Weirdo Jeans hedder et varemærke, som optræder i Antonello Grimaldis Stille kaos. Navnet er næppe tilfældigt. Stille kaos er en både underlig og - kaotisk film. Dens handlingsspor snor sig som en los angelesk motorvejsudfletning, og størrelser som hensigter og motiver er ofte alt andet end gennemskuelige.
For denne anmelder virkede det. Forundringen holdt sig et halvt hestehoved foran frustrationen hele vejen igennem.
Anslaget er ellers relativt konventionelt: En person dør uventet, og den efterladte ægtefælle begynder at fundere over, hvor godt han eller hun egentlig kendte sin partner.
I dette tilfælde er det en han, nærmere bestemt Pietro, en midaldrende mand med en høj stilling inden for filmbranchen. Han spilles af Nanni Moretti, som af og til kaldes Italiens Woody Allen.
Uvished om utroskab
Under en strandtur redder Pietro en kvinde fra at drukne, og da han vender hjem, er hans kone omkommet i en bizar faldulykke. Et usandsynligt sammenfald eller en kosmisk byttehandel af en art? Dette er blot et af mange spørgsmål, som filmen lader hænge i luften.
Enkemanden erfarer, at hustruen havde en e-mailkorrespondance med en børnebogsforfatter. Måske havde de også mere end det, men Pietro beslutter sig for at slette beskederne uden at læse dem, formentlig i erkendelse af, at det ikke rigtig gør nogen forskel nu.
I stedet kaster han al sin omsorg og opmærksomhed på den 10-årige datter Claudia. Han vender sin fine karriere ryggen for at tilbringe sin dag på en bænk på pladsen foran datterens skole.
En stor del af filmen foregår på selv samme plads, hvor Pietro betragter sine medmennesker og omvendt. Han forsøger at genvinde sit eksistentielle fodfæste via spøjse ritualer, såsom at åbne centrallåsen på sin bil, hver gang en dreng med Downs syndrom, der fornøjes over den karakteristiske 'bib-bib'-lyd, går forbi.
Giftes med farmand?
Al sin mærkværdighed til trods kan Stille kaos tolkes som et slags omvendt ødipusdrama. Man hører halvfjerne alarmklokker ringe, når Pietro kikker intenst på datteren under hendes gymnastiktræning, og selvom vi ved, at det er den overbeskyttende far, som sidder der på bænken med blikket rettet mod klasselokalets vindue, kunne det jo et eller andet sted også være den håbløst forelskede - eller endda erotisk besatte - mand.
Man er derfor lettet, da Grimaldi atter lader det blive ved antydningerne, og Pietro finder en voksen sexpartner at klare den fysiske side af sagen med - selv samme kvinde, som han reddede fra druknedøden.
Deres genforening munder ud i en (lige lovlig) lang sexscene, der dog ikke har en brøkdel af skuespillerinden Valeria Golinos erotiske intensitet. Den kvinde tager ingen gidsler, det ser man straks, og Golino løber med hver en scene, hun medvirker i som Marta, afdødes mentalt ustabile søster, som Pietro lå i med, før han fandt sammen med sin kone.
Betydningsfuld birolle
Det er kun, når Grimaldi undtagelsesvis forsøger at guide tilskueren i stedet for at forvirre ham, at det går galt, som nu i en sekvens, hvor Pietros nedtrykte sindstilstand slås unødvendigt nagelfast ved hjælp af et traurigt Radiohead-nummer.
Den slags selvbeskuende patos står også i kontrast til den herligt uudgrundelige humor, Grimaldi heldigvis også finder plads til. Særlig høj underholdningsværdi har en af Pietros kollegers kone, som enten lider af Tourettes syndrom, spektakulær mangel på situationsfornemmelse eller en barok blanding af de to.
Endelig giver det god mening, at den 75-årige filmlegende Roman Polanski har en birolle. Som yngre drejede han nemlig selv flere mægtigt mærkelig film, hvoraf en faktisk foregik i Italien. What? hed den meget passende, og omtrent sådan har man det efter at have set Stille kaos. Mystificeret på den gode måde.
Stille kaos. Instruktion: Antonello Grimaldi. Manuskript: Nanni Moretti, Laura Paolucci og Francesco Piccolo. Italiensk-britisk (Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Århus)
