nødt til at åbne en historiebog og læse især kapitlet om Weimar. For årene mellem 1919 og 1933 er en fortælling om, hvad der kan ske med et land uden politisk konsensus, uden opbakning til den eksisterende forfatning, hvor grupperinger fra alle sider forsøger at underminere ikke kun regeringen, men selve det politiske system. Til sidst havde republikken ingen kræfter tilbage. Den økonomiske krise i slutningen af 1920'erne og starten af 1930'erne gav dødsstødet. Hitler kom til magten, og historien gik sin katastrofale gang.

Da Forbundsrepublikken så dagens lys i 1949, havde grundlovens fædre draget talrige konsekvenser af denne historiske udvikling, som de selv havde været vidner til. Den tyske grundlov er et lærestykke i politisk stabilitet forordnet fra oven, dvs. staten. Det er derfor, man i Tyskland ikke har folkeafstemninger om EU eller andre politiske spørgsmål. Det er derfor, man har en præsident med begrænset, ja nærmest kun symbolsk magt. Det er derfor, man kun kan vælte en regering, hvis man selv er i stand til at danne en ny. Og det er derfor, man som parti skal opnå fem procent af stemmerne for at blive repræsenteret i et af landets parlamenter, foruden naturligvis at acceptere grundloven som sådan.

Klare linjer

I mange årtier var resultatet, at der i Tyskland kun fandtes tre politiske blokke - socialdemokraterne til venstre, det liberale FDP i midten, det konservative CDU med sin bayerske søster CSU til højre. SPD og CDU blev betegnet som folkepartier. Tilsammen samlede de mere end 80 procent af stemmerne bag sig. De dannede regeringen på skift, som regel med det lille FDP som koalitionspartner. Det væsentlige i denne forbindelse er dog, at de på trods af deres størrelse og folkelige karakter var meget forskellige fra hinanden.

CDU og SPD formåede hver især at repræsentere store grupper af samfundet, dvs. at have en samlende karakter. Men der var forskel på deres vælgere, hvilket også resulterede i en tydelig ideologisk forskel mellem disse to partier.

En farlig konsekvens

Dette har i mellemtiden forandret sig. I slutningen af 1970'erne kom De Grønne til som den fjerde politiske aktør. Nutildags er man ved at opleve skiftet fra et fire-partis- til et fem-partis-system grundet Die Linkes succes også i de vesttyske delstater. Men ikke nok med det. I sin nye bog Baustelle Deutschland. Politik ohne Lagerbildung påviser politologen Franz Walter, som er professor ved universitetet i Göttingen, at jo flere partier, der har etableret sig i Tysklands parlamentariske system, des mindre er den ideologiske forskel blevet imellem dem. Generelt er der i alle partier en orientering hen mod midten, og selv mellem ekstrempunkterne, det traditionelt konservative CDU/CSU og det socialistiske Linkspartei, findes der berøringspunkter på diverse politikområder.

"Strategisk giver det mening at placere sig i midten - i det politiske og i samfundet," konstaterer Walter. "Kun partierne i midten af det politiske system er i stand til at danne koalitioner til højre og til venstre."

Tendensen har imidlertid en konsekvens: "Denne udvikling sker på bekostning af en skarp politisk profil. Den slags midtersøgende partier er nødt til at forblive vage i deres positioner, for de vil nødig støde nogen, hverken i befolkningen eller i det parlamentariske system. Disse partier opgiver deres reservoir af holdninger, værdier, overbevisninger. De muterer til det ligegyldige."

Denne afideologisering har ifølge Walter også en farlig konsekvens: Vælgerne vender ryggen til det politiske, idet de ikke længere føler sig repræsenteret. Det gælder især de fattige samfundsgrupper. Walter henviser bl.a. til det sidste kommunalvalg i sin egen delstat Niedersachsen, hvor valgdeltagelsen lå på omkring 50 procent. Men det er kun ét eksempel blandt mange i de senere år.

"Desintegration fører til en tilbagetrækning, en passivitet med hensyn til offentlige anliggender. Man tror ikke længere, at ens egen indsats lønner sig. Man har ingen forhåbning om, at partierne, at politikken i det hele taget er i stand til at vende skæbnen," skriver han.

Afideologisering

Samtidig sker afideologiseringen hos de politiske partier på et tidspunkt, hvor behovet i samfundet for mening og orientering i tilværelsen er stigende.

"Også i optionssamfundet er man nødt til at træffe grundlæggende afgørelser, som talrige mennesker ikke længere er i stand til, fordi de mangler grundlæggende værdinormer. Den moderne tid har gjort op med traditionelle overbevisninger. Men netop derfor opstår der et behov for nye identiteter, som giver orientering, som fylder det åndelige vakuum, som det postideologiske samfund har efterladt."

Åndeligt vakuum

Lige meget hvad vil dette åndelige vakuum blive fyldt, forudser Walter. Spørgsmålet er blot, hvordan og af hvem. Hvis de etablerede politiske partier vil vinde vælgerne tilbage, bliver de nødt til at gøre sig selv mere attraktive. Udover en skarpere ideologisk kant, som adskiller dem tydeligere fra hinanden, betyder det, at der også skabes plads til individuelle personligheder i partiernes top, som ikke kun administrerer partiets linie, men som kan tjene som identitetsfigurer for vælgerne. Også medierne har et ansvar. Deres fokusering på, om den ene eller den anden politiker adskiller sig fra partiets linie, er med til at befordre middelmådigheden i den politiske sfære.

Hvis ikke denne repolitisering lykkes, er der en fare for, at andre ideologer med enkle budskaber igen fanger vælgerne. For lidt og for meget. I Weimarrepublikken var det manglen på politisk midte, som førte til systemets sammenbrud. I dag er det ifølge Walter trængslen på midten, som efterlader et alt for stort tomrum, og som på sigt kan udvikle sig til et alvorligt problem. For hvis folket ikke ser sig repræsenteret i det politiske system, falder det fra hinanden og går sine egne urangsaglige veje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her