Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lyserød porter

Mens Brøckhouse drejer ølhanerne om, excellerer Jacobsen med stjernedyr ølkunst
Moderne Tider
6. marts 2009
Mens Brøckhouse drejer ølhanerne om, excellerer Jacobsen med stjernedyr ølkunst

I dag burde der være sørgerand om klummen. En skattet leverandør har lukket for ølhanerne: Brøckhouse er gået konkurs, og det er tid at nedfælde en nekrolog for Hillerød-bryggeriet, som blev den måske vigtigste pioner i årtusindskiftets mikrobrygrevolution.

Brøckhouse var kompromisløs kvalitet. Det resulterede i øl, der kostede op imod 1oo kr. per liter, og prisen er nok forklaringen på, at vi må drikke gravøl for Brøckhouse i dag. Allan Poulsen og Co. ville være et større mikrobryggeri - en contradictio in adjecto - og indrettede sig med et produktionsapparat, der var gearet til en efterspørgsel, som aldrig tog land.

Det er stadig sådan, at alt for mange ikke finder det i sin orden at betale for en fuldgod øl, hvad de gladelig spenderer på en mådelig vin. At produktivudvikle high end-bryg koster knaster - sådan er det bare.

Et vindende væsen

Nu er det op til andre at holde liv i de store ølambitioner. En af dem, som står klar til at samle stafetten op er Meyers, der med brygger Nick Wilder som ankermand spiller overbevisende ud med 6.000 flasker Pommier brune (en tvivlsom fransk titel - pommier ('æbletræ') er hankøn, mens brune er bøjet i hunkøn).

Den charmerende brunette har den særlige Claus Meyer-signatur, at den er lagret på ristet æbletræ fra Lilleø, hvilket antagelig bidrager til den frugtige aroma. Karamel, ristet korn og chokolade dominerer i øvrigt duftbilledet, og et spektrum af dunkle specialmalte og en dosis Münchener tilfører smagen et lækkert sødmepræg, der toner lykkeligt tørt og humlebittert ud. Jeg kender få brown ales med så vindende et væsen.

Mere end bare en øl

For at positionere øl som ligeværdigt alternativ til fine vine, kan man også ophøje det til absolut kult. Det er fremgangsmåden hos Jacobsen, der nu har andet opus klar af sin sindssygt kostbare Vintage-serie. Af Vintage 2 er produceret 625 flasker. Heraf er nogle bestemt for Michelin-stjernebesatte restauranter som Premisse, Noma og The Paul.

Brygmester Morten Ibsen og hans gæve svende har fået frie hænder til at udvikle denne udsøgte østersøporter, som efter lagring i franske Côte d'Or-egetræsfade i J.C. Jacobsens originale kælder i katakomberne under Valby bakke er blevet tappet akkurat, da smagen toppede. I flasken kan nye kulminationer dog forventes på sigt. Årene har den foran sig: Holdbarheden er sat til 50 år.

Med det oplæg kunne man jo vente sig noget, som var out of this world. Alligevel er grundformen genkendelig som porter. Vintage 2 har aroma af tjære og tovværk, der stammer fra tørverøget skotsk malt. Egetræsfadet er ansvarlig for den sjældent elegante vinøsitet og anstrøgene af vanilje. Fra de brændte malte får vi intens kakao- og mokkakarakter. Hertil føjer sig særprægede noter af tobak og karamel.

Vintage 2 er mere end en øl. Den er et kunstnerisk manifest. Dette ses af de litograferede etiketter, som Marco Evaristti har stået for, og hvis motiver indskriver sig i kunstnerens koncept om Pink State - en utopisk stat eller sindstilstand, der bygger på humanisme og forestillingen om et land uden grænser. Ledemotivet er en lyserød elefant, der omslutter henholdsvis en håndgranat, en pistol, et F-16 fly og en tank. Tanken er, at de lyserøde elefanter fratager de destruktive voldsredskaber deres morderiske potens.

Jeg tror gerne, at Vintage 2 kan tjene verdensfredens sag, om end dens eksorbitante pris nok forhindrer større udbredelse. Mig fyldte den med et drømmende velbehag i sind og sjæl. Men pudsigt er det, at en øl, der blev skabt for at slukke tørsten hos simple lastdragere, i denne udgave er har fået så eksklusive dimensioner, at kun rigmandsgourmeter (og nogle få heldige ølanmeldere) kan være med.

HHHHHHMeyers, Pommier brune, 75 cl, 7 pct., 69 kr. i Meyers Deli, Gammel Kongevej 107

HHHHHHJacobsen, Vintage nr. 2., 37,5 cl, 8 pct., 2009 kr. hos Husbryggeriet Jacobsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her