Læsetid: 1 min.

Ude godt, hjemme bedst

Efter at have været på besøg i ’Yacoubians hus’ føler man sig klogere på Egypten og en utraditionel filmoplevelse rigere, men man er også glad for at være hjemme igen
Efter at have været på besøg i ’Yacoubians hus’ føler man sig klogere på Egypten og en utraditionel filmoplevelse rigere, men man er også glad for at være hjemme igen
27. marts 2009

Romanen er populær og læst verden over. Det er dog tvivlsomt, om spillefilmdebutanten Marwan Haneds tre år gamle filmversion af Alaa Al-Aswanys politiske samtidsskildring Yacoubians hus vil finde lige så stort et publikum uden for forfatterens hjemland, Egypten. Ikke fordi filmen er dårlig, men fordi det er en skønsom blanding af stilarter og genrer, som med en spilletid på næsten tre timer bliver ved alt for længe.

Det begynder vittigt og lovende med en sekvens, der ridser præmisserne for historien op og fortæller historien om Yacoubians hus, et lejlighedskompleks midt i Cairo. Huset er, forstår man, et slags spejlbillede af Egypten og har ligesom landet selv ændret sig med tiderne.

Historien foregår i nutidens Egypten og skildrer gennem en række af husets mere og mindre velbeslåede beboere et forholdsvis moderne, sekulariseret samfund, hvor religion, kønsrollemønstre, tradition, fornyelse, klassedeling, drømme, begær og korruption hele tiden støder sammen og gør livet mere end besværligt for filmens hovedpersoner, fra en ung, fattig kvinde uden fremtid og hendes religiøst radikaliserede kæreste til en homoseksuel avisredaktør, et par rige, ældre mænd med et stort libido og en pengegrisk politiker.

Samen Selims kamera står stort set aldrig stille - det glider rundt om eller er i hælene på personerne - og visuelt er filmen flot at skue. Men den er også meget eksotisk i sin skamløse blanding af politisk og menneskeligt drama, sæbeopera og skæv komedie. Det er sjældent kedeligt, men dramatisk utilfredsstillende og forplanter sig af og til til Mike Williamsons lidt for iørefaldende musik og til skuespillet, der skiftevis er naturalistisk og overdrevet.

Efter at have været på besøg i Yacoubians hus føler man sig klogere på Egypten og en utraditionel filmoplevelse rigere, men man er også glad for at være hjemme igen.

Yacoubians hus. Instruktion: Marwan Hamed. Manuskript: Wahid Hamid, Egyptisk (Grand i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu