Læsetid: 6 min.

Man bliver et digt på Hotel Louis C. Jacob

10 kilometer ude ad Elbchaussée i Hamburg ligger paradis, og der er to restauranter. Henrik hørte mine lovprisninger med sorg i sinde
»Det er ikke bare banal luksus at bo på Hotel Louis C. Jacob. Man er del af et smukt digt. De krogede lindetræer, de gigantiske skibe. De vil noget mere.«

»Det er ikke bare banal luksus at bo på Hotel Louis C. Jacob. Man er del af et smukt digt. De krogede lindetræer, de gigantiske skibe. De vil noget mere.«

Pressefoto

1. maj 2009

For 20 år siden opgav jeg definitivt at få Henrik med til udlandet. Som 25-årig var han på en dagtur til Lund og Malmø med Aldi Gert og Raaschou, vist. Og that’s it. Det skyldes vel angst, at han ikke vil forlade Danmark, men hvori denne har sit udspring, har jeg ingen anelse om. Der er meget, man ikke spørger Henrik om.

Men selvfølgelig elsker han at høre om andres rejser og lytter med en blanding af nysgerrighed, trods og sorg. Der var Eroica på B&O-grammofonen, da jeg kom hjem til ham for at fortælle om mine to døgn på Hotel Louis C. Jacob i Hamburg, og han havde en, for mig, ukendt bamse på skødet.

»Det er Store Brum,« sagde han. »Brum-familien er meget tysksindede.«

Henrik har fuldstændig styr på sine tøjdyr. Kan redegøre for deres familiære forhold, politiske ståsted og uddannelse. En af de mere kendte af hans tøjdyr, Sinka Pilskadde, har for eksempel gået på en skole, hvor de lærte otte hundrede sprog – dog ikke engelsk.

»Nå, fortæl så,« sagde han.

»Hvad fik du at spise? Hvad sagde de om mig?«

»Jeg har aldrig haft det så godt noget sted i verden, som på dét hotel.« Den tysksindede bamse og hans knudrede forbehold skulle ikke få lov at mane min begejstring i jorden.

»Det ligger på Elbchaussee, 10 kilometer fra centrum og består af en lille samling bygninger. Den ældste er fra 1791. Stilen er meget klassisk, omgangstonen er hæderlig og venlig, aldrig servil, og serviceniveauet er i verdensklasse. Der er 150 ansatte til 85 værelser. Og så er der ’die Lindenterrasse’. Der kan man sidde under de 100 år gamle lindetræer med sit glas Grauen Burgunder Trocken fra weingut Bernhard Huber (11 euro) og se containerskibe så store som Rågeleje sejle forbi. Max Liebermann har malet flere billeder af terrassen. Det ene hænger i loungen.«

»Malt,« sagde han, »ikke malet.«

»Der hænger 500 kunstværker på hotellet, deraf både en Krøyer og en Ancher. På mit værelse var der fire. Der var også en fransk altan med udsigt til Elben, cream sherry på karaffel, et badeværelse med marmor i grønne nuancer og et walk-in closet større end dit køkken.«

»Store Brum kan ikke lide du taler dårligt om mit køkken,« sagde han.

»Bed den bamse tie stille. De har to restauranter, og første aften spiste jeg på Jacob, som har haft en stjerne i Michelin i de sidste 10 år og som mesterkokken Thomas Martin har ledet siden 1997. Han har 30 mand i køkkenet.«

»Undskyld,« sagde han og kneb øjnene sammen. »Den anden sats! Man bliver et nyt menneske hver gang. Maestro Herbert Blomstedt dirigerer Staatskapelle Dresden. Nå, videre. Maden.«

Vinsamlingen

»Der er to menuer, og jeg fik lov at plukke lidt. Men først skulle jeg gennem en masse smagsprøver; lidt hjemmelavede snacks, som man får det på alle gourmetrestauranter for tiden. Så nogle små butterdejssandwiches med tomat og hummermousse. Det var lovlig sødt for min smag. Hotellet er kendt for deres gigantiske vinsamling, 40.000 flasker, og til min overraskelse havde de G-Max 2006 fra weingut Keller på kortet. Den er umulig at få fat i (atomwine.dk sælger Kellers vine. De begynder ved 70 kroner flasken og er fremragende. G-Max 2006 er udsolgt).«

»Hvad kostede Max?«

»Ja, 170 euro, men jeg måtte smage den. De serverede den en kende for kold, og den er ikke specielt imponerende at se på. Blegnæbbet. Først blev jeg skuffet, men da den fik lidt varme, begyndte den at live op. Hver gang jeg tog en slurk, viste den sig fra en ny side. Anis, petroleum, ikke bare frugt, men hele landskaber. Første egentlig ret var foie gras terrine med Banyuls-sky og en lille sellerisorbet. Det smagte, som det skal.«

»Foie gras er stærkt overvurderet,« sagde Henrik.

»Næste ret var tun. I venstre side af tallerkenen lå en lille måtte af den fineste tabouleh og oven på den en tuntatar. Der var en lille skulptur af agurk i strimler ved siden af og forrest lå tre kvadrater stegt tun; lille stegeskorpe, rå indeni. En meget fin og sart ret. Tredje ret var hvide asparges med en fornem spegeskinke og en lind sauce mousseline. Øverst lå en stykke friturestegt ramsløg.«

»Jeg ved godt, det er klassisk med mousseline til hvide asparges,« sagde Henrik. »Men jeg synes de to elementer ophæver hinanden.«

»Derfor var der salt spegeskinke til. For at bryde det ophævede.«

»Han kunne jo så have nøjedes med at servere skinken.«

»De tre første retter var fine, men den fjerde var fantastisk. Jeg fik en dyb tallerken med fire saftige jomfruhummerhaler på, lidt friske ærter, lidt nye karotter, det hvide af et forårsløg, en lille kvist dild og 15 morkler, og så kom tjeneren med en kande og hældte jomfruhummerbisque over. Råvarerne præsenteret, derefter tæppefald. Det var virkelig elegant, og så gik det op for mig, hvor godt morkler og jomfruhummer klæder hinanden.«

Den sved, den suppe. Han var tæt på at se imponeret ud, og det kan jeg ikke så godt lide, så jeg skyndte mig videre.

Meget for pengene

»Min hovedret var lam af helt ubeskriveligt god kvalitet. De får deres kød fra en femtegenerationsslagter i Hamburg. Der var halsfilet, mørbrad og braiseret skank. En kroket af aubergine, hvide bønner, tre skiver merguez-pølse, en bønneskum yderst og en fabelagtig glace smagt til med timian. Kraftig kost. Topmad.«

»Hvor meget kostede det egentlig at spise der?«

»94 euro for menuen. Det samme som på en københavnsk Michelin-restaurant, og det var bestemt i orden.«

»Men aftenen efter spiste jeg så på deres anden restaurant, og den forventede jeg mig intet af. Kleines Jacob, hedder den, og konceptet er finere vinbar. Masser af fremragende vine på glas, men man er jo idiot, hvis man drikker franske vine i Tyskland, så jeg begyndte med et glas Grauer Burgunder Kabinett Trocken 2008 fra Tina Pfaffmann i Pfalz (5,90 euro). Enestående godt, intet banalt træfad, kun ren og rank frugt med dybde.« 

»Kleines Jacob er indrettet som en moderne krostue. Lavloftet, hyggeligt, brede egeplanker, bænke med rødt betræk, stor vinreol for enden. Godt besøgt var der. Stedet er uprætentiøst, man spiller soulmusik, men ledes med samme nidkærhed, som hele hotellet. Jeg har aldrig været på en restaurant, hvor man fik så meget for pengene (det skulle da lige være La Pollarola bag Campo de Fiori i Rom). Forretter koster omkring 7 euro, hovedretter 15 euro.« 

»Jeg bestilte vegetarisk antipasti og fik en fremragende terrine af grillede pebre, gul og rød, aubergine og zucchini. Alle grøntsager var skåret i tynde skiver og bagt i lag. Der var også et forfinet bruschetta med friske tomater, parmesan og hvidløg. Brødet var stegt i olivenolie fra Moulin du mas de barres, sprødt uden på, blødt inden i. Jeg fik en tomatcreme til. No nonsense, perfekt udført og af de bedste råvarer. Så bad jeg om et glas Weisser Burgunder 2007, Battenfeld-Spanier, Rheinhessen (6,80 euro), og det smagte som den hvide bourgogne, jeg altid leder efter. Til hovedret havde jeg bestilt sandartfilet, og jeg fik 150 gram perfekt tilberedt fisk. Saftige flager, brandvarm. Der var en glimrende risotto til, og så var der nye radiser, skåret i halve og sauteret i smør. Godt trick! Jeg var så oplivet bagefter, at jeg gik ud og råbte tak i køkkenet.«

»Stor mand,« sagde Henrik til sin bamse.

»Ja, faktisk,« sagde jeg. »Det er ikke bare banal luksus at bo på Hotel Louis C. Jacob. Man er del af et smukt digt. De krogede lindetræer, de gigantiske skibe. De vil noget mere.«

Hotel Louis C. Jacob. Elbchaussee 401-403 Hamburg. Tel: 0049 40822550. www.hotel-jacob.de, jacob@hotel-jacob.de

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For os jyder ligger Hamburg ofte på mange måder nærmere end København.
Anmeldelsen af Hotel Louis jacob vakte vores interesse og da vi her i ferien ville forkæle os selv slog vi en overnatning og lidt shopping sammen. Vi bookede via nettet og var så naive ikke at forsøge at reservere bord samtidig. Det viste sig at der kan være flere måneders ventetid, så vi har stadig til gode at prøve menuen af. Dette til trods for at vi var der fra mandag til tirsdag.
Et godt råd er derfor at booke et Gourmet ophold, så skulle man være sikret. Atmosfæren, kunst, beliggenhed og betjening er helt i top. Det kan derfor anbefales at forsøge sig.