Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et år i livets skole

Laurent Cantets fremragende guldpalmevinder Klassen rammer råt og rent med en kompleks skildring af hverdagen på en parisisk skole med næsten alt for menneskelige elever, lærere og forældre
Pensum. Man snyder sig selv, hvis man ikke sætter filmen på sit livs pensumliste,

Pensum. Man snyder sig selv, hvis man ikke sætter filmen på sit livs pensumliste,

Camera Film

Moderne Tider
23. januar 2009

"Der fortælles så mange løgne om det at være menneske. Flest løgne fortælles om ungdommen." Med den kommentar indledte den norske dokumentarist Margreth Olin sin film Ungdommens råskab, hvor hun fulgte lærere og elever i en 10. klasse på en ungdomsskole uden for Oslo. Baseret på 120 timers materiale viste hun en række øjeblikke, som tegnede et tankevækkende billede af både skolesystemet og de tumultariske teenageliv.

Den franske instruktør Laurent Cantets nye film Klassen - som vandt sidste års guldpalmer i Cannes - giver på samme måde følelsen af selv at være hensat til klasseværelset, skønt filmen er fiktion. Sjældent har en iscenesat historie virket så virkelighedsnær, og sjældent har en film om skoleliv tegnet så vitale og komplekse portrætter af både lærere, elever og forældre. Man bliver kastet ud i at føle og forstå de mange vidt forskellige mennesker, som slås med meningen med det hele på en skole i det 20. arrondissement. Og man bliver ikke mindst inviteret til at tænke over de små og store løgne, som vi lader præge vores opfattelse af os selv og resultaterne af vores oftest gode intentioner.

Spraglet skolegang

Klassen er baseret på François Bégaudeaus bog Entre les murs, som bygger på hans erfaringer som lærer. Bégaudeau spiller også hovedrollen som læreren François Marin, og hans nuancerede præstation er en vigtig grund til, at filmen går så rent ind. Omgivet af rigtige lærere og elever i de andre roller prøver han at skabe tillid og rum for læring i en etnisk og socialt spraglet 8. klasse, som har svært ved at se anvendeligheden i litterære datidsformer.

Filmens omdrejningspunkt er de mange ordvekslinger, som kredser om åbenhed og respekt. Hvor meget skal man som lærer være autoritet eller ven? Hvordan finder man den rette tone? Hvor går grænserne for, hvad man skal finde sig i fra elevernes side - og hvad eleverne skal finde sig i fra læreren? Hvordan skal ulydighed eller snarere ligegyldighed eventuelt straffes?

Klassen rummer vidt forskellige unge med behov og spørgsmål. Afrikanske Khoumba har været samarbejdsvillig, men lukker pludselig af. Hvorfor? Den arabiske pige Sandra udfordrer løbende undervisningen (hvorfor er der f.eks. altid et 'hvidt navn' som Bill i eksemplerne?), og Souleymane fra Mali vil have svar på rygter om, hvorvidt François er homoseksuel. Blandt de andre elever er kinesiske Wey med en udvisningstruet mor og den nye dreng Carl, som blev bortvist fra sin tidligere skole.

Mikrokosmos

Ud over at være et spændende studie i didaktiske udfordringer og menneskelige konflikter forbundet med at tilbringe dag ind og dag ud under samme skoletag, tegner Klassen et portræt af Frankrig i dag.

Forventningen om, at alle uanset baggrund skal tilegne sig en fransk identitet præger flere scener, ligesom de kulturelle og sproglige forskelle bliver tydelige, når en dreng forgæves forsøger at forklare, hvorfor han aldrig ville spise middag med sin bedste vens mor (han respekterer hende for meget), eller når Souleymanes mor er til skolemøder uden at forstå fransk.

François lytter og samtaler og prøver det bedste, han kan, mens kolleger går ned med flaget eller hellere vil snakke kaffepriser end repressaliemodeller. Det er ikke første gang, at klasseværelset fremstilles som et urbant mikrokosmos, men Klassen insisterer befriende på ikke at lade én dreamteam-lærer svanse ind og vise, at alt bare kræver den rette mand. François er et menneske med fejl og brister, og historien toner ud på en måde, som frem for endegyldig forløsning lægger op til at favne det flertydige.

Samtale, samtale, samtale

Klassen er filmet over et år med elever, som har været med til at udvikle deres karakterer. Filmen lever på energien og oplevelsen af spontanitet i de mange diskussioner i og uden for klassen. Cantets faste fotograf Pierre Milon har arbejdet med tre kameraer for både at være på en scenes hovedpersoner og samtidig få andres reaktioner med: Det opgivende blik, som siger mere end ord; en famlen ved det lange hår på en køn pige, som er flov over sine ører; den trodsige hvisken i krogene og de enerverende pigefnis.

Man har hele tiden følelsen af, at kameraet er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og man savner ikke den fraværende musik. Tværtimod vil mange nok undervejs få trang til at hvile ørerne fra den konstante franske ordstrøm, men når en af filmens pointer netop er det konstante behov for dialog, er der god grund til at lade historien udspille sig med samtalen som centrum.

Den sociale slagmark

Efter at Cantet virkede lidt på udebane under de eksotiske luftlag i Mod syd, er det skønt at se ham vende tilbage til den franske nutid, han tidligere så fermt har behandlet i Human Resources og Dobbeltliv. Det er blevet sagt, at Cantet efter Klassen nu mestrer The Cinema of Disappointment, hvor han udforsker, hvad folk gør, når de har skuffet sig selv. Human Resources fulgte en arbejdersøn, som stolt bliver en del af ledelsen på sin fars fabrik - blot for at skulle stå for fyringer og blive centrum for klassekampen. Dobbeltliv skildrede rystende, hvordan en fyret mand opretholder illusionen om at være en succes i arbejdslivet over for familie og venner, indtil det er lige ved at gå helt galt.

I Klassen må François sande, at også han kan fejle. Et skoleår, som på lærerværelset provokerende starter med opdeling af eleverne i søde og ikke-søde, kan udvikle sig i mange uventede retninger.

Klassen tager pulsen på skolen i tiden, men er langt mere end endnu et class room drama. Den er et gribende og intelligent studie af den sociale slagmark, som er så afgørende for hele samfundet, eller sammenhængskraften om man vil, og den er forrygende flot fortalt med sans for dramaet i dagligdagens kontinuerlige forhandlinger om, hvad der er - ikke endegyldigt rigtigt eller forkert - men den bedste løsning i en given situation i den evigt relative virkelighed. Man snyder sig selv, hvis man ikke sætter filmen på sit livs pensumliste.

Klassen. Instruktion: Laurent Cantet. Manuskript: François Bégaudeau, Robin Campillo og Laurent Cantet baseret på Bégaudeaus bog af samme navn. Frankrig. (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Århus, og Café Biografen, Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her