Læsetid: 2 min.

Syrlige karikaturer

Der er noget afvæbnende genstridigt ved denne rodebutik af en snart satirisk, snart romantisk komedie om den virkeligt eksisterende journalist Toby Young, der stiger i hierarkiet fra Londons marginale magasin-presse til et eftertragtet job som berømthedsekspert på New York-glitterbladet Vanity Fair
Der er noget afvæbnende genstridigt ved denne rodebutik af en snart satirisk, snart romantisk komedie om den virkeligt eksisterende journalist Toby Young, der stiger i hierarkiet fra Londons marginale magasin-presse til et eftertragtet job som berømthedsekspert på New York-glitterbladet Vanity Fair
27. februar 2009

Der er noget afvæbnende genstridigt ved denne rodebutik af en snart satirisk, snart romantisk komedie om den virkeligt eksisterende journalist Toby Young, der stiger i hierarkiet fra Londons marginale magasin-presse til et eftertragtet job som berømthedsekspert på New York-glitterbladet Vanity Fair.

Manden er en bevidst irriterende blanding af udfordrende dumrian, smårebel og karriererytter med en skjult beundring for de berømtheder, han påstår at foragte. Hans egentlige talent er at gøre sig umulig i enhver tænkelig situation, og her fungerer han som en slags tegneseriefigur, som hele tiden siger og gør det forkerte - en pinlig prøvelse for alle omkring ham.

Et eller andet sted skjuler der sig selvfølgelig en redelig fyr i den ustyrlige sladderjournalist, hvilket viser sig til slut. Men filmen er afgjort bedst, når den fanger ham på slap line i New Yorks smart set af strømliniede redaktører, kølige agenter og komisk ambitiøse starletter.

Pointen er ganske vist altid givet på forhånd - fyren dummer sig så eventyrligt som muligt. Men midt imellem mere platte påfund glimter satirekniven, når han udsættes for de mange glitrende journalist- og show business-typer i det fremmede New Yorker-miljø.

Instruktøren Robert Weide pointerer kvikt og sprælsk og har samlet en inspireret casting. Jeff Bridges nyder tydeligvis rollen som magtfuld chefredaktør fortæret af selvforagt bag stålsat ydre; Gillian Anderson har præcis det rette iskolde overblik som agent for Megan Fox' selvspejlende bimbo; og Danny Huston er lutter upålidelig olieret glathed som vor uheldige helts overordnede.

Interessant trods alt

Til gengæld spiller Simon Pegg tit mekanisk farce som journalisten - og man skal igennem et 'seriøst' plot-twist, hvor vor helt sælger sin sjæl (som om han havde ret meget at sælge!), før han kan fortryde og blive et slags Mensch. Igen dominerer karikaturen (plus mange referencer til Fellinis Det søde liv), men nu er forrentningen lavere.

Indtil da er filmen ofte for syrlig til at være egentlig morsom, men alligevel interessant og underholdende på sin egen maniske, tegneserieagtige måde.

How to Loose Friends. Instruktion: Robert Weide. Manuskript: Peter Straughan. Engelsk (Palads, Kinopalæet Lyngby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu