Læsetid: 4 min.

Ånden der vandrer

De fleste fans af Will Eisners klassiske tegneserie om den maskerede forbryderbekæmperen Spirit vil have svært at acceptere Frank Millers filmversion. Men man kan ikke frakende filmen underholdningsværdi og stilistisk konsekvens
De fleste fans af Will Eisners klassiske tegneserie om den maskerede forbryderbekæmperen Spirit vil have svært at acceptere Frank Millers filmversion. Men man kan ikke frakende filmen underholdningsværdi og stilistisk konsekvens
2. januar 2009

Der var øjeblikke i løbet af de første 20 minutter af The Spirit, hvor jeg sad med fornemmelsen af at være i selskab den flotteste og dyreste amatørfilm, jeg nogensinde havde set. Dialogen var corny, skuespillet camp, og filmen mindede på ingen måde om det, jeg troede, jeg skulle se: En filmatisering af Will Eisners klassiske tegneserie om den forbryderbekæmpende Spirit, der godt nok kan tage nogle tæv, men som ikke ligefrem er en superhelt af den gængse slags.

Efterhånden vænnede jeg mig dog til tonen og stemningen i The Spirit, der er instrueret af tegneserieskaberen Frank Miller, og det gik op for mig, at filmen ikke er et forsøg på en loyal gengivelse af Eisners mesterværk, men en hyldest og en fortolkning begået af en anden seriekunstner med sin helt egen, distinkte visuelle, indholdsmæssige stil. Ser man filmen med det in mente - og lader man være med at tage den alt for alvorligt - bliver man ikke lige så skuffet eller måske endda chokeret over instruktørens valg - for hvad enten man kan lide Millers udgave af Spirit eller ej, kan man ikke frakende filmen en vis underholdningsværdi og stor stilistisk konsekvens.

Heler hurtigt

Spirit hedder egentlig Denny Colt (Gabriel Macht) og var i Frank Millers film engang en ivrig ung politimand, som blev myrdet og på mystisk vis genopstod for med hemmelig base under kirkegården at bekæmpe Central Citys mange forbrydere. Politikommissær Dolan (Dan Lauria) er den eneste, der kender den habitklædte, maskerede Spirits rigtige identitet, og de samarbejder blandt andet om at få sat Spirits onde ærkefjende, Octopus (Samuel L. Jackson), bag lås og slå.

Det er dog ikke helt så nemt, som det burde være, for Octopus, der ved mere om Spirit/Colt, end han vil fortælle, er både snu, stærk og sindssyg og omgiver sig med mærkelige eksistenser: Den forføreriske, men skruppelløse og heller ikke helt normale Silken Floss (Scarlett Johansson) og hårdføre kloner af den samme dumme håndlanger (Louis Lombardi), der gør alt det grove arbejde.

Midt i det hele vender Spirits ungdomskæreste, den åndeløst smukke og kyniske juveltyv Sand Saref (Eva Mendes), tilbage til Central City efter mange år på flugt, og hun er tilsyneladende på jagt efter det samme som Octopus. Det bliver farligt for både hende og Spirit.

Med i historien er også dødsenglen Lorelei (Jaime King), der kalder Spirit til sig, men gang på gang må se ham slippe fri af sit dødbringende favntag, og Dolans datter, Ellen (Sarah Paulson), der var kæreste med Denny Colt og nu lapper Spirit sammen, når han har haft et af sine voldsomme sammenstød med Octopus. Det sker temmelig tit, men heldigvis heler Spirit hurtigt.

Flot og stemningsfuldt

Will Eisners Spirit lignede til at begynde med en forholdsvis vanlig superhelt, men efterhånden udviklede han og tegneserien sig til at være en meget lidt glamourøs affære, der foregår på bunden af samfundet blandt mere eller mindre vanlige forbrydere. The Spirit fik en social og samfundspolitisk dimension, og i portrættet af Central City hyldede Eisner alle facetter, gode som mindre gode, af den storby, New York, han kongenialt har skildret i sine mange tegneserieværker.

Universet var kulørt, kvinderne mange og tiltrækkende, tonen tørt humoristisk, nogle gange endda decideret fjollet, og stilen dynamisk og farvemættet, hvorfor mange da også havde forestillet sig, at en filmversion af tegneserien ville blive et noir-inspireret technicolor-orgie.

Frank Miller, der første gang læste Spirit som 13-årig og gennem 25 år havde et nært og kreativt berigende forhold med Eisner, er dog gået i en noget anden retning. Han var medinstruktør på Robert Rodriguez' vellykkede filmatisering af Millers egen Sin City, og i The Spirit genbruger han den samme grafisk stil, der består af sort/hvide og næsten monokrome flader og meget få kraftige farver, et rødt slips, et blåt øje. Det er flot og stemningsfuldt, og Miller forstår at placere kameraet og koreografere actionsekvenserne, så de i mangel af et bedre ord tager sig 'tegneserieagtige' ud. Men det er ikke Will Eisner, og som fan af originalen fristes man til at spørge sig selv, om Miller egentlig ikke burde have holdt sig fra Spirit!?

Svært at tilgive

For også indholdsmæssigt har Frank Miller været så kreativ, at puritanere nok vil korse sig. Alle andre vil nok være ligeglade. Octopus, der i tegneserien kun optræder som et par sorte handsker, får meget mere plads i filmen i Samuel L. Jacksons overgearede skikkelse, og der antydes helt i tidens ånd en i serien ikke-eksisterende forbindelse mellem skurk og helt.

Det er også en anden Spirit, man møder, for selv om Gabriel Macht i nogen grad ligner forlægget, får han ikke for alvor lov til at vise sit samfundssind, men en eksistentiel side af sig selv i jagten på Octopus og Sand Saref, der begge er tæt forbundet med hans fortid.

Det kan være svært at tilgive Frank Millers udskejelser på Will Eisners bekostning, og man kan sagtens argumentere for, at The Spirit både er for lang og dårligt struktureret - der tales for meget, og handlingen går tit helt i stå, hvilket især vil irritere alle dem, der ikke kender Spirit på forhånd og tror, at de skal se en actionfilm. Men indimellem bliver man forført af Millers visuelt bjergtagende univers og morer sig over Octopus og Spirits vanvittige slåskampe og vor helts mere end hjertelige forhold til de mange smukke kvinder, som krydser hans vej.

The Spirit. Instruktion og manuskript: Frank Miller. Amerikansk (Palads i København og en lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Jeg ved godt, at Fantomet er Ånden der vandrer. Blot passede hans tilnavn godt som overskrift til denne anmeldelse af en film om en anden ’ånd’, der vandrer. Og så er det selvfølgelig samtidig en hyldest til Fantomet.