Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En massebevægelse for outsidere

Fra at være et undergrundsfænomen eksploderede den sårbare og identitetssøgende outsider-kultur EMO op gennem 00'erne blandt tweens og unge teenagere med sort læbestift, lyserød øjenskygge, selvmordsfascination, melodisk punk og ungdomstungsind. I dag har emo-kulturen lagt sig ind i hovedstrømmen og er en milliardforretning komplet med mode, musik, bøger og film. Henrik List har i sin debutroman forsøgt få greb om fænomenet gennem en fiktiv teenagepiges dagbogsblade
Nødvendighed. Hele det sortklædte, alternative segment af nutidens teenagere repræsenterer et nødvendigt tilflugtssted for en masse unge, der føler sig anderledes og udenfor, siger Henrik List - her sammen med Emma -Sid- Acs, der har lavet omslagskunst og tegninger til romanen.

Nødvendighed. Hele det sortklædte, alternative segment af nutidens teenagere repræsenterer et nødvendigt tilflugtssted for en masse unge, der føler sig anderledes og udenfor, siger Henrik List - her sammen med Emma -Sid- Acs, der har lavet omslagskunst og tegninger til romanen.

Sandra Superstar

Moderne Tider
6. marts 2009

Da den amerikanske forfatter Stephenie Meyer udgav dem fjerde bog i vampyrserien Twilight i efteråret var det i et førsteoplag på ikke mindre end 2,7 millioner eksemplarer. På det tidspunkt havde hendes tre første bøger om teenageren Bellas kærlighed til vampyren Edward allerede solgt mere end 10 millioner eksemplarer alene i USA og de fire bøger i serien var placeret som nummer et, to, tre og fire på avisen USA-Todays bestsellerliste.

Twilight rammer med temaer identitetsbesvær, selvmord, outsidere, forbudt kærlighed og sex lige ned i hovedpulsåren på enhver teenagers vigtigste omdrejningspunkter og dermed rammer serien også ned i hovedpulsåren på hele den ungdomskultur, der går under navnet emo, og som i takt med Twilight-seriens popularitet er vokset eksplosivt op siden 2005, hvor den første bog udkom. Side om side med Twilights succes har bands som My Chemical Romance, Fall Out Boy og Panic! at the Disco solgt millioner af plader og salget af ekstremt tætsidende bukser, hornbriller og sort hårfarve er eksploderet. Der er nemlig en tæt sammenhæng. Det er blandt andet det fænomen sub-kulturjournalist og forfatter Henrik List forsøger at få greb om i sin debutroman Kære Fucking Dagbog, der udkommer i dag.

Bogen følger gennem en fiktiv dagbog den 15-årige emo-pige Kat og beskriver med hendes stemme emo-miljøet - om at skære i sig selv, om gadebander, sex og stoffer, om den rigtige musik, det forkerte tøj og om at være sårbar, rastløs og vred.

Selv kalder Henrik List beskrivelsen af emo-miljøet for nærmest historisk.

"For som undergrund har emo peaket for længst," siger han, og de hippe unge i dag bruger emo som en fornærmelse: Du er så emo.

Fra kult til mainstream

Emo er en forkortelse for det engelske ord emotional; følsom kunne være en tam fordanskning, og kulturen har sit udgangspunkt i en følsom og mere poppet gren af punken, der opstår i Washington i midten af 80'erne med undergrundsbandet Rites of Spring som omdrejningspunkt. I dag har genren spundet sig ind i en verdensomspændende hit-mainstream med bands som My Chemical Romance, Panic! at The Disco, Fall Out Boy, 30 Seconds to Mars, Paramore, Tokio Hotel og danske The Dreams. Men selv om musikken var udgangspunktet i emo blev den smalle subkultur op gennem 00'erne en komplet ungdomskultur med en særlig mode, præferencer inden for film, frisure, bøger, stoffer, helte og heltinder. En kultur, der bedst kan beskrives som en sammensmeltning af 80'ernes punk-, new wave- og goth-tendenser - en "punk light version 2.0," som Henrik List kalder det.

"Opdateret til det 21. århundrede med elementer af punkens rå oprør og aggression, new wavens dekadente leg med kønnethed og seksualitet samt goth'ens patosfyldte dyrkelse af et dystert og formørket univers. Men i emo-universet," fortsætter Henrik List, "møder det farligt oprørske, det sødt tyggegummipoppede, det seksuelt udfordrende det uskyldigt lolitaagtige og det tungt melankolske det ungdommeligt livsglade, eksemplificeret ved den signifikante sammensætning af farverne sort og pink eller i ikonografiens dødningehoveder med symbolske små pigesløjfer."

Det feminine

Et æstetisk afgørende træk ved emo-looket er det feminine. Det gælder også for drengene, der dyrker det androgyne, i nogle tilfælde nærmest transvestitagtige og kysser med andre emo-drenge. Stilen, der nærmest kan beskrives som en uniform, er pjusket sortfarvet (og en tot lyserød) pandehår ned over øjnene, overdreven makeup, for småt, stumpet og stramt, slidt, sort tøj, alt sammen med inspiration fra japanske mangategneserier.

"Det gælder om at være ultratynd, uden former, med kæmpestore, halvt skræmte/halvt fuck you!-provokerende øjne, fremhævet med masser af eyeliner," siger Henrik List, eller som det hedder til emo-fyre: guyliner.

"Den typiske emo-kid i Danmark er mellem 11-12 og 14-15 år. Efter dén alder begynder de tidligere emoer normalt at kalde sig scene-kids og ser lidt ned på de 'barnlige', 'patetiske' emoer og 'skammer' sig måske en anelse over deres egen tilsvarende fortid," siger Henrik List og forklarer at scene-kids er groft sagt en mere cool, ironisk, farverig og voksen udgave af emo, hvor den lidt ældre alder i demografien også muliggør flere ansigtspiercinger og de første rigtige tatoveringer.

I takt med at kulturen voksede sig ind i det 21. århundrede, voksede det kommercielle potentiale i kulturen også, og i dag kan man næppe kalde emo for en smal subkultur. Nettet har millioner af hits, tusindevis af videoer dedikeret emokulturen eller emo-parodier, chatrooms for og imod emoer og hjemmesider dannet af bekymrede forældre, internetbutikker der sælger emo-effekter, tungsindige bloggere eller ironiske hipstere, der laver grin med stereotyperne af en emo.

Emo-figuren bliver brugt i alle afarter af populærkulturen lige fra heltinden i Mænd, der hader kvinder, Lisbeth Selander, der godt kunne gå for at være emo, og boybands, der spiller på emo-koder.

"Hvis man ser de 'sorte', alternative subkulturer i Danmark under ét - fra punk, goth, cyberpunk og fetich til emo og scene - udgør det sandsynligvis det næststørste, samlede ungdomssegment efter hip-hopperne," fortæller Henrik List.

Den evige outsider

Men for Henrik List er det ikke så vigtigt, om emo er subkultur, for i virkeligheden handler Kære Fucking Dagbog først og fremmest om en ung piges besværlige vej ind i voksenlivet. "Mange af de ting, Kat i bogen oplever, er jo noget, som de fleste unge oplever - hvad enten det er ulykkelig kærlighed, forældres skilsmisse, mobning i skolen, intriger blandt veninder, druk og stoffer og eksperimenter med sex," siger Henrik List.

"Men hele det, man kunne kalde det sortklædte, alternative segment af nutidens teenagere, fra punkere og autonome aktivister over emo'er og scene-kids til goths - repræsenterer for mig et nødvendigt tilflugtssted for en masse unge, der føler sig anderledes og udenfor og måske bliver mobbet i skolen, fordi de ikke ligner de perfekte poptøser og rå hip hop-drenge eller bare ikke har råd til at gå med det 'rigtige' tøj og så viderere. Alene derfor står disse subkulturer, på samme måde som punk og new wave i min rebelske ungdom i starten af 80'erne som en oase, et fristed for alle outsiderne. Ikke mindst for en del piger, alle de små, surmulende, sortklædte piger med pandehåret ned over øjnene og for meget eyeliner, som der er rigtig, rigtig mange af lige nu over hele Danmark."

- Der har været en ret voldsom modstand mod kulturen i England, USA, Rusland og Mexico, hvor den er blevet kaldt farlig, og forældre herhjemme kan sikkert også godt have lidt svært ved at det, der for et år siden var deres lille barn, nu dyrker selvmord og tungsind. Er der grund til at være urolig for kulturen?

"Ja, især emo vækker stærke følelser, også hos andre unge. Faktisk også herhjemme, hvor emo'er tit bliver mobbet i skolen eller endda får tæv af hip hoppere og indvandrerbander. Især det med de bevidst feminine emo-drenge, der flirter med det androgyne og med biseksualitet, virker stærkt provokerende på andre unge, desværre. Samtidig lever vi i en kultur, hvor vi her i Danmark konstant hører om, hvor lykkelige vi åbenbart er. Vi er de lykkeligste i hele verden, får vi at vide, igen og igen, og til sidst er det en slags landsforræderi at gå ud og sige, at man ikke er lykkelig. Vi skal elske vores arbejde, vores familie og vores kongehus, vi skal være så glade og friske og overskudsagtige hele tiden, og så virker det måske både vildt provokerende og samtidig angstfremkaldende på den brede befolkning, at nogle små, umulige teenageunger på en måde gør en dyd ud af at være ulykkelige."

Omvendt mener Henrik List også, at emo-subkulturen afspejler de humørsvingninger og den usikkerhed og dybe sårbarhed, som næsten alle teenagere føler, men som flertallet af dem måske bare er lidt bedre til at camouflere bag seje, aggressive attituder.

"Det pisser helt klart mange af, når andre mennesker tør vise deres sårbarhed frem, og det må man sige, at emo'erne har modet til at gøre - men de er jo også meget sky og indadvendte; det er ikke noget, de tvinger os andre til at forholde os til eller gør for at provokere. Og det dér med selvmordskult osv., det er jo mediernes dæmonisering af en ny subkultur, come on. Dén bekymrede klagesang har vi hørt på, siden begrebet 'ungdom' blev opfundet. I 30'erne var det 'negerjazzens primitive junglerytmer'; i 50'erne var det den 'djævelske' rock og rul; i 60'erne var det langhårede hippier, pigtrådsrock og stoffer; i min tidlige ungdom var det os punkeres 'nihilisme' og 'fascistoide tendenser' osv. Vi bliver åbenbart aldrig klogere?"

 

Henrik List: Kære Fucking Dagbog. 384 s., 250 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her