Læsetid: 4 min.

En skurk kryber til korset

'Frost/Nixon' skildrer den 30 år gamle intellektuelle tvekamp mellem en selvforelsket engelsk skærmtrold og amerikansk politiks (da) mest forhadte skikkelse
Tvekamp. En samtale er ikke noget drømmeudgangspunkt for en film, og som man kunne forvente, er begivenhederne blevet peppet lidt op i filmatiseringen af interview-tvekampen mellem journalisten Frost og ekspræsidenten Nixon.

Tvekamp. En samtale er ikke noget drømmeudgangspunkt for en film, og som man kunne forvente, er begivenhederne blevet peppet lidt op i filmatiseringen af interview-tvekampen mellem journalisten Frost og ekspræsidenten Nixon.

Ralph Nelson

13. februar 2009

"People have got to know whether or not their President is a crook. Well, I'm not a crook."

Richard Nixon, nov. 1973

Gode gerninger udspringer ikke altid af ædle intentioner. Der er eksempelvis ingen idealisme inde i billedet, da den unge og rampelysliderlige britiske tv-journalist David Frost i 1977 beslutter sig for at interviewe ekspræsident Richard Nixon. Små tre år tidligere var en hårdt presset Nixon trådt tilbage i vanære, og otte måneder før det havde han offentligt nægtet ethvert forhåndskendskab til indbruddet i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen.

Frost, som han her fremstilles af Michael Sheen, er blevet journalist af alle de forkerte årsager. Han interesserer sig ikke for politik eller fine forestillinger om den fjerde statsmagt, ja, formentlig interesserer han sig ikke for alvor for noget, der ikke har med selvpromovering at gøre (det skulle da lige være skørtejagt). Men han kender et potentielt scoop, når han ser det, og en indrømmelse eller ligefrem en undskyldning fra Nixon vil være selve indbegrebet af godt tv og skaffe Frost oceaner af omtale.

En god kopi

Da Nixon tager sig rigtig godt betalt for at stille op, skyder den kæphøje Frost egne penge i projektet. Formedelst 600.000 dollars får han i alt 24 timer af Nixons tid, som skal redigeres ned til fire gange halvanden times tv. Men ikke for ingenting kaldte Nixons modstandere ham Tricky Dicky, og Frost har ikke gjort sig klart, hvor dreven en undviger, han er oppe imod.

Frost/Nixon er baseret på manuskriptforfatter Peter Morgans teaterstykke, som havde de samme to skuespillere i hovedrollerne. Anthony Hopkins, Dan Hedaya og Philip Baker Hall er nogle af de skuespillere, som tidligere har portrætteret den særegne psykologiske størrelse Richard Nixon (1913-1994).

Denne gang tilfalder udfordringen 71-årige Frank Langella, der ikke har nogen overvældende fysisk lighed med Nixon. Han mangler såvel hængekinderne som den berømte skihop-næse og er generelt en flottere mand.

Men en god kopi er bedre end en tro kopi, og Langellas tunge og tragikomiske kropsholdning er mindst ligeså nixonsk som den ægte vare. En oplagt sammenligning er Bruce Greenwoods præstation som Nixons nemesis, John F. Kennedy, i Cuba-krisedramaet Thirteen Days (2000).

Her ramte Greenwood JFK's accent, gestik, manerer og skrøbelige elegance så rent, at der opstod en dybere lighed, som fik manglen på den rent fysiske til at synes irrelevant. Det samme gør Langella her.

Blandt Nixons få forsonende træk var en manglende evne til at føre small talk. Dette handicap tegner sig for filmens mest morsomme øjeblik, da Nixon bryder den anspændte tavshed inden kameraerne tændes ved ud af det blå at spørge sin udspørger:

"Har du fået bedrevet noget hor i løbet af weekenden?"

For så vidt et meget rimeligt spørgsmål at stille netop en type som Frost, men også et barokkomisk vidnesbyrd om ekspræsidentens lave sociale begavelse. Selvom det selvfølgelig også kunne tolkes som Tricky Dickys forsøg på at bringe Frost ud af fatningen på forhånd.

Man fristes i øvrigt til at drage en flabet parallel mellem Frost og instruktør Ron Howard, hvis tidligere sytten spillefilm generelt har høj underholdningsværdi, men ikke just strutter af politisk kampgejst eller stillingtagen. Ikke overraskende skulle den politisk engagerede George Clooney have udvist interesse for at instruere Frost/Nixon, som er et skridt i en mere seriøs retning for Howard. Det er dog vigtigt at huske på, at der er tale om en dramatisering af et faktisk forløb. Sidste fredag beskrev Lasse Jensen her i avisen, hvor de to versioner divergerer, og som man kunne forvente, er begivenhederne blevet peppet lidt op - en samtale er jo ikke noget drømmeudgangspunkt for en film.

Frost/Nixons primære spændingsforøgende greb (hvis ikke ligefrem gimmick) er imidlertid ikke helt vellykket. Morgan har selv sagt, at han har genskabt det lange interview som "en intellektuel Rocky."

I stedet for ringhjørner har vi to tilstødende lokaler, hvor henholdsvis Frost og Nixons sekundanter højlydt følger slagets gang på monitorer. Denne strategi skaber ganske vist dynamik og fremdrift, men virker også lidt søgt og på nippet til det ufrivilligt komiske.

Perfekte modsætninger

Bag den småkluntede boksemetafor finder vi dog Frost/Nixons måske største styrke, nemlig dens psykologiske kompleksitet. Talentfulde Sheen gjorde en glimrende Tony Blair i The Queen, der også var skrevet af Morgan, og fremstiller her en Frost, som synes lyst op indefra af selvglæde. Han er den perfekte modpol til Nixons martyriske selvmedlidenhed, der får fuld skrue i filmens natlige nøglescene. Men Nixon har i det mindste substans, og man skal derfor passe grueligt på, at sympatien ikke sniger sig over på slubbertens side.

Navnlig to biroller er fyldt rigtig godt ud, nemlig Kevin Bacon som Nixons næsten sygeligt loyale højrehånd og Sam Rockwell som den unge akademiker James Reston, Jr., hvis foragt for Nixon omtrent matches af hans antipati mod Frost med den udtalte fordybelsesfobi.

Siden Nixons tid har vi jo set andre republikanske præsidenter, som havde notorisk svært ved at vedstå sig deres fejl. George Clooney kunne derfor passende dreje en film med den præmis, at George W. Bush forsøger at løbe om hjørner med en interviewer i 24 timer. Altså en farce snarere end et drama.

Sine knaster til trods er Frost/Nixon en begavet og altså virkelig velspillet film med betragtelig tidløs relevans. Det er i sidste ende ikke blot en historie om en bestemt magthavers karakterbrist, men også en historie om magtens arrogance og faldgruber generelt.

Frost/Nixon. Instruktion: Ron Howard. Manuskript: Peter Morgan. Amerikansk, britisk og fransk (Dagmar, Grand, Falkoner, Empire og CinemaxX i København samt 13 biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu