Læsetid: 5 min.

Aber, Ali og neger-rød

Barack Obamas poet Elizabeth Alexander afsøger i sine essays og digte USA's minebelagte terræn af race- og kønsrelationer
10. januar 2009

I et af de mest erindringsværdige øjeblikke i den netop overståede amerikanske valgkamp dukkede en hvid mand op til et valgmøde med Sarah Palin i Johnstown, Pennsylvania med en dukkeabe, som han stolt viste frem for kameraerne. På Peter Pedals hoved var placeret en hat med bogstaverne OBAMA.

"Dette er den virkelige Hussein," sagde den grinende Palin-fan. Og folk, han stod i kø med, fnisede, mens Obama-tilhængere på den anden side af gaden rasede.

I den afroamerikanske digter Elizabeth Alexanders essays om racisme og kønspolitik i amerikansk kultur "Black Interior" fra 2004 citerer hun tre sorte mænd for følgende historier.

Nummer 1: "Da jeg var udstationeret i Hawaii under Anden Verdenskrig, spurgte luderne mine sorte brødre, om de kunne få lov at se den. Hvad de mente, var deres hale."

Nummer 2: "I Chicago satte jeg mig ned på et sæde i en bus - det er nogle få uger siden - og en hvid kvinde ved siden af mig hvisker med største alvor i mit øre: 'Gør det ondt?' Jeg svarer: 'Gør hvad ondt?' Hun siger: 'Din hale! Gør det ondt at sidde på en hale?'"

Nummer 3: "I Philadelphia plejede de at holde aber, chimpanser og orangutanger i et særligt område kaldet Abeøen. En dag brød de ud af buret, og aberne løb rundt i nabokvarteret. Den nat fik politiet en masse telefonopkald fra hvide beboere nær Zoologisk Have, som rapporterede, at sorte mænd kiggede ind af deres vinduer, og at de prøvede at bryde ind."

Den sorte krop

Alexanders ærinde er at illustrere, hvor svært det er at 'bebo' en sort krop, selv i dagens USA. Hvides forudindfattede opfattelse af sorte mænd, kvinder og børn - som stadig dominerer medierne - gør det ekstremt svært for afroamerikanere at vride sig ud af stereotypen. Det er sorte digteres og kunstneres opgave at hjælpe deres eget folk med denne udfordring.

"Som sorte mennesker er vi blevet bundet op af mainstreamkonstruktionen af vores 'virkelige krop', og vi er blevet fikseret på at imødegå denne falske virkelighed," påpeger Elizabeth Alexander. I realiteten, forklarer Alexander, har sorte amerikanere aldrig haft ejerskab over deres egen krop.

"I den vestlige visuelle forestilling og i den hvide kunstverden er den sorte krop blevet misrepræsenteret, streget ud, forvrænget, gjort usynlig, overdrevet og forvandlet til et uhyre."

Under slaveriet ansås den sorte kvindekrop for så værdiløs, at hvide mænds voldtægt af sorte kvinder ikke blev kaldt voldtægt, fortæller Alexander. Eftersom ofret næsten altid tilhørte en anden slaveejer, blev forbrydelsen derimod opfattet som en "krænkelse" af en anden hvid mands ejendom.

Racestolthed

Følelsen af ikke at tilhøre det hvide Amerika har gennem sorte amerikaneres historie givet sig udslag i alternative udtryksformer - f.eks. jazz, rap, 'gangsta' - som i dag anses for at være en del af mainstream amerikansk kultur. Men stadig finder man eksklusive græsgange for sorte.

Alexander er vokset op i New York og Washington og fortæller i et essay om, hvordan det var at være en lille sort pige i 1960'erne og 1970'erne. Som mange andre sorte læste hun Jet Magazine, der er blevet kaldt "det sorte Amerikas nyhedsbibel". Jet eksisterer stadig - og magasinets ærinde var lige fra starten at indgyde stolthed i sorte amerikanere over deres race. Eksempelvis bragte det en ugentlig rubrik med titlen: "Opfindelser af sorte, som gør tilværelsen bedre for alle". I Tv-programoversigten nævnte Jet kun udsendelser med sorte amerikanere. Jet's racestolthed kan måske virke fjollet på hvide amerikanere, men det var ramme alvor for en sort pige, som voksede op i et samfund domineret af hvide.

Det var i dette ugeblad, at hun kunne læse sympatiske historier om Joan Little - den sorte fængselsfange, der dolkede en vagt ihjel, da han prøvede at voldtage hende. Eller om den sorte dørvogter i Watergatebygningen Frank Willis, som anmeldte Richard Nixons blikkenslagere og dermed satte en proces i gang, der førte til præsidentens fald. Jet Magazine kunne afsløre, at Willis - til forskel fra de berømte hvide journalister Carl Bernstein og Bob Woodward - ikke havde fået en skærv ud af det. Han blev fundet arbejdsløs, boende hos sin mor og sigtet af politiet for at have stjålet et par tennissko til en værdi af 12 dollar.

"I et interview med Jet fortalte Willis, at det med tennisskoene var en misforståelse," skriver Alexander og tilføjer: "Det var alt, hvad Jets læsere behøvede at vide, fordi i magasinet har sorte altid ret."

Fremfor alt er Elizabeth Alexander digter. Det er i den egenskab, at hendes venner - Barack og Michelle Obama - har inviteret hende til at skrive og recitere et digt under indsættelsen af den nye præsident i Washington den 20. januar.

Farven nigger

Ligesom i sine essays kredser hun i digtene omkring race- og kønsskel. I Alexanders bedst kendte digtsamling Antebellum Dream Book ('Drømmebog før borgerkrigen') væver hun i digtet 'Pelargonier' hudfarve sammen med duftende, farverige blomster og spiseligt ukrudt og efterlader ingen tvivl om, at den vigtigste farve for negeren er rød, som blod.

I min forhave, neger
blomster,
'Når Sue er klædt i rødt', neger
geni bag et stakit,
nikker med hovederne, blomsterne
dufter af krydderi, ikke søde,
en grøn skal splintres,
almindeligt ukrudt, spiseligt ukrudt -
pelargonier i min forhave,
overlevere, nigger-rød

I et berømt digt ifører Alexander sig bokseren Muhammad Alis stemme og følger ham i 12 runder (12 strofer). Ali vokser op i skyggen af et andet sort ikon, Emmet Till - født samme år og lynchet i Mississippi-deltaet i sommeren 1955. Till blev født i Chicago og tilbragte i en alder af 14 sommeren hos slægtninge i byen Glendora. En dag lagde han angiveligt an på en ung hvid kvinde i en lokal butik - måske brugte han blot et forkert ord, ingen ved det med sikkerhed. Kvindens brødre kidnappede drengen og slog ham ihjel, stak et øje ud og smed ham i Tallahatchie-floden, hvor han blev fundet tre dage senere. Lynchningen var en af de gnister, som antændte den sorte borgerrettighedsbevægelse. Jet bragte et foto af det mishandlede drengelig. I Alexanders version bærer Cassius Clay rundt på to billeder af Emmet Till. Det ene af den unge smukke dreng fra Chicago med en sort hat; det andet af det lemlæstede lig i Jet.

Det var den verden, bokseren voksede op i - i Louisville, Kentucky. Ali kæmpede mod alle odds. Ligesom mange afroamerikanere stadig gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu