Læsetid: 8 min.

Det skæve Danmark

Udviklingen af strukturen i det danske samfund er historien om en stat, der samlede al magt og alle ressourcer omkring en stadigt mere perifært beliggende hovedstad. En ubrudt udvikling fra enevælden til den seneste kommunalreform
Vintersol over Charlottenlund Fort. Anlæggget er en del af den befæstningsring, der blev lagt om hovedstaden i slutningen af 1800-tallet. Bogens gennemgang viser, at det omfattende anlægsarbejde primært havde til formål at splitte oppositionen og samle magten under Højre og kongen.

Vintersol over Charlottenlund Fort. Anlæggget er en del af den befæstningsring, der blev lagt om hovedstaden i slutningen af 1800-tallet. Bogens gennemgang viser, at det omfattende anlægsarbejde primært havde til formål at splitte oppositionen og samle magten under Højre og kongen.

Mogens Ladegaard

28. marts 2009

Er det Danmark, vi kender i dag, et udtryk for bevidst planlægning eller resultatet af et ret tilfældigt samspil mellem forskellige hensigter og tendenser? 'Både og' svarer Hans Helge Madsen i sin nye, dybt originale undersøgelse af byplanlægning i Danmark før 1938. Perioden før 1900 kendte ikke til byplanlægning i ordets strenge forstand, så det er i grunden 'planlægning før planlægningen', der undersøges. For det forhold, at man ikke kendte til byplanlæggere i ordets moderne forstand, betød naturligvis ikke, at der ikke blev truffet beslutninger af betydning for landets fysiske infrastruktur.

Tværtimod dokumenteres det overbevisende, at det moderne og demokratiske Danmark er et resultat af flere hundrede års enevælde, der koncentrerede store dele af landets ressourcer i en hovedstad, som var kommet til at ligge i landets alleryderste udkant i yderste frontlinie mod arvefjenden Sverige, efter at dette i 1658 havde erobret den østlige tredjedel af Danmark. Det var baggrunden for, at næsten alle militære ressourcer i en af de mest militariserede og tungest beskattede stater i Europa - den anden var Sverige - samledes i København. Flåden med orlogsværftet flyttede fra Gammelholm til Nyholm, Kastellet blev opført til såvel indre som ydre kontrol af byen, mens hæren samledes i talrige kaserner, der først blev opgivet i anden halvdel af det 20. århundrede.

Hvad vi ofte glemmer, er, at det var ressourcerne fra en meget større stat, der blev koncentreret i hovedstaden. Og på dette tidspunkt anvendtes skatteindtægterne stort set kun til militær og hoffet. Så store summer blev investeret i statens bygninger samt i aristokratiets og det højeste borgerskabs palæer. København var indtil væksten i anden halvdel af 1800-tallet i en helt anden klasse end landets øvrige byer. Vel at mærke hvis vi kun betragter landet inden for de nuværende grænser. Udvides betragtningen til hele det oldenborgske monarki, var der andre store byer, såsom Altona i Holsten, Flensburg i Slesvig og Bergen i Norge foruden Charlotte Amalie på de Vestindiske Øer. Af byerne inden for Danmarks nuværende grænser hævede stort set kun Aalborg, der varetog handelen på Norge, og Helsingør med Øresundstolden, sig over flækkens status, selv om der var mange byer med købstadsstatus fra middelalderen.

Tradition fra enevælden

Politikken med at samle alle landets ressourcer i hovedstaden København stammer fra enevælden, men blev reelt fortsat af de nationalliberale, Estrups konservative, Socialdemokraterne og i dag Venstre, som ellers repræsenterer arven fra landets kamp mod byerne repræsenteret ved København i tiden op til Systemskiftet i 1901. Favoriseringen af hovedstaden er sket i den 'nationale interesses navn' og er et barn af den småstat, der kom ud af nederlaget i 1864. Selv efter bruddet med småstatspolitikken og overgangen til en aktivistisk udenrigspolitik i 1990'erne samles alt stadig i og om København, nu blot i den 'internationale konkurrenceevnes' navn.

Indførelsen af 'regioner' fra 2007 markerer den endelige afslutning på Jyllands mulighed for at hævde sig som en egen region orienteret mod Hamburg og det europæiske kontinent. Ved at dele halvøen i tre reduceres Nord- og Vestjylland til en svag periferi vendt mod Nordsøen (og Atlanterhavet), samtidig med at Sønderjylland (strengt taget kun Nordslesvig) er lagt sammen med Fyn med hovedstad i Vejle. Dermed er den eneste egentlige historiske provins i Danmark reduceret til en udkant på grænsen til delstaten Schleswig-Holstein. Denne sidste har ligeledes tabt konkurrencen i det forenede Tyskland og er i dag en fattig periferi med hovedstad i Kiel, kun undergået af Mecklenburg-Vorpommern.

Alle disse perspektiver rulles op i indledningen til Hans Helge Madsen bog om opkomsten af det, han kalder 'det skæve Danmark'. Ved at trække på Steen Bo Frandsens historiske undersøgelser af Jylland som region, Poul Thestrups grundige kortlægning af jernbanernes udvikling, Anders Monrad Møllers ditto af skibsfarten og mange andre enkeltstudier fra mange fag lykkes det ham at tegne et billede af den reelle centraliseringspolitik, der er blevet ført i Danmark i mange hundrede år. Samtidig anfører han dog mange eksempler på selvstændige, men afbrudte udviklingsmuligheder, først og fremmest i Nord- og Vestjylland, dvs. de områder der i planlæggerkredse i dag så lidet smigrende omtales som den 'rådne banan' i modsætning til den 'fede pølse' i Østjylland.

Reelle alternativer

Der har nemlig hele tiden eksisteret et stort alternativt udviklingspotentiale i Jylland, især uden for det Østjylland, som er blevet den store vinder. Det er forklaringen på det for mange overraskende forhold, at andelsmejeri-bevægelsen i 1882 ikke begyndte i de egne, vi normalt betragter som de mest 'udviklede', men længst mod vest i landsbyen Hjedding nær Ølgod, hvor man stadig kan besøge den oprindelige bygning - nu omdannet til museum. Forklaringen er, at disse egne slet ikke var 'underudviklede', men lå midt på den vestlige oksevej - 'drivvejen' - hvor dyr fra Limfjords-egnene i århundreder blev drevet til markederne i Hamburg og længere sydpå.

Vestjylland har mindst siden 700-tallet stået i tæt forbindelse med især Frisland, Holsten og Nederlandene, foruden Norge og England over Nordsøen. Denne set fra København så fjerne 'udkant' var i virkeligheden indtil for nylig en aktiv en del af det økonomiske verdenssystem og tog sig kun underudviklet ud set fra hovedstadens perspektiv. Anskuer man Danmark mere historisk korrekt som bestående af forskellige historiske regioner eller provinser, er der intet underligt, i at selvorganiserings-initiativet begyndte i vest og først sidst nåede de 'udviklede' egne på Sjælland. Konkurrencen mellem andelsmejerier og privatejede mejerier er kun ét eksempel på 1800-tallets kamp mellem forskellige kapitalistiske organiseringsprincipper. Det er ikke nemt at afgøre, hvem der var mest moderne. Det er heller ikke et tilfælde, at det var i Vestjylland, at bønderne allerede i 1700-tallet slog sig sammen om at købe og 'slagte' herregårdene. Herregårdene stod økonomisk svagest her, men det forklarer ikke initiativerne, som datiden kaldte "bølgen fra Vesterhavet".

Centralisten Lehmann

Anskuer man historien, som Hans Helge Madsen gør her, bliver man klar over, at vore dages fysiske infrastruktur ikke er nødvendige resultater af 'naturen', men af bevidste valg. Disse valg ændrede Danmark fra en nationalt sammensat helstat til en centraliseret nationalstat. Begge statstyper krævede et stort centrum, men følgerne for infrastrukturen blev forskellige, idet centraliseringsgraden blev meget større i den nationale enhedsstat. Det begyndte som en politisk kamp mellem to demokratiske principper, det regionale og føderale, som man kan passende kan lade være repræsenteret ved den radikale demokrat Anton Frederik Tscherning og den nationalliberale centralist Orla Lehmann. Begge var vigtige aktører i omvæltningen i 1848, der resulterede i indførelsen af demokrati i Danmark. Men hvor Tscherning ønskede opretholdelse af den nationalt blandede helstat organiseret som en føderation - "samstat" kaldte han det - kunne supernationalisten Orla Lehmann ikke få landet centraliseret nok under Københavns herredømme, selv om det endte med at koste landet den mest udviklede tredjedel.

Til det formål opfandt Lehmann det uheldsvangre slogan "Danmark til Ejderen", der førte til borgerkrig såvel med de regionalt som med de tysk-nationalt tænkende i Slesvig og Holsten. Men også til undertrykkelse af alle tilløb til selvstændig udvikling i Jylland. Denne undertrykkelse tog form af Hedeselskabets 'udviklingsstrategi', som alle danskere kender under sloganet "Hvad udad tabtes skal indad vindes". En mere passende overskrift ville være 'koloniseringen af Jylland', som stadig kan studeres i de plantager til jagt, som københavnske grosserere anlagde i det midtjyske i årene op mod 1900. Også dette samt de alternative - og formentlig mere skånsomme - lokale initiativer til indvinding af heden skildres overbevisende.

Denne politiske strategi blev økonomisk understøttet af finansgeniet C.F. Tietgen (1829-1901). Hans talrige initiativer placerede Danmark på verdenskortet inden for en lang række områder, hvor især telegraf- og bankvæsenet huskes i dag. Men en anden langsigtet virksomhed var hans samling af landets dampskibsruter i DFDS i 1866. Ved hjælp af dette selskab udkonkurrerede Tietgen med rå beslutsomhed alle alternative ruter til fordel for et netværk med København som centrum. Det er bagsiden af hans 'nationale' indsats, eller rettere sagt en præcis demonstration af den dobbelte betydning af ordet 'national'. I Danmark er det kommet til at betyde københavnsk. Paradoksalt nok har det, som Hans Helge Madsen fremhæver i slutningen af sin analyse af byplanlægningens historie, medført, at København selv er blevet undertrykt, blot af centraladministrationen på Slotsholmen. Som det under overskriften "Hovedstad - ufri stad" hedder:

"København og København er to ting. Der er den officielle hovedstad med dronning, parlament og regering. Og så er der storbyen, der ligner alle andre storbyer i at have storbyproblemer og søger at løse dem gennem sit eget parlament, her borgerrepræsentationen." København er som bekendt blandt meget andet den største jyske by i landet set ud fra beboernes herkomst.

Befæstningens formål

I en fin analyse af opførelsen af befæstningen rundt om København i provisorie-årene 1885-1894 vises i tilslutning til den nyere forskning, hvorledes fæstningsanlægget ikke primært havde militære mål, men primært skulle tjene det politiske mål at samle befolkningen nationalpolitisk omkring Højre i modsætning til Venstre. Den udskældte regeringsleder Estrup var i virkeligheden ikke særligt interesseret i fæstningen, men så den som et fremragende middel til at splitte oppositionen og samle landet under sig selv og kongen.

Selv et lille land rummer geopolitiske forskelle og alternative udviklingsmuligheder. Også selv om vi ignorerer Rigsfællesskabet - og det gør vi jo næsten altid - har der været forskellige muligheder. Resultatet er i dag blevet national centralisering camoufleret som kommunalt selvstyre. Det eneste, periferierne kan gøre, er at sætte deres lid til EU og vente på, at de centrale færdselsårer sander til i transport, bl.a. af de vindmøller, der begyndte som et industrieventyr blandt landsbysmedene i Vestjylland, men nu er flyttet mod øst. Muligvis får periferierne nye muligheder i takt med, at nationale grænser får mindre betydning. Men det har formodentlig lange udsigter i et EU, hvor hovedtendensen har været at styrke de nationalstater i det europæiske samarbejdes navn. I ventetiden kan man oplyse sig ved at studere denne glimrende bog og den alternative regionale forskning, den så udmærket sammenfatter.

Historisk har valget altid stået mellem et demokratisk, multinationalt og regionalt Danmark på den ene side og et centralistisk og nationalt Danmark på den anden. Det gør det sådan set stadig.

Uffe Østergaard er professor i europæisk og dansk historie, CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Muldtofte

"Denne undertrykkelse tog form af Hedeselskabets 'udviklingsstrategi', som alle danskere kender under sloganet "Hvad udad tabtes skal indad vindes". "

Der var den så igen, denne myte der er så svær at udrydde. Det har aldrig været hverken Hedeselskabets eller Dalgas' motto. Sætningen stammer fra den første store industri- og kunstudstilling, der blev afholdt i København i sommeren 1872, hvor digteren H. P. Holst forfattede ordene "For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes" (på nudansk). Ordene blev præget i en mønt til minde om udstillingen.

Hvis det er hentet fra bogen, og det er det vel, så er den altså på netop dette punkt lidt uskarp.

Jep! Hvor længe skal jylland endnu vånde sig under det danske åg ?

Banan - eller: Republik nu !

http://www.dr.dk/Tema/banan/index.htm

----------------------
Den Rådne Banan

Den er krum,
den er grum,
Esbjerg snart kun slum.

---------------------

Egnsafvikling eller egnsudvikling ?

Undrer mig bare over at mange af borgerne i den rådne banan stemmer på netop VKO - som med deres de facto- markedsfundamentalisme,
jo netop er de som sørger for at skævvridningen af landet fortsætter - at pengene, ungdommen, kunstnerne og uddannelserne flytter sig til de store byer østpå.