Læsetid: 5 min.

'Jeg ville hellere stå på Statens Museum for Kunst og råbe fisse!'

Hvis man vil have en forklaring på, hvorfor det lod sig gøre for de 11 interviewede i 'Opdrift' at bryde den sociale arv, læser man forgæves - hvad forfatteren annoncerer allerede i forordet. Men det er synd, for det interessante ved bogen er netop det mønster, som dukker op
28. marts 2009

Landarbejderens søn, der bliver direktør for B&O (Anders Knutsen f. 1947), syersken og tjenerens datter, der bliver journalist og hædret forfatter (Pia Fris Laneth f. 1956), kioskejerens datter, der bliver klima- og energiminister (Connie Hedegaard f. 1960).

Vi elsker historierne om mønsterbrydere. Men der bliver færre af dem. I årgangene født mellem 1945 og 1955 vrimler det med mennesker, som var familiens første student. Men siden 1970'erne er udviklingen gået i stå. Derfor har journalist Johanne Mygind sat sig for at interviewe 11 mønsterbrydere over et tidsspand på 40 år - fra 1938 (slagtersøn og historieprofessor Bent Jensen) til 1979 (journalist Nagieb Khaja, søn af ufaglærte gæstearbejdere fra Afghanistan). Det er et godt greb at bygge interviewbogen kronologisk op, for det giver en fornemmelse af tidens flow.

Der er grund til at beskæftige sig med mønsterbrydere, fordi de som enkeltpersoner er udtryk for den frigørelse og sociale mobilitet, som må være samfundets adelsmærke, hvis det skal undgå at stivne i adskilte klasser, som ser med mistro på hinanden. Johanne Mygind siger i forordet, at hvis man vil have en forklaring på, hvorfor det lod sig gøre for disse 11 at bryde den sociale arv, læser man forgæves. Men det er synd, for det interessante ved Opdrift, er netop det mønster, som dukker op og giver et fingerpeg om netop dette. Man skal ganske vist tænke selv. Men det burde jo heller ikke være nogen umulighed.

Klasse eller køn?

Jytte Andersens historie er en lille perle i samlingen. Der er en overraskende episk kolorit og spændstighed i den tidligere arbejds-, by- og bolig, og ligestillingsministers fortælling. Beretningen om rejsen mod magtens tinder med de svimlende dyb af eksistentielle komplikationer formidles via små anekdoter, som folder sig smukt ud med et tydeligt og illustrativt indhold.

Jytte Andersen voksede op med en enlig mor, syersken Inge Nilsson. Hun fik en kontoruddannelse og giftede sig med en pæn mand, der havde en gardinforretning, og alt tydede på, at hun ville realisere sin mors ambition på hendes vegne om at få et ordentligt og anonymt liv.

Men som 29-årig mødte Jytte Andersen tilfældigt op til Socialdemokratiets generalforsamling i Vallensbæk for at klage over dårlig vejplanlægning i det parcelhuskvarter, hun boede i. Hun endte med at blive valgt som sekretær i vælgerforeningen, og herfra gik det slag i slag. Men klassebaggrunden fulgte med.

Man vrider sig ved beretningen, om dengang Jytte Andersen som nyudnævnt minister ankommer til hjemmet i ministerbil medbringende den obligatoriske champagne - for nu skal der fejres. Men hendes mand har en ven på besøg og de bliver bare siddende. De siger tillykke, og vennen synes da også, at det er flot, at der kommer en minister ind ad døren, men så snakker de videre.

Er det en historie om klasse eller en historie om køn? Mon ikke begge dele.

For alle de interviewede gælder, at de på et eller andet tidspunkt oplever at blive 'set' af repræsentanter for samfundet som bærere af særlige ressourcer - oftest skolelærere, gymnasielærere, i et enkelt tilfælde en skolepsykolog. I Jytte Andersens historie er det selveste Anker Jørgensen, som ser, hvad der udmærker hende frem for de unge fremadstormende akademikerpiger: At Jytte Andersen, i modsætning til dem, ligner Socialdemokratiets kernevælgere! Jytte Andersen og alle de andre har måske nok klassetilhørsforholdet imod sig. Men de har tidsånden med sig!

Antiautoritær oprørstid

"Jeg kom fra en lille stue med en trykket stemning og for lidt frisk luft, og jeg har altid haft meget mere lyst til at stå inde på Statens Museum for Kunst i de der store, lyse rum og råbe 'fisse!'" Udsagnet er Michael Valentins (kommunikationschef i advokatfirmaet Lett). Og det dækker meget godt den ambivalente drivkraft, som karakteriserer de 11 mønsterbrydere. Hvad skal det til for, at entre Statens Museum for Kunst - bare for at råbe 'fisse!', kan man spørge. Men det er i grunden ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at det betragtet som identitetsprojekt passede det som fod i hose til tidsånden. Vi befinder os idéhistorisk set i kulturradikalismen og det antiautoritære oprørs kølvand, hvor oprørskhed, anarkistisk opgør med fordomme og overskridelsen af grænser værdsættes, nyder legitimitet, ja ligefrem efterspørges. Det ligger desuden i tiden at se stort på formaliteter. Selvom prisen for at bevæge sig op ad den sociale rangstige er et ganske smerteligt tab af det umiddelbare tilhørsforhold til den klasse, man kommer fra, så er det dog slående, at de fleste mønsterbrydere beretter, at det er dem, der mister legitimitet, og nærmest må opføre sig som en undskyldning for sig selv hjemme i deres familier.

Oprør mod oprørskhed

Og måske er det selve dette skeptiske forhold til autoriteter, der ligger i tiden, som også har befordret, at disse mønsterbrydere kunne bryde den sociale arv.

Tidsånden i dag bygger i høj grad på oprør imod oprørskheden: Kulturradikalismen og '68 som efterhånden etablerede retninger. Materialisme og leflen for magten er i denne optik blevet til noget progressivt og oprørsk. En vis kynisme er på den baggrund også blevet acceptabel. Korruption og nepotisme er om ikke ok, så dog noget, de færreste mener, at det er ulejligheden værd at indvende noget imod. Dertil kommer, at den underklasse, som mønsterbryderne skal rekrutteres fra, i stigende grad ikke er en arbejderklasse - men en bistandsmodtagerklasse. Mens arbejderklassen opnåede at nyde en bred legitimitet i samfundet i årene efter Anden Verdenskrig (kulminerende med indførelsen af Bistandsloven - middelklassens gave til og anerkendelse af arbejderklassen - i 1976) nyder dagens underklasse ikke samme legitimitet i den øvrige befolkning. Den arbejder jo ikke! Og så er det også sværere for de, som er født ind i den klasse at ranke ryggen og bevæge sig ud i samfundet med den nødvendige stolthed og selvbevidsthed.

Interviewene føles ind imellem lidt kortfattede. Der er ingen tvivl om, at Johanne Mygind har fat i et stof med sprængfarlighed i forhold til den personlige historie. Og hun fornemmes som en psykologisk følsom interviewer. Derfor havde det været sjovt, om hun havde sat tid af til at interviewe lidt mere i dybden á la en Peter Øvig eller Niels Thorsen og derved var kommet endnu længere ind under huden på sine 'ofre'. Til gengæld keder man sig aldrig. Og beretningernes stramhed befordrer, at de overordnede sammenhænge træder tydeligere frem under læsningen.

Jette Hansen er mag.art og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Jette Hansen for reflektioner over mønsterbrydere. Det er interessante overvejelser, men også sært atavistiske.

(Hey, jeg er selv en af disse mønsterbrydere fra 1946, så mine street creds er i orden :-))

Men du skriver i en tidslomme og et paradigme, hvor klassebegrebet er helt uproblematiseret. Det er marxisme redux blot med lidt kosmetik: arbejderklassen er nu underklasse, men perspektivet er det samme: engang havde de middelklassens "respekt" (really?) nu er den væk. Og siden 1970'erne er der ikke sket noget. Skriver du. Næh, fordi dengang var lille Danmark mono-kulturel, mens vi er gået multi siden. De rigtige mønsterbrydere i dag er heldigvis de utallige ambitiøse medlemmer af etniske minoriteter, der befolker gymnasier, handelsskoler, universiteter og højere læreranstalter.

Der er noget altmodisch over dit indlæg, Jette, som låser dine konstruktioner fast i 1970'erne og - paradoksalt nok - modvirker den udvikling, du gerne ser.

Hvad skal vi med endnu mere genbrug af gamle 70'er analyser.

Time to move on