Læsetid: 6 min.

Er det tårkaffet at gå på vinbar?

Jeg vidste godt, at Henrik ville blive skuffet over, at vi kun skulle på vinbar. Men jeg stolede på kattekomponisten, skriver Martin Kongstad i denne premiere på en ugentlig madanmeldelse
Kælderen. Der er også en førstesal, som er mere restaurantlignende. Men jeg valgte kælderen. Det bageste bord. Stort og godt.

Kælderen. Der er også en førstesal, som er mere restaurantlignende. Men jeg valgte kælderen. Det bageste bord. Stort og godt.

27. marts 2009

Henrik blev skuffet, da jeg fortalte, at det første sted, vi skulle madanmelde var en vinbar. Men jeg forsikrede ham, at det ville holde vand, for stedet var blevet mig anbefalet af avantgardejazz-komponisten (skrig, hyl, katte, katte, katte), og han kaster ikke roser i grams. Nu sad jeg, lige overfor, på Sabines Cafeteria og ventede.

Det med vinbarer er relativ nyt herhjemme, men da de først vandt indpas, gik det som med cowboystøvlerne i 1988. Pludselig var de overalt. Le Sommelier i Bredgade var først (1997). Siden åbnede Bibendum i Nansensgade, og deres kombination af skramlet inventar, vin på glas og tapas blev øjeblikkelig et hit.

Derpå fulgte flere af samme slags, siden en række nationalt specialiserede – argentinsk vin, tysk, østrigsk – og sidste år åbnede så en række kvalitetsfokuserede: R Vinbar, Bistro Cph og den, vi skulle prøvespise, Tire Bouchon; bedre vin, bedre mad, hvis man skulle tro kattekomponisten.

Det var første gang, Henrik skulle ud og madanmelde, men han har haft tilbuddet før. Til en fest i kartoffelrækken anno 1986 kom han ’tilfældigvis’ til at sidde ved siden af Politikens anmelderdronning, Jonna Dwinger, og da han dels er snobbet (gammeldags og åbenlyst, ikke maskeret som jeg), dels har en passion for mad, forløb samtalen så godt, at han smuttede ind og hentede hende en pose kantareller fra fryseren.

Hun fik disse overrakt med en mundtlig overlevering af den ægte Tisvilde-opskrift på kantarelstuvning (svampene steges blidt i smør, tomatfileter kommes ved, citronsaft tilsættes, salt, peber, knivspids sukker, så piskefløde. Koges ind. Serveres på ristet landbrød fra Tisvilde Bageren), og hun blev så begejstret for denne gestus, at hun prompte inviterede Henrik med ud at prøvespise.

»Jeg gør det ikke,« sagde han.

»Hvorfor ikke det?«

»Se anmeldelsen for dig: ’Vi fik dampet pighvar, og jeg nød et glas Alsace. Min ledsager fik fire elefantøl. Så fik vi kalvemørbrad, og jeg drak et glas Gevrey-Chambertin, mens min ledsager fik syv elefantøl. Regningen blev på 1.600 kroner, heraf de 600 til elefantøl.’«

Noget for sekretærer

Henrik elsker dirigenten Jascha Horenstein, Dostojevskij, sine 200 tøjdyr, Dannebrog, Tisvilde, fodbold, tysk kultur og elefantøl.

Præcis klokken 18.30 kom han cyklende. Stillede den tøvende i stativet. Skaldepande, langt gråt hår, det svulstige overskæg, den fornemme næse. Hans slasketaske hang ned over bagagebæreren. Hvad var der i den? Formentlig en flaske Noilly Prat og et godt tilbud fra Irma. Den brune tweedjakke, en skødesløst bundet silkeklud, skjorte, blå joggingbukser og hvide Nike gummisko. Han lignede en fransk greve.

Jeg bliver næsten altid varm om hjertet, når jeg ser ham. Sådan er det blevet med tiden; relativ ukompliceret. Han fylder 57. Jeg er 45. Vores forhold, som for snart 30 år siden begyndte som en kartoffelrække-versionering af baron Seillière og den unge Thorkild Hansen, har med tiden udlignet sig og er blevet noget nær jævnbyrdigt. Noget nær. Jeg gik ham i møde derude.

»Er det egentlig ikke tårkaffet at gå på vinbar,« sagde han.

Arh! Dén konstruktion. Jeg havde valgt stedet. Stedet var mit. Jeg var stedet. Og da det trods alt forvoldte en lille komplikation, at jeg sådan førte an, betalte, var madanmelder, kunne jeg nu forvente at blive beskudt oppe på piedestalen

»Du synes vin er tårkaffet?« sagde jeg.

»Er vinbarer ikke sådan noget for sekretærer?«

Ned med os. Hyggelig kælder. Henrik prikkede mig i siden og nikkede mod det første bord. Fire kvinder. Ja, jo, de lignede faktisk sekretærer. Jeg lod som ingenting. Der er også en førstesal, som er mere restaurantlignende. Men jeg valgte kælderen. Det bageste bord. Stort og godt. Vi passerede det åbne køkken på vejen. En ung fransk kok var på arbejde, og der duftede rigtigt derinde fra. Af nedkogte ting.

Først østers

Fransk er der. Gamle franske bistrostole, franske caféborde, franske skilte på væggene, fransktalende piger bag baren, rigtig søde. Fint lyssat. Lampetter på væggene og levende lys.

»Jeg er glad for, at jeg har så uendelig meget fedt på min store, fede røv,« sagde Henrik, »men du må da lide. De stole er jo torturinstrumenter.«

»Jeg kan godt lide, det er så gennemført fransk,« sagde jeg. »Man kan sidde og drømme sig væk.«

»Det, du siger dér, er meget mayonnaise-hellerupsk,« sagde han. Og så måtte jeg på toilettet for at køle af. Kom forbi en lille hyggekrog på vejen. Et par på date. 29 år gamle.

»Nej, men når man har rejst så meget, som jeg har,« sagde fyren, »så kommer der et tidspunkt, hvor man har ...«

»... set det hele,« sagde hun.

Jeg hørte ikke resten, men mon ikke han gav hende ret?

Lidt koldt vand i ansigtet. I det åbne køkken, så jeg den unge kok åbne køleskabet. Masser af beholdere med saft og kraft i.

»Lad os tage et glas chardonnay fra Frédéric Magnien (80 kroner),« sagde jeg. De har otte-ti hvide og cirka tolv røde på glas, og jeg har gode erfaringer med Magnien, som er en af Bourgognes allerbedste, yngre producenter (jeg kan varmt anbefale hans Puligny-Montrachet 2004 til 290 kr. hos Gl. Kongevej vin).

»Er det bare mig, eller er vinen lovlig kold,« sagde han.

Det var desværre rigtigt. Nu måtte jeg sætte hårdt ind.

»Jeg synes, vi skal spise østers først,« sagde jeg og bestilte ’en af hver’, fem forskellige østers fra David Hermé i Marennes (120 kroner).

Jeg bestilte også to glas grand cru champagne fra Egly-Ouriet.

»Tror du, Informations læsere kan få sig selv til at give 195 kroner for et glas champagne?«

Han havde tjekket prisen på tavlen. Selvfølgelig havde han det.

Ud af fatning

Champagne er ellers ikke rigtigt noget for mig, men det skyldes givet, at jeg aldrig køber noget af den kaliber. De 195 kroner var en foræring. Jeg mistede øjeblikkelig realitetssansen. Det eneste, jeg har at sammenligne med, er en guitarsolo, jeg engang hørte Aske Jacoby spille på Loppen. Der var fløjtende alfer, dale af mos, en fjern lysning, prustende heste.

Og satsningen gav pote. Blød i mælet nu:

»Tænk, at du er blevet så fin,« sagde han. »Senere skal vi tale om dit vanskelige sind og få ordnet en tandretning, men hvor er de østers dog fuldstændig fantastiske.«

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt lignende luksus. Kan man prissætte at blive bragt ud af fatning og ført et bedre sted hen?

»Ah!!« sagde Henrik og smilede, som han gør, når han lige er kommet op af bølgen i Tisvilde eller har drukket et glas skummetmælk.

»Skal vi prøve deres lammegryde?« sagde jeg.

Den kom på bordet en cocotte. En lille støbejernsgryde hver. På tallerkenen lå lidt grøntsager; tre halve kartofler, en samling carotter med top, sukkerærter, en halv majroe. Særligt kartoflerne var bemærkelsesværdige. Skrællede, skåret i halve, al dente på sekundet. Kun en mesterkok kan forvandle vinterkartofler til delikatesse.

Gryderetten var mindre fantastisk. Glimrende, bevares, god smag af lam og champignons. Men han havde jo selv lagt niveauet, og jeg synes godt den sovs kunne have kogt lidt mere ned, ligesom jeg synes, det ville have klædt den med lidt anis; kørvel, fennikel, stjerneanis, for eksempel.

»Årh, visse vasse,« sagde Henrik og bællede rødvinen, en Domaine Terrier fra Saint Joseph (100 kroner), som, modsat den hvide, var perfekt tempereret; let kølig, masser af bær og fennikel.

Vi var høje langt ind i natten, da vi senere havnede hjemme i Bruno Mattson-sofaen. Det krævede mange elefanter at komme ned. Og Mahler.

»Hør,« sagde han med de kinesiske spisepinde i hånden. Han dirigerede. »Hør, hvorledes Mahler foregriber Første Verdenskrig.«

Jeg nikkede og løj. Det var stadig champagne og østers.

Tire Bouchon. Teglgårdsstræde 5. Bordbestilling: 33 32 17 77. tire-bouchon.dk

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu