Læsetid: 4 min.

Hvorfor hader mænd kvinder?

Filmversionen af Stieg Larssons succeskrimi, 'Mænd der hader kvinder', er mindre feministisk kampskrift og aktuelt sverigesportræt end ligefrem opklaringshistorie uden skarpe kanter
Filmversionen af Stieg Larssons succeskrimi, 'Mænd der hader kvinder', er mindre feministisk kampskrift og aktuelt sverigesportræt end ligefrem opklaringshistorie uden skarpe kanter
27. februar 2009

Der er ikke mange film, som følges på vej af så megen hype og så store forventninger som Mænd der hader kvinder, danske Niels Arden Oplevs filmatisering af den første af svenske Stieg Larssons populære krimier om det umage makkerpar Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander.

De tre bind i serien er solgt i millioner af eksemplarer verden over, 1,1 millioner alene i Danmark, og den svenske verdenspremiere på filmen for halvanden uge siden blev dækket af tv-hold og journalister fra det meste af Europa.

Holdet bag filmen er dansk og svensk, det samme er de fleste af pengene, og succesen synes allerede inden premieren at være i hus: Mænd der hader kvinder er en af den slags film, man bare skal se, hvis man har læst bøgerne - ja, også hvis man ikke har læst dem, for det er noget, alle kommer til at tale om.

Men er der så noget at tale om? Kan filmen leve op til alle forventningerne? Både ja og nej.

Kraftigt beskåret

Den komplekse historie, der i bogform fylder 500 sider og lige så meget er et kritisk portræt af Sverige og et feministisk kampskrift som en velfungerende krimi, er ikke overraskende blevet kraftigt beskåret, både af hensyn til filmens spillelængde, der dog stadig når op på 150 minutter, og det brede publikums umiddelbare forståelse.

Men faktisk synes jeg, at danske Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, der på Niels Arden Oplevs foranledning fik til opgave at skrive manuskriptet, har formået at strømline handlingen på udmærket vis og samtidig skære nogle af de mange sidehistorier i bogen fra. Resultatet er dog også en film, hvor de fleste kanter og knaster er filet af, og Stieg Larssons samfundsmæssige engagement - som virkelig fylder meget i bogen, blandt andet i form af statistikker over vold mod kvinder - ofret til fordel for en mere ligefrem, mainstream whodunit.

Da Harriet forsvandt

Hovedpersonerne er selvfølgelig stadig engageret journalist og venstrefløjskriger Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist) og den socialt handicappede, tatoverede og piercede hacker Lisbeth Salander (Noomi Rapace), der tydeligvis har ar på både krop og sjæl.

Blomkvist, der i sit aktivistiske tidsskrift Millennium - en svensk pendant til det hedengangne PRESS - har forsøgt at få skovlen under den anløbne finansmand Wennerstrøm, bliver idømt fængselsstraf for bagvaskelse, men får så et tilbud, han ikke kan afslå: Henrik Vanger (Sven-Bertil Taube), direktør i Vanger-koncernen, vil have Blomkvist - med øgenavnet Kalle Blomkvist efter Astrid Lindgrens drengedetektiv - til at opklare sin niece Harriet Vangers forsvinden for 40 år siden.

En sommerdag forsvandt hun sporløst, og Henrik Vanger tror, at hun er blevet myrdet, og at det er morderen, som hvert år på hans fødselsdag sender ham en tørret, indrammet blomst, præcis som Harriet gjorde, inden hun forsvandt.

Opgaven interesserer Mikael Blomkvist, ikke mindst fordi hans afdøde far arbejdede for Vanger, og fordi Mikael som dreng blev babysittet af Harriet. Han installeres i en hytte på Vangerfamiliens private ø, og begynder at grave i familiens historie, der er fuld af indbyrdes fejder, hvorfor Henrik Vanger da også mistænker et medlem af sin familie for at være gerningsmanden.

Dynamisk duo

Til at begynde med går opklaringsarbejdet ikke så hurtigt. Men så får Mikael Blomkvist selskab af Lisbeth Salander, som viser sig at være en uvurderlig samarbejdspartner. Hun er skarp, intelligent og på nogle områder samvittighedsløs.

På det tidspunkt har publikum allerede mødt Salander og fundet ud af, at hun har svært ved at begå sig blandt andre mennesker, og at hun på grund af sin fortid er blevet sat under administration af socialforsorgen. Hendes nye værge, advokaten Nils Bjurman (Peter Andersson), er et perverst svin, der tænder på at udnytte og misbruge unge kvinder, og man får en besk forsmag på Lisbeth Salanders evner og kompromisløshed, da hun tager en grum hævn over sin plageånd.

Personerne ligner med andre ord nogenlunde sig selv fra bøgerne, og især er outsideren Lisbeth Salander en interessant og tvetydig karakter - Noomi Rapace gør hende skiftevis tiltrækkende og farlig, stærk og svag. Michael Nyqvists Mikael Blomkvist er dog ikke lige så promiskuøs - han nøjes med at gå i seng med Salander - storrygende og drikfældig som originalen, hvilket formentlig skyldes, at man gerne ville have en sympatisk hovedperson, publikum lettere kunne identificere sig med. Men Blomkvists kun alt for menneskelige fejl og mangler var en af bøgernes attraktioner og har i hvert fald ikke forhindret dem i at blive solgt og læst.

De samme hensyn til umiddelbarhed og forståelighed er utvivlsomt grunden til, at man har valgt at fokusere på opklaringsarbejdet - hvad skete der med Harriet?

Veliscenesat spænding

Resultatet er en letløbende og ofte veliscenesat spændingsfilm, der indimellem oven i købet er spændende. Men det går også lidt for nemt med opklaringsarbejdet, og den indeholder som sagt ikke meget af det kønspolitiske og samfundsmæssige engagement, der gjorde bøgerne til noget specielt blandt mange andre velfungerende, skandinaviske samtidskrimier.

Det er stadig en film om mænd, der hader kvinder, men der bliver i mindre grad end i forlægget søgt svar og forklaring på hvorfor, fordi sidehistorier, som var med til at fortælle den del af historien, er skåret fra.

Niels Arden Oplev og hans fotograf og klipper, henholdsvis danske Eric Kress og Anne Østerud, sørger for en dynamisk, men også lidt for nydelig billedside, mens komponisten Jacob Groths musik i passager er decideret rædselsfuld. En actionsekvens lyder som en amerikansk B-film, og den får ikke for lidt med strygerne mod slutningen af filmen, hvor alting begynder at falde på plads. De kanter, der ikke var plads til i historien, kunne man ellers passende have givet filmen i sit fysiske udtryk.

Og så er der vist kun tilbage at nævne, at de to næste bind i serien om Blomkvist og Salander også bliver filmatiseret, denne gang med en svensker, Daniel Alfredson, i instruktørstolen.

Mænd der hader kvinder. Instruktion: Niels Arden Oplev. Manuskript: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg. Svensk-dansk-tysk (Små 100 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Personligt syntes jeg, at det "samfundsmæssige engagement" i bogen stod som noget af et postulat!
Javel - der er nogle statistikker. Men"nazistiske, sadistiske, morderiske virksomhedsejere"!!!
Helt ærligt; store kræfter i at dissekere begrebet og samfundsproblemet "voldelige mænd" har Larsson jo ikke ligefrem lagt i projektet.

Så klogt -synes jeg - at Arcell/Heisterbeg valgte at skære i den del.

Inger Sundsvald

Tja, hvorfor hader mænd kvinder?

Måske fordi rigtig mange mænd igennem historien er hunderædde for at de skal få overtaget. Når kvinder har vist deres mod går det helt galt, så gælder det om at få dem ned med nakken igen i en fart.

Og jeg generaliserer IKKE alle mænd ;).

Stormen på Bastillen:
”Manglen på brød og den medførende sult i familierne var noget, der fik kvinderne til at involvere sig.
Da kongen samme efterår udstedte ordre om at trække tropperne til Paris, var det kvinderne, som tog initiativet til at marchere til Versailles. Hidtil havde kvindernes primære rolle i revolutionen været den passive støtte til mændene, men nu følte mange, at de var nødt til at gøre noget for at forbedre deres egne kår. Efter at have marcheret de 30 km ud til Versailles, fik kvinderne lov at foretræde for nationalforsamlingen og kongen. Sidstnævnte måtte love at forbedre kornforsyningerne og anerkende de to August-dekreter.”
http://historie.cvujelling.dk/kvindernes-ret.htm#rolle

Hvornår mon accept og respekt mellem kønnene får en chance?

Og jeg generaliserer IKKE alle mænd ;).
Hvornår mon accept og respekt mellem kønnene får en chance?

Måske når kvinder og mænd indser at det er nødvendigt at kritisere disse skingre hysteder og kolerikere, der dels ikke er i stand til at tale ordentligt, og dels ikke læse teksterne før de skælder ud ;-)

Lennart Kampmann

Det er en film for fa.....

Spørgsmålet for artiklen må da dermed være hypotetisk, eller?

med venlig hilsen
Lennart

Inger Sundsvald

”hypotetisk”
Ja da.

”og man får en besk forsmag på Lisbeth Salanders evner og kompromisløshed, da hun tager en grum hævn over sin plageånd”

Mit svar på spørgsmålet om hvorfor mænd hader kvinder er også yderst hypotetisk.

Mit modspørgsmål er:
Hvornår mon accept og respekt mellem kønnene får en chance?

Efterhånden er der kommet nogle mantraer mellem kvinder:
”Hvis der er to der skal bestemme, så er det ok”.
”Hvis der kun er én der skal bestemme, så er det mig”.
”Hvis han ikke gider at dele og tage ansvar, så kan han lade være”.

Hvem vinder ved det?

Nå, men det er jo også bare en film, og har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Hmmm, - jeg har ikke læst bogen og ikke set filmen, men for mig virker det - jf. anmeldelser - som en pastiche over de to hovedpersoners typer, som enhver der har skimmet pop-literaturen de seneste 30 år kunne skrive.

Og ikke et ondt ord om pop-literatur som sådan ... det er da hverken værre eller bedre end pop-film ... og så længe man tager det som den underholdning det er, så erklærer jeg mig på lige fod.

Men når salgstallene (endnu engang) bliver brugt som argument for at der er tale om "stor" literatur, så hører jeg nok til de sure, gamle mænd.

Og bemærk lige: jeg kritiserer ikke de "almindelige" mennesker der anser bogen og filmen for at være underholdende, - men de kritikere, der undlader at anføre de klare paraleller fra anden pop-literatur, når de leverer deres roser, de er s'gu for lamme, - det er dem - ikke forfatteren - der lefler. Men de er måske blevet bange, efter at Hanne Vibeke Holst fik chikaneret sig til en pris?

Kære Inger Sundsvald,

jeg elsker at diskutere kønspolitik, og selvom moderator nok skyder mit oplæg ned, så prøver jeg alligevel:

Bastille-historien: javist ... kvinderne marcherede, - men dengang som nu, så fik de først fingeren ud af gaskammeret, da det drejede sig om deres eget lille rige - dres eget hjem - det er meget få kvinder der kan se udover hjemmets fire vægge, og kæmpe for det kollektive vel.

Og det er sådan set også kernen i de konflikter der opstår i hjemmet.

”Hvis der kun er én der skal bestemme, så er det mig”.
”Hvis han ikke gider at dele og tage ansvar, så kan han lade være”.

Jep, - men altid ud fra den præmis, at kvinden er den eneste der ved hvordan et "hjem" skal være. Manden kan få lov til at være med til at tage ansvar for kvindens regler for et hjems indretning, brug, hygiejnestandard, osv., men de kan aldrig få indflydelse på hvad der er rigtigt og forkert i de sammenhænge.

Kvinder er generelt højreorienterede. Skal de vælge imellem en sikker 2% bedre sikring af deres eget hjem, og en usikker kamp for 10% bedre sikring af alle hjem, så vælger de det første. Kvinder i strejke? Javist, det sker, men jeg kan - af erfaring - fortælle dig, at den slags opløser man nemt ved at indføre et par småtillæg til de kvinder der råber højst ... det kan også lade sig gøre med mænd i ny og næ, men ikke nær så effektivt.

Så: hvorfor hader mænd kvinder? Fordi i - en del - mænds øjne, er kvinder reaktionære, småborgerlige og højreorienterede.

;-)
;-)

Ok - når I nu er startet på den diskussion:
Ifølge voldsstatistikkerne hader vi mænd jo IKKE kvinder!
Vi mænd tæver 3 andre mænd for hver gang vi tæver en af det modsatte køn.
Så spørgsmålet er snarere:

"hvorfor hader mænd?"
:-)

Inger Sundsvald

Sven Karlsen

Du har nogle fordomme om kvinder som jeg ikke rigtig forstår, med de holdninger du normalt står for her. Blandt andet, at ”kvinder er generelt højreorienterede”. Der er rigtig mange analyser der siger det modsatte, når det undersøges hvem der stemmer på hvem. Her er kvinder klart på den venstreorienterede og sociale side.

Mange mænd har en vis fascination af den stærke og ’smarte’ politiker/sportsudøver/finanssmarte mand. Så spørgsmålet er snarere som M.V. Hansen spørger: ”Hvorfor hader mænd?”

Jeg ved ikke om mænd generelt hader. Jeg er kvinde, og hader ikke et eneste menneske i hele verden. Jeg hader vold og ufred. Men jeg har medfølelse med mange – også mænd ;-).

'Jeg ved ikke om mænd generelt hader. Jeg er kvinde, og hader ikke et eneste menneske i hele verden'
Jamen det er da bare så smukt!
Det gjaldt også de milioner tyske kvinder der i 30'erne og 40'erne elskede den lille 'hitlermand'. De kunne knuselske ham. Se bare en af de gamle optagelser med vilde og frådende kvinder der heiler som gale, de kunne ikke få nok af ham. Ja kærlighed kan føre til meget.
En smule had er nogle gange på sin plads

Inger Sundsvald

Ole Falstoft:
"En smule had er nogle gange på sin plads"

Det kan du have ret i. Men jeg vil ikke forurene mit sind med det. I øvrigt var det vist en massepsykose der hjemsøgte både mænd og kvinder på den tid.

Men jeg er ikke så tilbøjelig til at forfalde til hverken heltedyrkelse eller det modsatte.

Inger: jamen det er da fint at man har visse idealer mht. hvad man ikke vil forfalde til. Men ingen af os ved ved helt hvad vi rummer?
Et er hvordan vi ønsker at se os selv noget andet er hvordan vi faktisk er. Eller ser du ikke nogen konflikt mulighed her? Skønmaleri kan godt gå hen og blive noget vammelt. Visse kvinder forfalder til det når de skal beskrive sig selv - så er det at nogle af os mænd styrter mod nærmeste udgang

Inger Sundsvald

Ole Falstoft

Hvad er had?

Hvis jeg er lodret uenig med DF og VK, og synes at deres politikere er modbydelige/ynkelige/foragtelige, hader jeg dem så? Vel gør jeg ej!

Jeg hader heller ikke israelere, på trods af deres regerings ugerninger.

Hvis jeg kunne gøre noget for at bekæmpe dem, ville jeg gøre det. Men had? Nej. Men jeg er da ganske bevidst om, at ingen mennesker kender sig selv fuldt og helt.

Det er muligt at du ser det som et skønmaleri og hører til dem der styrter mod nærmeste udgang. God tur!

Inger Sundsvald

Jeg ser faktisk ikke mig selv som et ’godt’ og ’retfærdigt’ menneske. Jeg kan jo ikke vide, om jeg mangler noget i min måde at være menneske på. Måske er jeg ikke i stand til at hade og elske på samme måde som andre ’normale’ mennesker er. Men hvem kan vurdere det?

Men det er da et interessant spørgsmål, om der er forskel på mænd og kvinder i deres tilbøjelighed til at hade, eller om det bare er mig der er mærkelig – eller om det bare er et definitionsspørgsmål.

Inger: Had føler man vel kun mod konkrete personer og vel kun mod mennesker man kender personligt? Jeg tror vi alle kan hade og har hadet visse personer ind i mellem - det gælder vel også dig? Det er helt menneskeligt og ikke noget man behøver skamme sig over. Jeg husker selv en modbydelig skolelærer - jeg hadede med god grund -men nu synes jeg
blot han var et ynkeligt eksemplar af menneskeracen. Med alderen lærer man at hade mindre og ynke mere

Inger Sundsvald

Ole Falstoft
Faktisk har der været personer, som jeg har kendt personligt, og bandet langt væk. Men der popper altid noget op, som på den éne eller anden måde kan forklare deres handlinger – ikke undskylde dem – når man kender dem personligt.

Jeg har ingen som helst idé om hvad der drev Hitler, bortset fra en sygelig opfattelse af tilværelsen, som jeg ikke skal gøre mig klog på. Men jeg kan ikke forestille mig at han har haft en harmonisk barndom. Desværre anrettede han mange ulykker, inden han heldigvis selv tog sit liv - selv om jeg sagtens kan forstå de mennesker, som mener at han slap for billigt. Hævnfølelse er jo også en forståelig menneskelig egenskab.

Adolf Hitler fik så mange tæsk af sin militaristiske far, at det ikke er mærkeligt at han blev dyssocial (psykopat / sociopat).

Hamid Aminrezai

Hvis jeg ser mig i stand til at gøre skade på andre som hævn på et eller andet, jeg mener de har påført mig, så hader jeg dem.

Sådan ser jeg på had. Men hvad angår kvinder, vil jeg sige, at jeg aldrig har hadet nogen kvinder som sådan. De er generelt elskværidge især hvis de er lidt mere intellektuelle og realistiske ;-)

Det er jo egentlig absurd at prøve at forstå en person som Hitler. Han havde en ond far der slog ham og som var følelseskold -ja men det oplevede tusinde andre drenge i samme periode som Hitler men kun én af dem blev Hitler. Så et eller andet sted holder forståelsen op. Kun Hitler havde det i sig der gjorde ham til det han blev og hvad det var vil vi aldrig helt fatte

Ann-Charlotte Kjeldsen

Jeg læste bogen med stor fornøjelse, og fandt den mangesidede beskrivelse af Blomkvist psyke og karakter spændende... Det er mit postulat, at han... på helt sin egen måde ... også hader kvinder... han slår dem ikke fysisk, men han udnytter dem. Seksuelt og til at opnå det, han ønsker sig ... Samtlige af de kvinder, han møder gennem historien bruger han ... også Lisbeth Selander.

Filmen var en decideret skuffelse. De facetter og sidehistorier, som jeg synes er vigtige i forståelsen af, hvorfor Blomkvist vælger opgaven hos Vanger og hans forhold til kvinder, fremgår ikke af filmen. Den er ganske enkelt for pæn og for amerikaniseret. Det gør den kedelig og langtrukken, omend der er spændende passager.....

Een stjerne fra fru Kjeldsen.. det er en klar "ommer"