Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lær af Oscar-vinderne

I stedet for at skrive endnu en klassisk manual, analyserer manuskript-konsulent Linda Seger i sin nye bog tre Oscar-vindende manuskripter og lader forfatterne komme til orde
Moderne Tider
13. februar 2009

Making a Good Script Great er blot én af de klassiske 'how to'-bøger, som manuskriptkonsulent Linda Seger har skrevet, siden hun i 1981 begyndte at undervise i at skrive film. Takket være Seger og kolleger som Syd Field og Robert McKee bugner hylderne af manualer med råd til håbefulde manuskriptforfattere, hvor mantraer som show it, don't tell it er sat i system, og man kan læse angivelser af længden på den perfekte første akt.

Linda Segers seneste bog, And the Best Screenplay goes to ... Learning from the Winners - Sideways, Shakespeare in Love, Crash- anlægger en ny strategi. I stedet for at anbefale, hvordan man skal gøre, analyserer hun, hvordan folk har gjort. Og ikke hvem som helst, men folkene bag de tre Oscar-vindende manuskripter til Sideways, Shakespeare in Love og Crash. Hver film bliver først udførligt analyseret af Seger ud fra elementer som tema, tidsforløb, struktur, karakterarbejde, mål og konflikter og ikke mindst deres miljø, som når det f.eks. gælder, at for Sideways er det afgørende for historiens indhold og stemning, at den foregår på Californiske vingårde og blandt pinot noir-entusiaster.

Små ting i livet

Med udførlige breakdowns får man redskaber at gå til filmene med, men bogens bedste indslag er interviewene, hvor man får indblik i processerne bag manuskripterne. Sideways bygger på en bog af Rex Pickett, som ingen ville udgive, før instruktøren Alexander Payne (Election, About Schmidt) og hans faste skrivepartner, Jim Taylor, forelskede sig i tanken om den vinglade historie som film.

Payne og Taylor fortæller om deres samarbejde og om deres forkærlighed for historier om mennesker med fejl og en komisk humanisme. De tror mere på de små ting i livet end på manualernes prædikener om store karaktertransformationer.

Som Payne nøgternt konstaterer:

"Who the hell is transformed?"

Det vigtige for ham er, at det menneskelige hele tiden er i centrum frem for ideer om dramatiske omvæltninger.

Shakespeare på vej

Det første frø til Shakespeare in Love blev sået, da forfatteren Marc Normans søn foreslog at fortælle om Shakespeare på vej mod gennembruddet. Den idé spirede som en historie om en forfatters kreative proces i tre år, mens research ledte til de første ord på papiret. Siden kom Tom Stoppard på som forfatter og gav historien en twist mod en backstage-historie med paralleller til dagens underholdningsindustri i Hollywood.

Filmen var klar til produktion i 1992, men faldt - efter fem-seks millioner dollars brugt til udvikling og præproduktion - til jorden, fordi man ikke kunne finde en overbevisende skuespiller til rollen som Shakespeare. Siden købte Miramax rettighederne til manuskriptet, og med instruktøren John Madden ved roret fra 1996 blev de endelige gennemskrivninger lavet, selv om der til det sidste var store problemer med slutningen.

Tætte samarbejder

Forløbet vidner om en langvarig proces med mange involverede, som hver sætter deres præg på manuskriptet, mens det gradvis finder sin endelige form. Netop det aspekt bliver forbigået i mange manualer, som ofte giver indtryk af, at filmmanuskripter bliver skabt af ensomme forfattere bag skriveborde.

Seger har tidligere skrevet bogen From Script to Screen, som mere generelt fremhæver betydningen af at forstå film som en kollektiv kunstart, men med de dybdegående cases i den nye bog får man et bedre indblik i samarbejdet og arbejdsgangene bag. Som gennemgangen af både Sideways og Crash vidner om, bygger mange gode film ikke mindst på tætte skriveteams, hvor ideer og valg hele tiden diskuteres.

Årets Oscar

And the Best Screenplay goes to ... er således et forfriskende bud på casebaseret manuskript- og filmanalyse for almindeligt filminteresserede, hvor analyserne underbygges af de faktiske intentioner og processer bag filmenes tilblivelse. Det hjælper at holde af de tre film, som pilles fra hinanden, men man får mange generelle pointer med, som peger ud over de enkelte titler.

Man får også manuskriptstof til eftertanke i forhold til, hvad Hollywood præmierer, inden årets uddeling af Oscar-priserne. I år slås så forskellige historier som blandt andet Mike Leighs Happy-Go-Lucky, animationsfilmen WALL·E og Dustin Lance Blacks manuskript til Milk om den eftertragtede statuette for Bedste Originale Manuskript.

Linda Seger: And the Best Screenplay goes to ... Learning from the Winners - Sideways, Shakespeare in Love, Crash. Michael Wiese Productions

Kan købes i Cinematekets boghandel i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her