Læsetid: 5 min.

Velkommen til en ny stat: Danmark

De gængse fortællinger om Danmark isolerer landet geografisk og reducerer historien til samtiden, og fortællingen om velfærds-Danmark inddrager således sjældent den længere historie eller verden omkring os. Det vil sociologen Lars Bo Kaspersen råde bod på i en ny bog
Ud af andedammen. Vi taler som regel om Danmark som et suverænt, lille frimærke. Med sin nye bog -Danmark i verden- vil sociologen Lars Bo Kaspersen afdække omverdens betydning for Danmarks udvikling, og forankre udviklingen i en historisk ramme, der rækker 200 år tilbage.

Ud af andedammen. Vi taler som regel om Danmark som et suverænt, lille frimærke. Med sin nye bog -Danmark i verden- vil sociologen Lars Bo Kaspersen afdække omverdens betydning for Danmarks udvikling, og forankre udviklingen i en historisk ramme, der rækker 200 år tilbage.

John Nielsen

14. marts 2009

Danmark er ikke en lille isoleret ø. Det ved vi godt. Men vi taler som regel om Danmark som et suverænt lille frimærke. Danmarkshistorien fortæller vi gerne som danskernes historie om, hvad de gjorde med deres eget lille land. Og den danske velfærdsstat udlægges gerne som et produkt af et kompromis mellem arbejderbevægelsen og den økonomiske overklasse eller som resultatet af en ideologisk alliance mellem grundtvigianisme og socialdemokratisme. Alternativt beskrives udviklingen som en overgang fra demokratisk velfærdsstat til social konkurrencestat. Disse forskellige fortællinger om Danmark isolerer landet geografisk og reducerer historien til samtiden. Fortællingen om velfærds-Danmark inddrager således sjældent den længere historie eller verden omkring os. Der findes funderede og oplysende analyser af den danske velfærdsstats udvikling, men ifølge sociologen Lars Bo Kaspersen mangler de alle noget:

"Jo, der findes analyser, men de trænger til et supplement, da de fleste fremstillinger vægter forklaringer, hvor udviklingen af den danske stat tilskrives drivkræfter primært forankret i Danmark."

Dette supplement vil Kaspersen bidrage med i sin nye bog, Danmark i verden. Han betegner selv sit blik på Danmark som et "relationelt perspektiv". Det betyder kort sagt, at han vil afdække omverdens betydning for Danmarks udvikling. Og han vil forankre udviklingen i en historisk ramme, der rækker 200 år tilbage. Denne kombination af sociologisk analyse og historieskrivning er ifølge Kaspersen den "eneste farbare vej, hvis vi skal forstå Danmark i dag."

Staten

Hovedpersonen i Kaspersens fortælling om Danmark gennem 200 år er 'staten' - en aktør, der ifølge Kaspersen ikke kan reduceres til politiske ideologier eller interesser. Staten er drevet af sin egen rationalitet, hvor målet er at sikre dens egen overlevelse og opretholdelse. Staten griber ind i samfundet for at sikre, at den kan blive ved at eksistere som selvstændig og uafhængig stat. Den bør ikke forstås som en gængs aktør, men derimod som en enhed, der hele tiden dannes i spændingsfeltet mellem ydre og indre pres. Dette perspektiv på staten er kendt fra blandt andre den tyske retsteoretiker Carl Schmitt og den danske historiker Søren Mørch. I den optik går statssikret velfærd ud på at sikre ro på bagsmækken. Statseliten forsvarer sin privilegerede stilling ved at fjerne betingelserne for social uro og oprør og derigennem sikre statens stabilitet. Man kan tilføje, at overførselsindkomsterne sikrer en stående arbejdsreserve, som kan bidrage til at sikre produktiviteten og dermed også statens eget liv økonomisk. Velfærdsstaten bliver "med andre ord til en statsform, der i bestræbelserne på at opretholde sin selvbestemmelse styrker sit forsvar ved at løse det sociale spørgsmål ved hjælp af velfærdsinstitutioner," skriver Kaspersen. Han gennemgår i store træk den danske stats historie fra Grundlovens tilblivelse over nederlaget til Tyskland i 1864 og frem til Første Verdenskrig. Det er en metodisk pointe, at dramatiske begivenheder skaber undtagelsestilstande, hvor staten gentænker sig selv og nye kompromisser indgås.

Perioden efter Første Verdenskrig blev ifølge Kaspersen afgørende for udviklingen af både den danske velfærdsstat og den politiske kultur, som han kalder "konsensualisme". Konsensualisme betyder ikke, at alle er enige om, hvad der skal gøres, men derimod at alle er enige om præmisserne for, hvordan deres uenighed skal håndteres. Velfærdsstaten blev udbygget i efterkrigstiden og massiv omfordeling af indkomst og velfærd blev institutionaliseret. Forandringerne fandt ikke sted som følge af diktater fra staten, men blev formuleret i dialog med det netværk af organisationer, som varetog samfundets økonomiske interesser.

Magtudøvelse

Kaspersen skelner mellem to former for statslige magtudøvelse, som han kalder despotisk og infrastrukturel. Hvis staten gennemtvinger sin styring uden dialog med organisationer og befolkningen, udøver den despotisk magt. Hvis staten derimod inddrager befolkningen og organisationerne, udøver den infrastrukturel magt, og det er netop denne type magtudøvelse, som kendetegner den danske stat i det tyvende århundrede.

Men inden for de seneste 20-30 år har statens magtudøvelse skiftet karakter. Kaspersen angiver tre årsager til denne overgang: For det første har den stigende internationale udveksling af varer, kapital og arbejdskraft forandret forholdet mellem stat og samfund - selvom Kaspersen ikke abonnerer på tesen om globaliseringen som en helt ny og historisk enestående udefrakommende kraft, der tvinger os til at revidere alle værdier.

For det andet angiver han, at det både bredere og dybere europæiske samarbejde har forandret statens betingelser, og for det tredje har terrorattentaterne den 11. september 2001 forandret det vedtagne billede af hvem, der er venner og hvem, der er fjender. Kampen mod terror har medvirket til udviklingen af det, Kaspersen kalder "sikkerhedsstaten". Man flytter ressourcer fra traditionel velfærd til sikkerhed, man sætter sikkerhedsbekæmpelse over frihedsrettigheder og man tildeler staten udvidede beføjelser.

Kaspersen diagnosticerer præcist, hvordan staten også på andre områder griber ind - uden dialog - med reformer, detailstyring og udviklingskontrakter. Den stigende styring hen over hovedet på organisationerne og befolkningen har ført til en stigende koncentration af magt i toppen af statsapparatet.

Man kan således tale om en stat, der både faciliterer markedet, men også styrer med autoritet.

"Tredje vejs-ideologien og de nye internationale betingelser", skriver Kaspersen til sidst, "har medvirket til, at Danmark i disse år transformeres fra at være en liberal demokratisk stat til at blive en autoritær liberalistisk stat."

Det er en udvikling, som for en kritisk betragtning forekommer uhyre problematisk, men samtidig må man konstatere med Kaspersen, at "meget få protesterer".

Den lange analyse stopper med spørgsmålet om, hvordan vi er endt her, og hvorvidt den autoritære liberalistiske stat er sidste stop, eller der blot er tale om en midlertidig tilstand.

Sådan set er Kaspersens konklusioner læst før, men de er anderledes belyst, end vi er vant til. Det er et problem for metoden, at bogen bruger meget plads på at repetere velkendte episoder og begivenheder som Første Verdenskrig, dannelsen af EU, 9/11. Man skal igennem meget pligtstof, før man når frem til de originale, analytiske pointer. Men de er til gengæld oplysende og interessante. Det lange perspektiv kvalificerer dem eminent, og sådan set har forfatteren ret: Det er et vigtigt supplement til den sædvanlige fortælling om danskernes Danmark.

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christoffer Sørensen

Interessant læsning.

Den autoritære stat er blevet forudsagt af mange liberale tænkere.

Danmark er ikke undtaget.

Venstrefløjen er også kommet med på noderne med mere tvang og mindre frihed ved at støtte op omkring antiterror.

Sørgeligt.

ja, sørgeligt der ikke er mere modspil fra oppositionen.
Så tv-debat hvor Thoring angreb Espersen med orderne : " vi er imod jeres nye skattestop, det er jeres gamle skattestop vi godt kan li" !

Konsensusmodellen har åbentbart gjort vi er irriterende enige grundlæggende.
Så kan der konkurreres på at rebrande hinandens politikker smartest og melde først/stærkest ud.

Søren Kristensen

Det positive synspunkt:

"Man kan tilføje, at overførselsindkomsterne sikrer en stående arbejdsreserve, som kan bidrage til at sikre produktiviteten og dermed også statens eget liv økonomisk. "

Endelig en smule anerkendelse!

Jens Thorning

Rigtigt - disciplinen består i at holde liv i denne arbejdsreserve på den billigst mulige måde. Men det er noget af en balancegang, en vanskelig øvelse, at holde dem i live eller nogenlunde arbejdsføre, til når opsvinget kommer!