Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En kradser i blød indpakning

Oliver Twist tager til Bollywood i Danny Boyles visuelt kraftfulde Oscar-vinder om skæbne og held i den indiske slum
Billedskøn. Visuelt er Danny Boyles -Slumdog Millionaire- simpelthen en udelt fornøjelse, vild og kraftfuld. Her Jamal i det quizshow, der er historiens omdrejningspunkt.

Billedskøn. Visuelt er Danny Boyles -Slumdog Millionaire- simpelthen en udelt fornøjelse, vild og kraftfuld. Her Jamal i det quizshow, der er historiens omdrejningspunkt.

Moderne Tider
6. marts 2009

En feel good-film om forældreløse børn i et slumkvarter. Det lyder som en umulighed, men er ikke desto mindre, hvad Danny Boyle leverer med Slumdog Millionaire. Filmen besidder den særlige blanding af koloristisk etnicitet og hjertevarmende tragisk-romantisk dramatik, som gør den til en oplagt Oscar-kandidat.

Og den blev da også årets store vinder, da den for knap to uger siden hev hele otte Oscar-statuetter hjem. Blandt andet de helt tunge som Bedste Film og Bedste Instruktion - men lige så bemærkelsesværdigt er, at den vandt for Bedste Fotografering og Bedste Klipning.

Flot og lækker er den, filmen om den unge inder Jamal (Dev Patel), som ad skæbnens snoede veje havner i den varme stol i det populære quizshow Hvem vil være millionær? Jamal er ellers vokset op i et slumkvarter i Mumbai, hvor sandsynligheden for at blive millionær er lig nul - med mindre man vælger den lovløse livsbane og bliver gangster som Jamals bror Salim (Madhur Mittal).

Uknækkelig viljestyrke

Slumdog Millionaire er bygget op som en rammefortælling med en række flashbacks til Jamals barndom. Rammen - nutiden - er et forhør hos den brutale, lokale politimester. Her er Jamal blevet slæbt hen, efter han har vundet 10 millioner rupees i quizshowet, og nu er han anklaget for at snyde. For hvordan kan en slumhund som ham ellers kende svarene på spidsfindige spørgsmål om alt fra cricket og religion til håndvåben?

Tilskueren holdes hen i uvished om, hvorvidt der er snyd med i spillet. Men langsomt, mens Jamal fortæller, hvordan det er lykkedes ham at svare på spørgsmålene, oprulles en række situationer fra hans barndom. Vi ser ham løbe rundt som lille dreng med sin bror i den solbeskinnede slum. Vi oplever, hvordan han mister sin mor. Vi følger ham, da han bliver taget under vingerne af en børnehjemsleder, der lokker gadebørn til sig for siden at misbruge dem på det grusomste. Og vi er vidne til Jamals møde med den ligeledes forældreløse Latika, som bliver hans helt store kærlighed.

Historiens motor er den livsvilje, der hele tiden giver Jamal og hans bror ny energi til at kæmpe for overlevelse. Det kommer ikke på tale at give op. Der er kun én vej, og det er fremad - hvad enten de hustler sig igennem og snyder dumme turister ved Taj Mahal, arbejder som gangsterhåndlangere eller serverer te for telefonsælgere.

Jamal besidder en uknækkelige viljestyrke, en form for trodsig optimisme, som via ham gennemsyrer filmen og trods de grumme temaer er med til at give den karakter af feel good-film.

Ubærlig scene

Og her er vi ved et centralt paradoks ved Slumdog Millionaire: Selvom den behandler kradse emner, så kradser filmen kun ganske få gange undervejs. Det er ikke svært at få øje på det publikumsvenlige (læs: billetsalgsvenlige) argument for at vælge den strategi. Film, der fortæller en krads historie, må rent faktisk godt kradse. Og man føler sig lidt pakket ind i vat, mens man ser Slumdog Millionaire.

Den er blid sammenlignet med slumfortællinger som f.eks. Gavin Hoods sydafrikanske Tsotsi (2005), den amerikansk-mexicanske Uskyldige stemmer (2004) af Luis Mandoki eller Asger Leths dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil (2007).

Nu er det jo ikke, fordi Danny Boyle mangler evnen til at kradse. Han kan virkelig lave intenst ubehagelige scener, når det skal være - vi er flere, som aldrig helt er kommet os over den døde baby i Trainspotting (1996) og hajangrebet i The Beach (2000). Og Slumdog Millionaire har da også en skrækkelig scene, ubærlig ligefrem, hvor en af Jamals venner, en lille spinkel dreng med smuk sangstemme, bliver bedøvet og får hældt flydende bly i øjnene. Den onde, onde børnehjemsleder kalkulerer nemlig med, at en blind, syngende tiggerdreng tjener bedre end blot en syngende tiggerdreng.

Turbo på billedsiden

Men herudover er der meget gåpåmod, romantisk kærlighed, frisk fut i fejemøget og lækker fotografering i Slumdog Millionaire. Det er den dansk-skotske fotograf Anthony Dod Mantle, som styrer kameraet - og wow, hvor gør han det godt. Håndholdt i slummen, listigt snigende under quizshowet, jævnligt i vilde vinkler, hvor vi ser scenerier fra oven og neden.

Billeder, som det ene øjeblik er groft kornede, det næste øjeblik fløjlsdelikate i teksturen; udsøgt varierede kompositioner og scenerier, som er støvede og solblegede for så, i næste øjeblik, at være fyldt med alverdens pangfarver. Klipperen Chris Dickens viser stor musikalitet, når han leger med rytmen, dvæler eller sætter fuld turbo på klipningen. Visuelt er Slumdog Millionaire simpelthen en udelt fornøjelse, vild og kraftfuld.

Historiemæssigt er filmen en spøjs størrelse, der bedst kan beskrives som 'Oliver Twist tager til Bollywood'. Manuskriptet er baseret på bestselleren Drengen der havde svar på alt af den indiske forfatter Vikas Swarup, og selvom plottet er galoperende konstrueret, fungerer det faktisk fint.

Danny Boyle leger med genrerne, og det er underholdende, men hen ad vejen går det ud over personernes psykologi. Efterhånden som filmen udvikler sig fra psykologisk thriller til barndomserindring, romantisk drama og sluttelig fuldgyldig bollywoodfilm med dans og sang, skrider persontegningerne sammen, imploderer så at sige fra at være tredimensionelle til at blive entydige og stereotype.

Til sidst er der godhed og ondskab - og ingenting midt i mellem. Genrelegen er sjov og eventyret flot og dejligt, men det er ærgerligt, at psykologien sendes på skafottet i forbifarten. Slumdog Millionaire har sin force som fabel med en fabelagtig fotografering og klipning, der er filmens utvetydige og særegne styrke.

Slumdog Millionaire. Instruktion: Danny Boyle. Manuskript: Simon Beaufoy. Britisk (CinemaxX, Dagmar, Empire, Falkoner, Grand og Metropol i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her